21. søndag efter trinitatis 2008

Jeg er med Jer til verdens ende, lover Jesus os det i de ord, som lyder ved enhver dåb! Lige meget hvad der sker – lige meget hvilket drama du måtte havne i, så er Kristus med dig alle dage! Du er et Guds barn – det kan intet menneske: det være sig paven eller præsten ændre på – Du er og forbliver et Guds barn og derfor altid mere end dine handlinger eller mangel på samme! Og alligevel så kan vi komme i tvivl – en såre menneskelig tvivl – om det nu også passer…

For kan vi nu også virkelig regne med Gud – er han ikke i ny og næ lidt lunefuld? Synes han for eksempel bedst om sit menneske, når mennesket lever på en bestemt måde – når det holder sig på dydens smalle sti? Som vist nok er så smal, så selv en linedanser må komme i klemme.

 

Som da den amerikanske højrefløjsprædikant Pat Robertson fortolkede angrebene på USA den 11. september 2001: At det var Guds vrede, der haglede ned over mennesket pga. deres holdninger og levevis – og helt konkret hentydede han til: borgerrettighedsgrupper, homoseksuelle, feminister og aborttilhængere! Eller sagt på en anden måde, så gjorde vækkelsesprædikanten Gud til aktant for verdens ulykker – AT det var Gud, der stod bag – at det var hans vilje, at fly fyldt med helt almindelige mennesker – som du og jeg – skulle kapres og derefter i bedste kamikaze stil brage ind i bygninger fyldt med mennesker, som du og jeg – på sådan en helt almindelig sensommer morgen!

MEN der er åbenbart en tradition for at skyde skylden på Gud, når det meningsløse sker. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. 

 

Lad mig nævne en anden skelsættende begivende. Den 1. november 1755 udbrød der midt i kirketiden i Lissabon et jordskælv. En naturkatastrofe som på alle leder og kanter har sat et mentalt aftryk i filosofien, teologien, poesien og flere andre steder. Salmedigteren Brorson aflæste ubetinget jordskælvet, som Guds straf over en syndig by med et syndigt levned og skrev senere samme år digtet: ”Lissabons ynkelige undergang”.

 

Lissabon sammenligner han med byen Nineve. Den by som profeten Jonas, ham der var en tur i hvalens bug, skulle gå til for at få indbyggere til at omvende sig og dermed forlade deres dagligdag trummerum.

Jeg vil kort citere, hvorledes Brorson digter om de første rystelser:

Knap var Guds Helgens Fest begyndt med alle Klokker,

Folk som de kunne best i Kirkerne sig flokker,

I samme øyeblik de vakler som et Baad,

Og Sangens Lyd forgik i Bævelse og Graad.

Som tusinde Stykkers Knald man hørte under Jorden,

Med Domren, Slag og Skrald af fæle afgrund Torden,

Hver Pille gik som Rør, og Sveden overalt,

Som draaber naar det tøer, af hvert et Ansigt Faldt.

 

Lissabonkatastrofen rystede hele Europa. Hvordan kunne noget så ondt ske – midt i kirketiden og midt i troen på fremskridtet (det var dengang, at AL fremskridt stadig var lig med DET GODE) ? Og hvis det virkelig var Guds straf, kommenterer tænkeren Voltaire, at så måtte det rent faktisk være London og Paris, som stod for skud, for det var de virkelige syndige metropoler. Ikke Lissabon.

 

Brorson ser jordskællet som et tegn på den gammeltestamentlige Guds vrede overfor sit ulydige folk – og ulydig vil i denne sammenhæng sige:

Folk gaaer i Verden om saa sikker og forvoven,

Som var der ingen Dom og ingen Gud derove.

 

Med andre ord: hvis vi – ifølge Brorson – glemmer Gud, så bliver han vred! Så forvandler han sig til en nærmest mytologisk gudeskikkelse bevæbnet med torden og lynild: for at minde os om, at han er magten og dette er straffen for, at vi har glemt ham!

