NOGET OM TID
”Timerne går, behøver jeg at sige det. Timerne vikler sig ud og ind mellem hinanden, vælter rundt mellem søvn og faste spisetider. Om morgenen får man som regel en hel bunke ind ad døren, hvor de ligger og roder rundt, timerne, fortvivlede, indtil man tager dem op i hænderne, hvis man tager dem op i hænderne: ind imellem kan det være en fordel bare at lade dem løbe gennem hænderne uden at vide hvor de bliver af, uden at vide hvor de forsvinder hen, hvis de forsvinder, hvis de ikke bare har lagt sig bag radiatoren, sammen med selvangivelsen: andre gange skal man virkelig, og så snart de kommer ind ad døren, timerne, skynde sig at få dem organiseret, i hovedet eller i en kalender, man skal skynde sig at opdele dem i grupper, gerne efter farve, størrelse, navn, ja, man skulle ikke tro det, men de fleste timer lyder faktisk et navn: uanset hvad man gør, skal man passe på ikke pludseligt at løbe tør for timer, det kan gå frygteligt galt, og det ser så fjollet ud (mennesker der løber tør for timer, kan man kende på deres ledeløse gang) skulle alt gå galt, findes der imidlertid de såkaldte låneordninger.”
Katrine Marie Guldager
FOR HELE FOLKET – eller det tårnhøje juletræ…
I tidernes morgen – dengang hvor mennesket stadig troede, at træerne kunne vokse ind i himlen – besluttede folket sig for at bygge et tårn! De byggede og byggede, for de ville helt op til Gud eller måske endda højere op endnu. Hvorfor de havde fået denne idé, ja det kan jeg jo kun gisne om. Men måske syntes de ikke, at skaberværket var godt nok eller måske ville mennesket slet og ret selv være gud! Det interessante er, at folket var så enigt om projektet, at ingen – overhovedet ingen, ja ikke en eneste – satte spørgsmålstegn ved byggeriet, alle som én var med til at lægge sten på sten.
Da Gud Skaberen erfarede dette, og måske anså det som et muligt angreb på egen suverænitet, måtte han gribe ind: v5 Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6 Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7 Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8 Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9 Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. Mosebog kap 11,5-9)
Og 1-2-3 så var tårnet, som skrevet, jævnet med jorden. Tilbage stod menneskeheden i murbrokker mere forvirret end nogensinde før! Menneskene var ikke længere en homogen størrelse, som kun talte et sprog. Derimod var vi pludselig alle sammen spredt ud over den ganske jord i en stor broget mangfoldighed.
Nuvel, beretningen hører med til skabelsesmyten. Og med arkæologi, evolutionsteori og de mange andre vigtige videnskaber så ved jeg godt, at så enkel er udbredelsen af menneskeheden heller ikke. Men omvendt tør jeg godt på baggrund af tårnets fald fortolke, at etniske forskelle også er en del af skabelsen. Og dermed er posen åbnet op for kulturel forskellighed og for et hav af mangfoldige traditioner og måder at være mennesker på.
Muligheden for total forvirring er til stede, for hvordan skal det gode liv leves, opleves og efterleves? Hvordan skal vi dyrke guden og er der i det hele taget plads til flertydighed? Kakofonien er blevet et grundvilkår.
Julenat kom Gud igen til jorden. Ikke som ham den store destroyer fra Babel – ikke med en sherif rydder op attitude. Men Gud kom som det lille Jesusbarn. Født i en stald uden nogen dikkedarer.
Mennesket blev nu en gang for alle befriet fra selv at skulle strække halsen ind i himlen. Frelsen lå pludselig lige foran dem i krybben og smilede som forårssolen morgenrød!
Og ude på marken stod nogle hyrder og en engel sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!
Glæden ligger i krybben og glæden er gaven til hele folket! Den omfavner jordens mangfoldige menneskehed – på kryds og tværs af alle vore fysiske som mentale jerntæpper!
Glæden vil fortælle os, at der altid er mere at sige. At der altid er en ny begyndelse og glæden vil give os mod til at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed.
Det er på den glæde, at vi forbereder julefesten. Den fritager os fra at bakse med juleræsets babelstårne, hvor vi måske tvinges i knæ økonomisk og hvor vores indre stressbarometeret bare stiger og stiger! Glæden er i vuggen og ikke i himlen. Men når roen julenat sænker sig over land og by, list så for en stille stund udendørs, læg nakken tilbage og lyt til englenes sang:
“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
(from juleklumme i Budolfi sognebladet nov 2009)
EFTER E. JEPSEN!
Han insiterer ikke kun på store forudbestilte hummer,
men så sandelig også på at hedde Juhl til påske!
Var hendes efternavn virkelig Sommer i vinters?
Hvor er der dog uendelig lidt, som vi kan gøre krav på…
POTENTIEL vs. AKTUEL!
Et gennemgående træk er, at potentielle farer bliver fremstillet, som om de var aktuelle farer. Verden er fuld af potentielle farer. Nogen kan skubbe dig ud foran en bus, du kan få en meteorsten i hovedet, og en terrorist kan kapre det fly, du sidder i, men det er næppe nogen god ide at basere sin hverdag på, at noget sådant kan ske. De fleste potentielle farer bliver aldrig aktuelle.
Lars Fr. H. Svendsen: Frygt (2008)
THOMAS MORES BØN.
Herre,
hjælp mig at finde på udveje,
der genopretter det gode forhold.
Skænk mig et sind, der er fremmed for kedsomhed
og ikke kender til muggenhed,
ikke giver sig til at klynke og klage.
Find dig ikke i,
at jeg bekymrer mig for meget
om det anmassende ”jeg” i mit indre.
Herre, giv mig sans for humor,
giv mig den nåde
at forstå en spøg.
Giv lykken en rimelig plads i livet
i mit eget og i andres.
Skænk os alle en smule lykke nu og da.
HVOR ER DIN HÅND, GUD?
Gud, jeg troede, at du var den, der holdt hånden over mig. Men lige nu mærker jeg ingen hånd, ingen beskyttelse. Jeg falder – og det gør mig bange! Når du nu ikke har holdt hånden over mig, Gud, vil du så godt holder hånden under mig og gribe mig?
Ruth Østergaard Poulsen: Fra det dybe råber jeg til dig (2009)
EN POLKABØN
Kære Gud i Himlen, sodavandsbruset gælder de levende! Hele universet er lige til at drikke denne morgen, hvor lyserøde ambulancer roterer i en vielsesring, og ballontræer udslynger kernesunde frugter for hvert barn, der bliver født. Store hænder kærtegner lammet. Alle fortabte vender hjem til en høstak i fremtiden. Nålen passeres af kamelen, hvorved brillestænger knækker, og gevaldige broer leder over afgrundsdybt vand. Tak for hver sætning, jeg holder tilbage som vejr, der er trukket. Tak for trinbrættet, der blot var begyndelsen på sletten. AMEN
Simon Grotrian: Citroner til Vorherre (2008)
KONSPIRATIONS-TEOLOGI
de løse ender
ender alle vegne
pludselig går ALT op og ned i et filtreret
sind sygt sind rigt system
som ingen hverken fatter eller forstår
eller i nød og død formår…
er det virkeligt virkelige så uvirkeligt?
