Pitstop – juleklumme 2017

I løbet af december måned er godt og vel 7000 mennesker “igennem” Budolfi og Klosterkirken. Det være sig i kortere eller længere tid – og det være sig til: de forskellige juleafslutninger for både gymnasie- og daghøjskoler; sognets koncerter; Rørsangernes traditionelle luciaoptog; 2 gange de 9 læsninger – en på dansk og en på engelsk; sogneeftermiddagen hvor den hollandske julemand Sinter Klaas personligt møder op samtidig med, at Spirekoret oplyser og opliver i den mørke tid; højmessernes særlige adventsstemning; dåb, hvor de små som altid er med til at sætte stemning; juleaften, hvor mange går i Budolfi og Klosterkirken inden festen derhjemme kan begynde. Ja, og så alle de andre gode grunde til at lægge vejen forbi og igennem kirkerummet.

December er en måned, hvor mange forbereder og hygger sig med jul. December er så også en måned, hvor mange savner og længes … måske meget mere end ellers. Længes efter fred og ro i krop og sind – og verden – eller lige så konkret savner et helt bestemt menneske, levende eller død – fornylig eller for længe siden. Julemåneden er der, hvor vore følelser kan bevæge sig helt uden på tøjet. Både på den gode og den mere barske og ulykkelige måde.

Midt i de eksistentielle oplevelser, så gør julemåneden også noget andet. Den opløser – smadrer – de der konstruerede båse, som “nogen” fx. forskere, bloggere, præster, rettroende, ateister o.lign elsker at smide folk i. Som fx. bekendelses-kristne, kommune-kristne, kultur-kristne, 4-hjuls-kristne, kirke-kristne, ritual-kristne og hvad jeg ellers er stødt på.

MEN virkeligheden er virkelig en helt anden – og gud ske tak og lov for det. For vi kommer i kirke, når vi har en anledning – har en grund. Den være sig trist eller glædelig eller midt imellem. Vi kommer, når det giver mening at høre ord, musik, fortællinger, tanker eller mærke stemningen under kirkerummets høje hvælvinge. Og nogen gange kommer vi, fordi vi ikke aner, hvor vi ellers skal gå hen med os selv og hinanden. PRÆCIS derfor opløses de der trælse folkekirkemedlems-prædikater. Om du bliver kategoriseret – eller tænker dig selv – som det ene eller det andet er et fedt. Budolfi og Klosterkirken ER altid åben for et pitstop på din vej igennem december … og forøvrigt også årets øvrige måneder.

Når vi så har slået vejen forbi sognet i december, så hører vi om den glæde, der skal være for HELE folket. HELE folket – hverken mere eller mindre – ikke blot for en afgrænset delmængde begrundet i hudfarve, alder eller socialklasse men en absolut glæde for HELE folket. En glæde der vil alle hjerter, også det sørgmodige der måske ikke kan overskue al den bjældeklang, munterhed og hurlumhej på Gammel Torv og de andre steder i city og omegn. EN glæde der griber det lille og enfoldige børnehavebarne-hjerte, der iklædt oplynet flyverdragt skriger Halleluja, så Budolfis delvist udskiftede blytag må lette, når vi synger om et barn, der er født. En glæde der også vil den benhårde juleskeptiker, der forbander det senkapitalistiske forbrugerræs og alt dets hæslige væsen og tæller ned til at januar igen kan gøre hverdagen grå, tryg og almindelig.

Reklamer