7. søndag efter trinitatis 2008

I dag er vi vidne til, hvordan kristendommen blev en del af det offentlige rum! Hvordan 12 unge disciple blev beordret af sted på trods af den modstand, som de med garanti ville støde på.

For i det offentlige rum ville de blive mødt af glubske ulve. De ville blive fanget, pisket, dømt og henrettet! Det var prisen for at sprede budskabet om ”syndernes forladelse”.

Dagens tekst er voldsom kost – og jeg ved ikke helt om mine nerver havde klaret en sådan situation. For selv om Jesus hele 3 gange siger: ”Frygt ikke!” til sine disciple – så havde jeg nu nok kun hørt frygt: som FLYGT og så  bare gjort det i en fart!!!

 

Jeg ville have været en rigtig dårlig martyr og når vi i salmen synger: KÆMP FOR ALT, HVAD DU HAR KÆRT – og kommer til ordene DØ OM SÅ DET GÆLDER… så tror jeg ikke helt, at jeg forstår det.

 

Og da jeg bestemt ikke tror, at jeg er den eneste, der har det sådan, hvad søren stiller vi så op med teksten! For gælder udsendelsestalen også os – dig og mig? JA, er mit svar! For talen er også talt til os. Når Jesus i begyndelsen af kapitlet siger til disciplene:

”I har fået det for intet, giv det for intet” – så er det, hvad vi skal! For gør vi det ikke, hvem skal så? Naboen? Men naboen er jo netop os selv…

Talen som vi hører i uddrag er selvfølgelig talt ind i en bestemt tid og dermed en bestemt kontekst! Der er vi altså ikke.

Vi er et andet sted – vi er i en anden tid! Vi lever efter reformationen og oplysningstiden – det betyder, at vi har andre fortolkningsnøgler. Vi skal ikke gemme os i det offentlige rum – kirken er overalt – i by og land – i grundlov og på finansloven! Nuvel vi skændes på kryds og tværs – men sådan er dansk folkekirke kristendom. Det er dens særegne måde at være til på. Men vi har virkelig alle muligheder for at være kirke – ja, de er os serveret på et sølvfad!

Vi behøver hverken frygte ulve, pisk eller korsfæstelse! Vi skal derimod turde hvile i vores dåb. For de ord som siges til disciplene i teksten siges på en lidt anden måde, når vi fejrer dåb og her tænker jeg på ordene fra Matthæus kap 28:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden – går derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple… – og se jeg er med Jer til verdens ende.

 

Nu kunne en og anden jo tro, at teksten er henvendt til præster og andre gejstlige koryfæer – at de altså har ansvaret for at gøre alle folkeslag til disciple. Men næ nej – de ord er sagt som befaling til hvert eneste døbte! For Martin Luther forkastede det særlige præstedømme, som kendetegner den katolske kirkes forståelse af sine præster.

Luther fremhævede i stedet: det almene præstedømme! Forstået på den måde, at overfor Gud er vi alle lige! Og enhver som er krøbet ud af dåben er paven, biskop og præst! Det kan ikke siges for ofte nok! For det betyder, at vi alle sammen er fælles om ansvaret for at være kirke! Det må for Guds skyld – ja og for menneskehedens (og præstens) skyld – aldrig overlades til præsten alene!

 

Derfor er det grundlæggende budskab til os alle – det sammen dengang som i dag: ”I har fået det for intet, giv det for intet” – i kirkeministeriet hedder det vist også: DER SKAL VÆRE MERE KIRKE FOR PENGENE! Men det er så en helt anden snak, som vi altid kan vende tilbage til!

 

Det almene præstedømme betyder så også, at ingen kan udtale sig på kirkens vegne – kirken har dermed ikke en fælles og enslydende holdning til forskellige emner – det være sig om karikaturtegninger, krig, konjunkturændringer, klima og så videre! I ny og næ ses et initiativ, hvor en gruppe præster går sammen og gør en udtalelse – men det er stadig for egen regning.

Opgaven dengang som i dag lyder altså på, at vi sammen skal gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til Jesu Kristi disciple! Og det skal vi gøre frimodigt og uden frygt – og fra hvert eneste hustag! Ja i hele det offentlige rum skal der forkyndes, at Gud har magten i himlen og på jorden – og du har dine synders nådige forladelse!

MEN som altid så skaber det nervøsitet og ballade, når der rokkes og rulles ved magtbalancen! Fordi vi mennesker enten selv vil have hele magten – og for den sags skyld riget og æren! Og kan vi ikke få den, så vil vi være ofre eller som Søren Ulrik Thomsen siger det: ikke fordi man selv vil klynges op – men fordi man ved, at den udstødte skal være konge. Så hvis vi ikke selv kan få hele magten – så kan man da altid udstille sig selv som den lille, der er blevet trådt på og misforstået– for vejen til anerkendelse går via rollen som forkastet!

 

Prædikeren rusker os da for et øjeblik ud af selviscenesættelsens magtfulde tomrum – og siger blandt andet i den første af dagens læsninger:

Han – altså GUD – har også lagt menneskene verdens gang på sinde.

Hvilket betyder, at vi har ansvaret for, at fællesskaberne fungerer – for at der vi tager hånd om hverandre. Eller sagt lidt mere teologisk i dåbens klare lys: Du er et Guds barn og se til, at du også ser det i den anden – det være sig din elskede, din nabo og ham du ikke bryder dig om og hende der ikke magter sig selv eller verden!

Kristendom handler hverken om martyrium eller om, at vi skal ofre os – for det gjorde Kristus en gang for alle, da han blev klynget op på et kors.

Men kristendommen handler om at turde indse, at vi hverken har magten over livet eller døden! Eller TIDEN!  For der er en tid til alt – og der er altid en tid til noget! Om det så indbefatter frygt eller glæde – ja, det bliver vi faktisk ikke lovet noget som helst om! Det absolut eneste, vi er lovet, er syndernes forladelse – det vil sige Guds fulde accept og det helt til verdens ende!

 

Reklamer