Julesøndag 2009

Jesu liv og færden var en lang bevægelse: lige fra undfangelsen til himmelfarten – det var vist kun i den usle krybbe, at han for en kort stund fik lov til at hvile på laurbærrene, hvis man overhovedet kan bruge den metafor, og bare være himlens kongesøn!

Her var han til gengæld også omsluttet af syngende engle, der frydefuldt sang om fred på jorden til menneskenes velbehag. Og det glade budskab blev spredt og tre vise mænd fik øje på den store Betlehems stjerne og ilede af sted med guld, røgelse og myraskær for at hilse på. For de vidste godt, hvem der var født! Nemlig ham som alle havde ventet på: Frelseren – Messias – ham som hele det gamle testamente peger hen imod: Guds egen søn!

I julen rettes al spotlight ofte på krybben og gennem tiderne er netop krybben blevet udrustet med bjældeklang, gløgg, æbleskiver og alt det andet gode, vi nyder sammen og som vi skal nyde sammen – ja, krybben er blevet udrustet eller nærmere oprustet med så meget hygge, at vi helt glemmer, at stalden i virkeligheden var kold og sikkert stank, som stalde nu engang stinker.  Det er næsten lige før i hvert fald for mig, at jeg kan føle mig en anelse sanse-integrations-forstyrret over al den jule-hygge-krybbe kling klang… og især når vi på denne julesøndag samles om den evangelietekst, der bærer overskriften ”barnemordet i Betlehem” og som handler om kong Herodes’ masseudryddelse af potentielle tronrivaler.

Kære menighed de glade dage i krybben bliver pludselig og brutalt afbrudt. For mindre end tre dage siden fejredes julefesten verden over. Vi holdt gudstjenesten og sang salmer om livets og lysets komme.

I dag, hvor vi fejrer julesøndag med dåb, bliver vi så præsenteret for intet mindre end rå og barsk ondskab! Velkommen tilbage til virkeligheden, fristes jeg til at sige – til den virkelighed, hvor alt det umulige er muligt for Gud og alt det ubarmhjertige muligt for mennesker!

Knap var Jesus kommet til verden før hans kærlighedsvandring tog fart. En vandring som lod mennesker af al beskaffenhed: jøder, hedninger, kvinder, mænd, kloge, gale, syge, raske, fattige, rige – ja rene som urene – møde Jesus. Og i dette gudsmøde ændredes ALT sig – og det skal vel at mærke forstås ganske konkret – præcis som det er sket for hver enkelt af os i dåben.

For i dette møde blev den enkelte opmuntret – nogle gange på en streng og bestemt måde og andre gange på en trøstende og helbredende måde til at rette ryggen – være menneske i verden på trods og forstå, at vi alle som én indgår i en forpligtende relation med Gud og med vore medmennesker! Jesus slog fast, at magten var Guds og Ansvaret var, er og forbliver at være menneskets!

Magten var Guds… – men ups – hvad så med menneskets trang til magt og prestige?

Ja, så er vi tilbage ved det ny testamentes urhistorie om ondskab og terror – Herodes og barnemordet i Betlehem.

Herodes, som havde forhørt sig om stjernens betydning og om profetierne om den kommende Messias, var blevet bange. Han følte sin position som rigets mægtigste mand truet af dét barn, hvis stjerne stod over Betlehem.

Og da han ikke kunne få ordentlig besked om, hvor præcis det barn befandt sig, gav han ordre til at slå alle drengebørn under 2 år ihjel.  Skrigene kunne høres helt til Rama!

Det skrig, ramaskriget, er det skrig, der lyder hver eneste gang, der begås forbrydelser mod mennesker verden over: om det sker imellem 2 mennesker – i en familie – i en gruppe eller om det var i  Stalins gulag eller i Hitlers koncentrationslejre – om det var på Balkan eller i Rwanda – ja det er et fedt! For hver eneste gang handler det i bund og grund om, at en næstens værd bliver knægtet! Hver gang uskyldige mennesker bliver ofre: ofre for magthaveres skræk for at miste magten – ofre for dem, der stræber efter magt eller efter mere magt – så lyder der igen og igen et ramaskrig. Et afmægtigt skrig om himmel-råbende uretfærdighed.

Jeg har nævnt Hannah Ahrendt før og må gøre det igen! Da hun som filosof om nogen har beskæftiget sig med det onde. Hun fulgte blandt andet processen mod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961.

Eichmann havde det overordnede ansvar for transporten af jøder, sigøjnere, handicappede, kommunister, homoseksuelle, kristne og andre anderledestænkende mennesker, som skulle myrdes i koncentrationslejre i det 3. rige. Eichmann hævdede vedblivende under retssagen, at han blot handlede efter ordre. Han havde ”jo bare” siddet i en kontorbygning langt borte fra udrydningslejrene og med en moderne funktionærbevidsthed pligtopfyldende gjort et stykke arbejde: ”for det skulle jo gøres”. Som soldat havde han handlet efter ordre! Handlet efter ordre?!

Eichmann blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden og Hannah Arendt konkluderer, at det enkelte menneske selv er ansvarligt over for sin egen lydighed. Det er og bliver vort eget ansvar, hvem vi vil adlyde og hvem vi ikke vil adlyde.

Ansvaret er vores – magten er Guds!

Og gud ske tak og lov for, at magten ikke er vores – gud ske tak og lov for, at vi ikke er overladt til os selv og til hvordan vi magter eller ikke magter den magt, som lægges i vore hænder. Gud ske tak og lov for, at magten er Guds.

Det betyder ikke, som barnemordet i Betlehem viser det, at der ikke er ondskab til – endda overfor børn – men det betyder, at der er håb. At godheden er til i verden og at kærlighedens magt er større end ondskabens. Det er det allervigtigste, Mattæus får fortalt os med sin beretning: At ondskaben ikke fik bugt med godheden og kærligheden. Den lod sig ikke slå ihjel, men levede videre, som den altid vil gøre det.

Den vil være levende på trods af skånselsløse massakrer. Den vil undfly og vende tilbage, som Jesus og hans familie gjorde det. Den vil vise os, at hvor snart alt andet kan slås ihjel og lægges øde, så kan kærligheden i verden dog ikke udslettes. Hvor afmægtig den end kan synes hos os og i skikkelse af det spædbarn, der i dagens tekst er jaget på flugt. Så er den dog den største magt, der er til i vores liv.

For Herodes fik ikke ram på den spæde Jesus. I stedet voksede Jesus op og sagde – også med evangelisten Mattæus´ ord – sådan her til sine disciple: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple i det i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Ja, han er givet al magt – sårbarheden og kærligheden er givet en magt, som ikke kan knægtes. Det har andre tyranner end Herodes måtte erkende. Og det må vi erkende, når vi ser Guds søn tilsyneladende afmægtig – på flugt til Ægypten eller i dødsangst på korset. For han vendte magtfuld tilbage – fra flugten og fra døden. Og gav os dermed et liv, hvor vi har lov og grund til at håbe, selv i vores største sorg og sårbarhed.

(TAK for frydefuld dialog med sognepræst Lone Kjelstrup)

Reklamer