KÆRLIGHEDSBLIKKET!

Velsign mit barn, du kære Gud, og lad det holde livet ud

og tænd et lys på sjælens tinde for verden og for os herinde.

(Dåbsbøn af digteren Simon Grotrian)

Når vi viser vores ansigt, så viser vi os selv! Ansigtet er nok noget af det mest personlige, vi har. For her afsløres ALT. Øjnenes glans eller tårer, smilet, de aldersbetingede furer, det forvrængede, det lidelsesfulde, det forbavsede – vort ansigt afslører, hvem vi er her og nu!

Tænk på Kain! Kain der stod side om side med sin bror Abel. Kain der i modsætning til sin bror fik sin offergave forkastet – underkendt – og som efterfølgende slog sin Abel ihjel. Kain måtte sænke sit ansigt, ja han måtte skjule det.

Og Kain skjulte netop sit ansigt, fordi han så udmærket vidste, at dommen over hans misgerning – brodermordet – allerede stod malet i ansigtet på ham. Han var sjæleligt mærket langt før Gud satte sit berømte mærke i panden på ham! Det mærke som på en og samme tid gjorde ham både fredløs og fredet. På TRODS af brodermordet blev han beskærmet af Gud.

Herren velsigne og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Disse ord som lyder hver eneste gang vi samles om evangeliet i kirken, er også en tilsigelse af Guds beskærmelse til og over hver enkelt af os. Vi velsignes og bevares – vi lyses og løftes – netop for Guds ansigt. 

Ansigt til ansigt møder mennesket Guds ansigt. Det stærkeste udtryk for nærhed og tæthed. Al fremmedhed, afstand og søgen bliver afløst af samhørighed. En samhørighed – en kærlighed – som ser dig og vil dig lige meget hvad! Guds uforbeholdne hengivelse til sin skabning.

Sognepræst i Lyngby Jørgen Demant skriver det sådan i: ”Søndag morgen – mødet mellem Gud og mennesker”:

”Velsignelsens livsoverskud er at blive lyst på af et ansigt, der får én til at se på sig selv med andre øjne. At spejle sig i Guds blik er at komme ud af selvspejlingens blik, der ofte er det mest tyranniske blik, fordi det både rummer selvanklagens og selvmedlidenhedens blik.

Velsignelsens blik er at være set og kendt af det faderlige eller moderlige kærlighedsblik, som betingelsesløst og uforbeholdent vedkender sig én, som den man er. Som vil se til én med al den godhed og lykke, der kan tænkes, og som vil sørge for, at man får det, som man kan kalde et godt og ordentligt liv.

Og at være velsignet er at blive mødt af det nådige og lysende blik. At se bort fra det fordømmende og anklagende blik. Og i stedet spejle sig i Guds barmhjertige blik, det vil sige i Kristi blik, som ser bort fra det forbandede blik. Menneskets fejlfinderblik er forvandlet af Guds kærlighedsblik, som kan se det som andet og mere end et menneske, der er fyldt med skyld og skam over det fejlslåede liv.

 Og endelig er velsignelsens lys over mig som et solbad, hvor jeg gennemvarmet og gennemlyst får energi og kraft til at gå og handle. Som stod jeg foran Gud på den første jord – nyskabt og fri – klar til at tage verden i besiddelse. Og kunne og ville.  Ansigt til ansigt som et ansvarligt og selvstændigt menneske overfor Gud, der har sat mig til at værne og drage omsorg for det, som er hans og min verden. At blive velsignet er at få lyst og mod til at bære velsignelsens liv videre i den verden, som venter uden for kirkedøren”

Advertisements