 

Tanken om den straffende Gud er en del af vores tankesæt – og popper ofte op, når vi er vidne til, at naturen går amok og tager menneskeliv med sig. Eller når vi oplever sygdom hos os selv eller vore kære. Har jeg gjort noget forkert! Eller er det ikke bare min egen skyld? Ligger jeg ikke, som jeg har redt – og burde jeg ikke have glattet lagnet i tide! En form for populær videnskabelig karma fortolkning.

Vi har det med at hige efter de store sammenhænge! Sammenhængen mellem vore liv og ALT det der sker omkring os! Vi forlanger, at der skal være sammenhængskraft for ellers går det ikke. Så lang tid vi er sunde og raske – aktiekurs og rente stabil – omgivelserne rolige – så spekulerer vi ikke så meget. Vi kører på rutinen. Alt er godt!

Men pludselig sker der ændring. En af os bliver syg eller dør, en flodbølge eller orkan snupper en ½ storby – grådigheden tager overhånd og fra den ene dag til den anden er vikingeøen Island til salg for det halve! Så må vi spørge: hvad i alverden er meningen?

Rationelt kan vi forklare, hvorfor den økonomiske vulkan er slukket på Island og i resten af verden. Men hvorfor nogen skal og andre ikke skal rammes af cancer, sindslidelse eller en alt for tidlig død? Tja – hvor er meningen? Hvad skal det gøre godt for?

 

Svaret er kort og godt, at det ikke skal gøre godt for noget som helst, det giver ingen mening – men vi er underlagt naturens gang – vi er underlagt naturens luner og vores egne luner – tilfældigheder og uheldigheder. Der er ingen højere mening med hverken sygdom, uheld eller verdens ondskab. Det holder ikke at ville tilskrive det Gud, én selv eller de andre…

Dét, der til gengæld holder og som der er en højere mening med, er kærligheden. Den grænseløse og evig gyldige kærlighed som er grundlaget for Guds løfte til enhver som blev, bliver og fremover vil blive båret til dåben.

 

Netop derfor insisterer gartneren også på at give figentræet en chance mere. Et år mere med grøn omsorg og gødning! Det kunne jo være, at træet kom sig – gav sig til at vokse og bære frugt! En god og opbyggelig tankegang, som man virkelig skal være i sit tvære hjørne for at ignorere.

Her møder vi den kærlige Gud, sådan som vi kender ham i Guds egen søn – Jesus Kristus! Endnu engang vender han hele molevitten på hovedet! Ingen vrede men derimod imødekommenhed.

 

Min påstand er så, at hvis beretningen slutter her, så vil evangeliet ende som candyfloss, som en klistret lyserød vat tot – i længden ganske uspiselig. Men dagens evangelium ender Gud være lovet ikke her: for gartneren siger højt og klart: Måske bærer det frugt næste år. Hvis ikke, så kan du hugge det om!

Forarges vi – og tænker nåden er altså tidsbegrænset og derefter så falder Guds hammer? Eller rammes vi af evangeliets alvor! Alvoren med dit og mit liv. At Gud tager os alvorligt. Han er ikke vred. Men han vil, at vi tager os selv og hinanden alvorligt.

 

Derfor skal ytringen: Hvis ikke, så kan du hugge det om! – ikke forstås bogstaveligt og dermed som et ultimatum: 1 år! Men det betyder, at vi skal turde leve vores liv i ansvar HER OG NU – også på trods af alverdens meningsløshed.

På trods af død, sygdom, terror, naturkatastrofer og alt det andet – så er det faktisk nu eller aldrig! Lige præcis når vi om lidt går ud af kirken – ud i den bevægelige, flertydige og ofte kaotiske verden!  Vi behøver ikke søge eller lede efter en sammenhæng – altså en overordnet teori om det største af alle HVORFOR’er! Vi er rent faktisk en gang for alle sat fri fra at skulle regne den ud… og glemmer vi det – hvilket vi gør – så er en ting sikkert – sikkert som AMEN i kirken – Kristus skal nok minde os om det! Det har han lovet os i dåben

 

 

 

 

Reklamer