3. søndag efter trinitatis 2009

Toldere og syndere – farisæere og skriftkloge! Og midt imellem dem Jesus! Scenen er sat. Fem meget forskellige aktører, der hver især vil fortæller os noget mere om, hvem Gud er! Stridspunktet er – atter engang – hvem Jesus spiser sammen med!

For det er åbenbart noget ganske særligt at spise sammen, det ved vi af erfaring. Måltidsfællesskab og gæstebud kan åbne vore øjne for hinanden på en ny måde. Vi knyttes og forpligtes – hvis vi altså tør – med hinanden. Vi viser hinanden, hvem vi er, når vi gir og tag imod! At spise samme er så ganske særlig, så det også blev en afgørende anklage mod Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”.

Så derfor kære venner – vi må en tur omkring synden på denne forrygende svedige sommerdag! Der er ingen vej uden om – selvom jeg i ny og næ hører, at kirken (underforstået præsten) slet ikke burde bruge så megen tid på at al den snak om SYND (og for den sags skyld død)!

Ja, nogen hævder oven i købet, at det har kirken brugt så meget tid på, at det har skræmt – om ikke den sidste – så den næstsidste kirkegænger ud af højmessen. Men så enkelt er det vist ikke.

Omvendt så er der ikke noget rigtigt noget nyt i denne tankegang.

Jeg faldt for nylig over en tekst fra 1941, som K. Olesen-Larsen (teolog og præst) skrev. Her omtalte han en politimester, der hævdede, at synd slet ikke vedkom det normale menneske, der levede et ordentligt underforstået borgerligt – liv.  Synd må altså tilhøre ”de andre” – de uordentlige – de unormale – ja måske oven i købet de umoralske. Dem der ikke lever og ånder for det gennemsnitlige. OG det gennemsnitlige bygger som oftest enten på fordomme eller statistik. Disse 2 definerer da det normale. Synd er med andre ord: DE ANDRE!

Men måske har kirken (underforstået præsten) også i tidens løb talt for meget om synd – altså på den forkerte måde! Sådan at synden blev en anklage: mod den uordentlige – mod den unormale – mod den umoralske. Synden blev en anklage og ikke et menneskeligt grundvilkår. Og anklagen blev efterfulgt af en dom. Hvor kirken (igen underforstået præsten) gjorde sig til domsmand over det levede liv. Både det ud som hjemme!

Søren Ulrik Thomsen fortæller i et essay, hvordan han på en rejse i USA besøgte mange forskellige slags kristne gudstjenester. Jeg vil kort citere ham efter en oplevelse fra et vækkelsesmøde, hvor han mødte: ”et uhyre af en helvedesprædikant (der) svingede krabasken over vor arme hoveder, så jeg til sidst følte, at jeg kunne rive håret ud af skallen i store, blodige totter” p. 89 (repremiere i mit indre mørke)

Overfor dette nådesløse menneskesyn og enøjede syndsforståelse kan vi finde en tandløs karikeret humanistisk tradition – jeg vil straks understrege, at jeg sætter stor pris på mange andre humanistiske tanker – men her går noget galt, når den med et snuptag har afskaffet synden, fordi vi alle bør – ja skal – betragtes som rene individer med en oplyst evne til at gøre det gode!

En sådan sort eller hvid tænkning er lige elendig i sin opbyggelse af mennesket. Helvedesprædikanten får i hvert fald sådan en som mig til at løbe skrigende bort og omvendt vil kravet om pletfri perfektion give mig kronisk rysten på hånd og ånd. Sådan a la den engelske serie: ”Fint skal det være”, hvor Elizabeth – Hyacinths nabo – altid bliver frygteligt nervøs og taber servicen, når hun er på besøg – især når det fine Royal Doulton-stel kommer på bordet.

Spændt ud mellem disse to må og skal det være muligt at tale om synd i en moderne tid uden, at nogen straks tænker Vor Herre bevares. En præst skulle have sagt: Vi er alle syndere, selv jeg! Men hvad betyder det så?

