Konfirmations-præk 2016

Torsdag morgen hørte jeg et – for mig – nyt udtryk: hver-for-sig-fund … hver-for-sig-fund … glosen står i modsætning til sam-fund! Da jeg så googlede den, viste den sig alligevel ikke at være særlig ny. Når jeg nævner dette nye udtryk, så er det ikke, fordi jeg skal komme med hverken en kultur- eller en social-kritik. Det er efter min bedste overbevisning slet ikke en prædikens opgave! En prædiken handler derimod om at sætte ord på både Gud og menneskets væren – på vores eksistens – med alle de udfordringer, som ethvert menneskeliv måtte møde på sin vej!

Min påstand i dag vil derfor være, at i gudsriget – altså i den verden som vi fødes ind i og som vi lever, ånder og dør i – der er der faktisk plads til begge dele – til både hver-for-sig-fund og samfund. Plads til individualitet og til fællesskab! Især hvis vi tør tænke dem sammen uden at reducerede det ene i forhold til det andet.

Min påstand henter jeg belæg for i det evangelie-uddrag, som jeg læste lige før. Nemlig i beretningen om kvinden, der blev grebet i hor.

I følge loven og traditionen skulle en kvinden, der blev grebet i hor, stenes. Men noget helt andet sker, da de skriftkloge og farisæerne kommer trækkende med hende og vil teste Jesu teologi. For han vender nemlig hele tænkningen på hovedet og siger: “Den af Jer, der er uden synd, kan kaste den første sten.” (Joh 8,7b). Og én efter én luskede mændene hver til sit.
I denne meget lille og centrale passage sker der rigtig meget på en gang:
1) Steningen bliver afskaffet.
2) Mændene bliver bedt om at vende blikket indad – og granske eget hjerte og sind – før, at de fordømmer andre.
3) Kvinden får en rettighed.

Der er faktisk dødsstraf for rigtig mange forseelser i det gamle testamente: bl.a. for at arbejde på sabbatten (aka helligdagen); for at dyrke andre guder; for at forbande sine forældre (hørte I det konfirmander?)… OG alt sammen er det bundet op på Moseloven – den lov der leverer både forbud og påbud i lange baner om, hvad mennesket må i forholdet til Jahve (aka jødernes gud) og til hinanden. MEN Jesus stikker en kæp i hjulet på denne tankegang! I stedet for at bruge sit liv på at “holde øje for øje” med hinandens gøren og laden, så skal vi turde vende blikket indad og tænke efter om, vi egentlig har noget at lade andre høre? Det har vi vist egentlig sjældent, tør jeg godt svare … endda på alles vegne😉

Så ikke nok med, at dødsstraffen afskaffes, samtidig så installerer Jesus også samvittigheden som den instans, der skal minimere vores trang til at fordømme hinanden! Vi skal, som han gør det, forsøge at “lade nåde gå for ret”, som det hedder. Mennesket er vigtigere end religiøse forskrifter … kærligheden er vigtigere end et straffesystem, der er skabt i en guds navn! Som en sidste bemærkning til dagens tekst, så får mennesket lov til at være individ! Kvinden er ikke længere “bare” tænkt ind som en underordning af mandens liv og levned – som et vedhæng – som mandens såkaldte medhjælp på godt og ondt. Hun får derimod ret til at leve på trods af, hvad hun måtte have gjort! Fordi hun som enhver anden er skabt i Guds billede, og præcis derfor ER der ikke noget at komme efter.

Midt i fællesskabet har du ret til at være individ! Evangeliet giver dig med andre ord lov til at danse samba, når “de andre” vælter derudaf i stram takt til march-musik! Forstået på den måde, at du gerne må være DIG … lige som jeg gerne må være MIG! Der er plads til hver-for-sig-adfærd i samfundet! Så længe du husker på, at vi – du og jeg – er forbundet til hinanden. Forbundet på den måde, at DU er livs-vigtig – for eksisterer DU ikke, så kan jeg jo ikke sige JEG … for hvem skulle jeg så sige JEG til, hvis jeg var helt palle-alene-i-verden?

Så vi – DIG og MIG – er forbundet – og vi er det på godt og ondt – i enighed og i uenighed – i glæde og i sorg! Forbundet til at leve – sammen og hver-for-sig … altid i respekt over for hinanden og over for os selv! Se, det gir’ mening! Også selvom det kan knibe … også selvom verden i tiden kan synes noget kærligheds-svag … og det til tider kan være svært at finde respektfuldheden frem …

Kære Konfirmander! At opleve sig elsket er ALT-afgørende, især når vi skal træffe valg! Og valg skal vi træffe, det er, hvad vi er skabt til! Træffer vi ikke selv vore valg, så gør andre det for os og dermed risikerer vi at blive ufrie …

At træffe valg kræver, at vi tænker os om og ikke sådan raskvæk lader os diktere af rutinemæssig manual-tænkning, begrundet i hvad en gud måtte have sagt eller anden ideologi! Ikke lader os forfalde til doven og ureflekteret uvidenhed eller tosse-tåbelige fordomme! Og ender med at slæbe hinanden afsted til dom, blot fordi vi ikke forstår eller bryder os, hvad vi ser og hører hos hinanden. Vi skal turde vende blikket indad – OG så vil kristendommen, at vi lader kærligheden råde. Ikke den der kærlighed, som vi kan nære til kærester, familiemedlemmer, venner og dyr – men den kærlighed, der forstår, at ethvert menneske er skabt i Guds billede .. skabt til at leve og elske … skabt til at se muligheder frem for umuligheder … skabt til at udfolde evne og fantasi … i stadig respekt for hinanden … Og på vores vej skal vi turde opmuntre hinanden – og vi skal have modet til at drage omsorg for hinanden … Se, det er slet og ret altings mening …

Om lidt mødes vi oppe ved alteret … og der skal I konfirmeres! Nogen vil måske undre sig over, at I ikke bliver afkrævet noget JA … men det bruger vi altså ikke her – trospolitiet er afskaffet! Jeres forældre eller en anden voksen har, da I var spæde, svaret JA for Jer … de var dermed så venlige at lade Jer slippe for noget i grunden så vanskeligt som at tage stilling til troen på Gud! Så “troen på Gud” – hvordan I så hver især måtte tumle og tvivle rundt med den sag – er – for en stund – vinget af. Derimod skal I bruge JA’et resten af livet på hinanden … og Jer selv … og med den opfordring vil jeg ønsker Jer ALT det bedste med en – vist nok – keltisk velsignelse, der lyder:

Må vejene åbne sig for dig, min ven,
og vinden blæse bag dig.
Må solen skinne på dit ansigt
Og regnen falde mildt på dine marker
Indtil vi mødes igen.
Må du hele tiden være i Guds hånd. AMEN