… mens vi venter …

Det var i trods, at jeg gik til filmpremiere onsdag d. 5. juni på ”Blodets Bånd”. I trods fordi jeg forlods havde læst, at: ”Blodets Bånd er en film om svigt, løgne og en families kollektive fortrængninger, men det er også en film om kærlighed, der overskygger alt”. At alkoholisme og andet misbrug er ødelæggende for alt og alle giver fuld mening. At enhver relation – nær som fjern – knægtes og krænkes i misbrugernes daglige omgang med sprut og stoffer er også velkendt for de fleste, men at der så også skulle være en ”kærlighed, der overskygger alt” provokerede mig i den grad og jeg tænkte, at endnu mere tv-redigeret socialrealisme kun er med til at tage alvoren ud af den virkelighed, som vi alle har et fælles ansvar for. Setuppet skurrede med andre ord så meget, at jeg måtte se filmen og gudskelov for det.

Den viser os nemlig et råt og usentimentalt hverdagsbillede af den menneskelige afmagt, når omgivelserne s k a l danse efter alkoholikerens pibe. Når børnene fra dag 1 er opdraget til at tilsidesætte egne behov, fordi farens misbrug og morens fravær fylder alt – og det ikke kan være anderledes. Der er ingen – absolut ingen – kærlighed (efter min mening er kærlighed betingelsesløs og kan ikke gradueres, da den så bliver til noget andet) at spore i filmen, derimod er der masser af ubevidst og udefineret længsel og savn efter reel kærlighed og nærvær. På intet tidspunkt er faren ædru og derfor italesættes følelserne konstant under selvmedlidenhedens fortegn. Fuldemandssnak, ynk og en total mangel på selvindsigt og dermed erkendelse er den ramme, børnene vokser op i. Samtidig med, at deres grænser døgnet rundt overskrides, fordi farens druk er det primære og derfor må alt andet vige og undertrykkes. Det lykkes aldrig ”systemet”, det vil sige velfærdssamfundet, at afvikle familiens dysfunktionelle mønstre. Tværtimod er misbruget gået i arv, far og flere af børnene har været i kontakt med psykiatrien og i perioder har de også været plaget af selvmordstanker med tilhørende forsøg.

Denne familie er ikke en enlig svale. Vi kender flere af dem efter, at de i offentligheden er blevet opkaldt efter den by, hvor deres helvedes-historie er gået i udbrud. Som præst i hospitalspsykiatrien har jeg efterhånden mødt en del patienter, der bøvler med en lignende opvækst og de massive spor, som den har sat. En opvækst der har betydet anbringelse hos en plejefamilie og eventuelt efterfulgt af år på institution, måske endda flere forskellige og alle forløbene har indebåret en fjernelse fra forældrene. Barndommens åbne sår har aldrig fået muligheden for at hele og de gammelkendte mønstre har som en snare fanget den nu voksne mand eller kvinde i ethvert forsøg på at komme videre med tilværelsen. Derfor er der en pointe i at nytænke, hvordan vi som velfærdssamfund hjælper gruppen af særlig udsatte familier. Fortsat at splitte familierne og lade forældrene sejle deres egen sø, mens børnene anbringes har ikke hjulpet ret mange særlig godt, nuvel der er naturligvis undtagelser og tak for det. Men hvorfor ikke hjælpe både forældre og børn samtidig på hver deres måde og alligevel i fællesskab ved at få etableret nogle flere særlige familie-institutioner, sådan som både Inge Bryderup og Lisbeth Zornig Andersen foreslår det. Min påstand er, at det vil kunne spare en masse børn og unge for som voksne at havne i psykiatrien og dermed også velfærdssamfundet for penge.

Men mens vi venter på, at beslutningstagerne bliver dannet og dueliggjort i og til at vedtage og bevilge løsninger, der virker, hvad kan vi andre – os helt almindelige medmennesker – så gøre?