Ja, det betyder simpelthen, at vi i ny og næ – måske dagligt eller konkret i forbindelse med bestemte begivenheder i vore liv – må opleve os som mere eller mindre utilstrækkelige. Fordi ”det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske (…)” p. 66 (repremiere i mit indre mørke)

Utilstrækkelighed – angsten for ikke at slå til – for ikke at være i kontrol – for at være til besvær på grund af sygdom eller alderdom eller svigtende kompetencer – for at tænke mere på mig selv end på klimaet, naboen, dyrene eller Gud. Utilstrækkelig: ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske!

Ugens mest omtalte dødsfald: Michael Jackson – amerikansk pop-ikon må om nogen have følt utilstrækkeligheden. Han lagde større og større afstand til sig selv gennem et hav af plastikoperationer. Hans udseende ændrede sig mere og mere – fra at være en køn sort mand kom han til at ligne ”et sært pluskæbet elverfænomen fra Walt Disneys underbevidsthed, som hele verden så på med undren” som en avis skrev det. Der var ikke plads til fejl og mangler i Jacksons liv. Og alligevel var hans liv fyldt med dem, som ethvert liv er det! Utilstrækkelig: ikke fordi Jackson var ham, men fordi han var menneske!

I kristendommen bliver denne menneskelighed mødt af et kærlighedsblik. I evangeliernes beretninger mødes det utilstrækkelig menneske igen og igen med ord og med brød! ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”.

Som en anderledes lydillustration vil jeg slutte med at genfortælle en kort passage fra forfatteren og teologen Jan Kjærstads roman Forføreren:

Inde i en skyskraber sidder Jonas (som er bogens hovedperson). Jonas nulrer rundt i sine egne tanker. Pludselig bliver hans opmærksomhed fanget af en anden mands råben udenfor vinduet. Jonas åbner vinduet for bedre at høre mandens ord, som lyder: ”Jeg springer”. Han gentager den korte men dramatiske sætning og Jonas må råbe tilbage: ”Lad være med at springe”. Hvortil manden derude roligt siger: ”Giv mig én grund, bare én god grund, til ikke at springe”.

Og inde i huset tænker Jonas så det knager: desværre – jeg kan ikke finde grunden – for det manden udenfor i bund og grund spørger til er livets mening – ”Hvad er meningen med livet”.

Men Jonas føler, at han bliver nødt til at sige noget. Så han forsøger igen: ”Vil du ikke nok komme herind?” Hvortil der bliver svaret: ”Du har altså ikke noget at sige” og så gør han sig klar til at springe.

Jonas indendørs begynder at tænke igen: ”Hvad er livets kerne – Hvad er livets kerne?”

Og pludselig siger han – jo, jeg har en vigtig grund til, at du ikke skal springe. Hvortil den anden svarer – jeg tror kun på dig, hvis du kommer herud…

UF – at skulle kravle ud på gesimsen, det er sindssygt langt oppe – men Jonas gør det trods højdeskræk og koldsved og han får fat i manden og pludselig smiler manden og kravler ind i huset igen. Og 1-2-3 så er begge mænd inde i huset! Men hvad er der blevet sagt?

Der må være blevet sagt noget afgørende – noget der har gjort forskellen mellem at styrte sig ned i døden eller vende tilbage til livet – noget betydningsfuldt er der blevet sagt. Jo, Jonas har såmænd lovet manden et nybagt brød og en god historie!

Jesus gik også rundt og fortalte historier og bød på nybagt brød sådan, at de dengang i tidernes morgen og vi andre med dem i dag kan få modet til at se på verden med nye øjne – og dermed på os selv og ikke mindst hinanden!  Vores utilstrækkelig overdøves ad den vej og i det møde igen og igen – og hver og én sættes vi fri til at være menneske!

Go sommer!

Reklamer