2. søndag i fasten 2009

Vi kan åbenbart ikke lade være med at gradbøje hinandens og vores egen tro!

I begyndelsen af 90érne dukkede titlen: kulturkristen op! I denne uge hørte jeg så en præst, der gerne vil omdøbe disse til kvartalskristne.

En konfirmand omtalte for år tilbage et familiemedlems tro som overtro.  Ikke fordi fasteren smed salt over skulderen, frygtede sorte katte eller nægtede at gå under stiger. Men snarere fordi vedkommende havde så aktivt et trosliv, som forekom det unge menneske noget overdrevent.

Men det er ikke kun indenfor kristendommen, at sådanne gradueringer finder sted. Nogle muslimer omtales som moderate! Hvad jeg simpelthen ikke fatter betyder! Tænk sig, om vi sagde det samme inden for kristendommen: hun er en moderat kristen. Hvad vil det så betyde?

Kan vi graduere tro? Giver det nogen mening at sætte prædikat på folks tro? Ja, har vi overhovedet ret dertil?

Hvis vi vil graduere TROEN, så bliver vi først nødt til at undersøge, hvad tro er, når ALT kommer til ALT.

I konfessionen er der en klar sammenhæng mellem tro og dåb! Dåben er en smuk og glædelig begivenhed i ethvert menneskeliv. Den er Guds store og ubetingede JA til sin elskede skabning og vi så lige, hvordan Tobias blev taget i favn og velsignet!  Sådan er det!

Men når jeg i mit arbejde som sygehuspræst møder mennesker, der ikke er døbt, altså ikke passer ind i dogmatikken, hvad så, når konfessionen bogstaveligt fastholder, at dåben er nødvendig til frelse! Betyder det så, at uden dåb er frelsen ikke mulig? FORHÅBENTLIGT IKKE! Jesus har i hvert fald ikke selv sagt noget som helst i den retning!

Konfessionen er en konstruktion nedskrevet af kirkefolk, som på det givne tidspunkt har set det nødvendigt at fremhæve visse regler – FORDI det har været nødvendigt at fremhæve, at troen ikke er en præstation – troen er slet og ret uafhængig af vores egne evner! ofte er dette sket i sammenstød med andre fortolkninger af kristendommen.

Desværre medfører disse opgør, at vi nemt ender i en ”os og dem” retorik – et indenfor eller et udenfor – med os eller imod os! To små kasser med høj kant hvor vi fordeler os selv og hinanden med løs hånd. En vanvittig og snæver 2-rumstænkning kan vi synes, men ofte er det altså også en simpel måde at forsøge at overskue og overleve verden på!

Selv Jesus syntes at bøvle lidt rundt i et ”os-og-dem” scenarium i dagens tekst. Normalt havde han om nogen blik for det udstødte mennesket, sans for at inkludere ham eller hende, som ingen kunne lide eller fandt værdigt! Men sådan virker det ikke just i forholdet til kvinden fra hedningeland. I hvert fald i første omgang!

Hun var på alle leder og kanter udenfor! Hun var fremmed, hun var kvinde, hun havde en syg datter og hun var gudløs og uden tro! MEN med hele sit UDENFOR kom hun og bad Jesus om hjælp.

I første runde svarede Jesus hende slet ikke, men mødte hende med en mur af tavshed. Så forsøgte hun igen og Jesus omtalte hende som en hund og sagde at, brødet var til børnene – altså efterkommerne af Davids slægt – Israels børn. For det var dem, som Jesus i første omgang var kommet for at frelse!

TAK for kaffe – det her vender vist lige op og ned på billedet af den søde og venlige Jesus, sådan som vi helst vil have ham!

Sådan forventede kvinden ham så ikke, altså som sød og venlig, da hun tog til genmæle og sagde: Der falder altid krummer fra de velnærede børns bord! Underforstået, at dem med den rette tro og den rette gud taber altid lidt på gulvet, for de har så rigeligt og derfor vil der altid være ekstra krummer til hundene… til hende! Til dem udenfor…

Hun var en rebel, som ikke accepterede et NEJ! MÅSKE havde hun om nogen forstået, at det her slet ikke handlede om hendes eget lille ego – hendes identitet – og derfor var det i bund og grund også ligegyldigt, om Jesus kaldte hende for en hund! Det her handlede om hendes næste – om hjælp til hendes syge datter!

Derfor havde hun frimodigheden til at gå i rette med Jesus – hun bevægede ham og han forbarmede sig – det kaldes NÅDE!

Hun udkæmper sin helt egen Jakobskamp: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig siger hun på sin egen måde til Jesus. Hun overvandt Jesus!

På samme måde som Jakob i det gamle testamente (Første Mos kap 32) overvandt Gud. Jakob kæmpede med Gud og fik oven i købet sin hofte slået af led, men på trods af denne skade så nægtede han at slippe Gud, før han blev velsignet. Jakob fik sin velsignelse og fik et nyt navn: Israel.

Beretningen om de to kæmpende kommer til at fungerer som modhistorier. I det gamle testamente – på Jakobs tid – var Israel og Gud bundet sammen rent etnisk. Men dette ændrede den kanaanæiske kvinde. Hendes møde med Jesus og deres oprivende dialog sprang for altid de stivnede religiøse love og de kulturelle, nationale og sociale rammer!

De to kasser med høje kanter, der satte skel mellem ”os og dem” – mellem rent og urent, revnede og ud trillede et fælles broget VI!

Dermed fik begrebet tro også en helt ny betydning. Ud fra dagens beretning om den kanaanæiske kvinde, så er troen eller rettere sagt det hul, hvor troen skulle sidde: et råb fyldt med smerte og sorg fra det dybe op mod himlen! Et håb – et inderligt ønske – om, at det kunne og kan være anderledes!

Kvinden viste Jesus en ubetinget tillid! Derfor forbarmede Jesus sig.

Hans eget folk – de forkælede børn, der havde brød nok – mødte igen og igen Jesus med mistillid. De krævede mirakler og tegn! De ville se beviser fra himlen for, hvem han var!

Selv da han fortvivlet og fuld af angst hang på korset, sagde de: hvis du virkelig er Guds søn, så frels dig selv! Stiger du ned vil vi tro dig! Tegn og bevis!

MEN kvinden spurgte hverken efter det ene eller det andet! Hun krævede blot hans nærvær og hun fik det!

Tro er nærvær, tro er tillid og tro er at tage imod! Ikke kun som syndernes forladelse og det evige liv som skænkes os i dåben, men i hele livet! At turde ånde luften i fulde drag – at turde bede om hjælp, når sorg, savn og smerte forhindre én i at trække vejret dybt!

Tro kan og må ikke gradbøjes, derfor er det noget sludder at tale om moderat troende eller kvartalskristne. Ligesom det heller ikke er nødvendigt at tale i tunger, bære jernbyrd, tro bogstaveligt på biblens beretninger eller gøre en særlig åndelig indsats. Disse kan og må aldrig blive adgangsbilletten til fællesskabet i kirken.

Her er der plads til enhver – til hele det store brogede VI. Hvor enhver er skabt i Guds billede og dermed også uendeligt værdifulde i hans øjne. AMEN

Reklamer