I Region Nordjyllands ”En-Af-Os”-kampagne (som har til opgave at oplyse om psykisk sygdom og dermed bryde tabu og tavshed) besøgte to ambassadører, det vil sige unge med personlige erfaringer og jeg i foråret 2013 godt og vel 400 konfirmander fordelt på 20 hold i Aalborg området. Børnene hørte enten en livshistorie om, hvordan det var at vokse op med en mor, der drak eller om en fars selvmord, der udløste tiltagende angst og spiseforstyrrelse. Efterfølgende havde konfirmander mulighed for at spørge ind til alt det, der undrede dem både i forhold til selve livshistorien og mere generelt om psykisk sårbarhed. Denne drøftelse førte over i en snak om gode og dårlige hemmeligheder. Hvad er rimeligt at bære på i forhold til, hvad der sker der hjemme, i skolen eller hos f.eks. en af kammeraterne.

Hvornår skal man holde sin mund og hvornår er det helt ok at fortælle en voksen, hvad man slæber rundt på af trælse tanker og dermed – forhåbentlig – kan få den hjælp og støtte, som man vitterlig har brug for. Inden konfirmanderne og vi atter gik hver til sit, så bad vi dem i tavshed at overveje hver for sig og uden at sige det højt, hvilken voksen i deres omgivelser der kunne være god at dele sin eventuelle hemmelighed med.

Responsen på besøgene har været god, vi nåede vores delmål, nemlig at få nedbrudt en del fordomme om psykisk sygdom, smadret et par tabuer og uden filter få snakket om det, der kan være uoverskueligt og svært i ethvert menneskeliv uanset alder. Efter at have bedt flere hundrede store børn om at reflektere over, hvilke voksne de vil kunne gå til: en moster, en nabo, en præst, en fodboldtræner, en lærer etc. så melder spørgsmålet sig hos mig, om vi voksne egentlig er klar til på det helt daglige og medmenneskelige plan at tage imod børn med ondt i livet. Eller om vi efter ”Blodets Bånd” og især tragedierne i Brønderslev, Mou, Rebild m.fl. har truffet et i afmagt – måske ubevidst – valg om at vende det blinde øje eller døve øre til, fordi det må ”systemet” tage sig af ud fra forestillingen om, at når en familie går i mentalt delirium og langsomt mister fornemmelse for ret og vrang, så kan vi jo alligevel intet gøre.

Men, jo, det kan vi! Som almindelige medmennesker kan vi måske alligevel være dem, der ændrer en smule på tingenes gang ved at se og høre barnet. Ikke ved som det første altid at verbalisere og spørger ind til barnets situation og forsøge at gøre det, som retteligen hører ”systemet” til. Men vi skal turde være der på den helt almindelige praktiske og normaliserende måde ved at skabe små åndehuller. Invitere til noget så banalt som at bage boller og lune cacao. Snakke sammen om løst og fast, fortælle en historie, gå en tur i biografen, så blomster i haven, sparke dæk eller hvad vi nu foretager os i løbet af dagen. Ved at gøre ting som hører det almindelige liv til skænkes barnet kvit og frit en timeout – en helle – fra det trælse og inkluderes samtidig i en verden, der kan give håb og næring til, at tilværelsen kan være anderledes. Måske opstår der endda et glimt af selvforglemmelse eller adspredelse, som Søren Kierkegaard kaldte det, hvor det gode liv får overtaget. Et glimt der kan varme og bygge op, når det trælse igen melder sig.

Det er, hvad vi kan og skal gøre, mens vi venter på, at ”systemet” bliver bedre klædt på til at opfange og afværge flere familietragedier. Så samme ”system” i fremtiden ikke kun opfattes som en fjende af dem, der vitterlig har brug for det og af os andre som en instans, vi resignerende henviser til, når vi møder børn, unge og voksne for hvem livet er gået i hårdknude, ud fra devisen om ”at nogen må da gøre noget”. Lad i stedet denne nogen være os alle – dig og mig – og lad os tro på, at i det små nytter ethvert nærvær.