FOR HELE FOLKET – eller det tårnhøje juletræ…

I tidernes morgen – dengang hvor mennesket stadig troede, at træerne kunne vokse ind i himlen – besluttede folket sig for at bygge et tårn! De byggede og byggede, for de ville helt op til Gud eller måske endda højere op endnu. Hvorfor de havde fået denne idé, ja det kan jeg jo kun gisne om. Men måske syntes de ikke, at skaberværket var godt nok eller måske ville mennesket slet og ret selv være gud! Det interessante er, at folket var så enigt om projektet, at ingen – overhovedet ingen, ja ikke en eneste – satte spørgsmålstegn ved byggeriet, alle som én var med til at lægge sten på sten.

Da Gud Skaberen erfarede dette, og måske anså det som et muligt angreb på egen suverænitet, måtte han gribe ind: v5  Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6  Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7  Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8  Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9  Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. Mosebog kap 11,5-9)

Og 1-2-3 så var tårnet, som skrevet, jævnet med jorden. Tilbage stod menneskeheden i murbrokker mere forvirret end nogensinde før!  Menneskene var ikke længere en homogen størrelse, som kun talte et sprog. Derimod var vi pludselig alle sammen spredt ud over den ganske jord i en stor broget mangfoldighed.

Nuvel, beretningen hører med til skabelsesmyten. Og med arkæologi, evolutionsteori og de mange andre vigtige videnskaber så ved jeg godt, at så enkel er udbredelsen af menneskeheden heller ikke. Men omvendt tør jeg godt på baggrund af tårnets fald fortolke, at etniske forskelle også er en del af skabelsen. Og dermed er posen åbnet op for kulturel forskellighed og for et hav af mangfoldige traditioner og måder at være mennesker på.

Muligheden for total forvirring er til stede, for hvordan skal det gode liv leves, opleves og efterleves? Hvordan skal vi dyrke guden og er der i det hele taget plads til flertydighed? Kakofonien er blevet et grundvilkår.

Julenat kom Gud igen til jorden. Ikke som ham den store destroyer fra Babel – ikke med en sherif rydder op attitude. Men Gud kom som det lille Jesusbarn. Født i en stald uden nogen dikkedarer.

Mennesket blev nu en gang for alle befriet fra selv at skulle strække halsen ind i himlen. Frelsen lå pludselig lige foran dem i krybben og smilede som forårssolen morgenrød! 

Og ude på marken stod nogle hyrder og en engel sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!

Glæden ligger i krybben og glæden er gaven til hele folket! Den omfavner jordens mangfoldige menneskehed – på kryds og tværs af alle vore fysiske som mentale jerntæpper!

Glæden vil fortælle os, at der altid er mere at sige. At der altid er en ny begyndelse og glæden vil give os mod til at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed.

Det er på den glæde, at vi forbereder julefesten. Den fritager os fra at bakse med juleræsets babelstårne, hvor vi måske tvinges i knæ økonomisk og hvor vores indre stressbarometeret bare stiger og stiger! Glæden er i vuggen og ikke i himlen. Men når roen julenat sænker sig over land og by, list så for en stille stund udendørs, læg nakken tilbage og lyt til englenes sang:

“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

(from juleklumme i Budolfi sognebladet nov 2009)

Advertisements