Sidste søndag i kirkeåret 2009

”Ingen kan være dommer i sin egen sag”! Sådan lyder en af de faste vendinger i vort sprog. Med andre ord kan vi ikke være objektive, når det gælder os selv!

Forestil Jer en fodboldkamp uden dommer, hvor de enkelte spillere selv skulle dømme – a la hvad synes vi lige selv, der skete her! Eller forestil Jer en retssag, hvor den anklagede selv skulle fælde dommen eller hvor det hele var op til den, der anklagede – sådan kafkask.

Jeg mødte engang et menneske, som havde uendeligt svært ved at tilgive et andet menneske (tilgivelse er jo også en art dom). Det andet menneske havde gjort noget uigenkaldeligt frygteligt – nemlig hængt sig! Og den efterladte kæmpede foruden sorg og savn med at tilgive, men kunne ikke. Kunne ikke finde et eneste sted i sin krop – hverken i hjernen eller i hjertet, hvor der var et frirum- en ledig krog -, hvor tilgivelsens mulighed oprigtigt kunne leve og ånde. Det var der bare ikke, for der var kun smerte.

Men andre ord – kære menighed – vi er begrænset! Vi er begrænset i vores evne til at dømme og til at tilgive. Lige meget hvor inderligt vi ønsker, at vi havde viljen og modet til at dømme retfærdigt og tilgiveåbent og anstændigt, så er vi som oftest selv sovsetalt for meget ind i sagen. Vi er på en måde inhabile i vort eget liv!

Derfor er det befriende, at der i kristendommen er en instans udenfor os selv! En instans som ikke er afhængig af vore evner eller vilje. Den instans hedder Jesus Kristus. Det er ham, der hænger på korset deroppe. Det er ham, der dømmer (levende og døde) og tilgiver og det aldeles uselvisk! Her får du ikke, som du sår – her elskes og velsignes du uden begrænsning.

De 3 små børn, som lige er blevet døbt, har foruden vand i håret også fået syndernes nådige forladelse. Så kunne én og anden spørge sig selv, om det nu også er nødvendigt, når de faktisk kun er små babyer – hjælpeløse og afhængige af andres hjælp – og derfor vel næppe kan have gjort de store ulykker endnu?

MEN pointen er da netop: at det allerførste, du får i kirken, er syndernes forladelse – og du får den endda ved dit navns nævnelse: Emilie, Olivia og Christoffer. Den er en del af den kristne tros indtrædelsesrituale. I kirken skal du ikke bevise dit værd som menneske. Du skal ikke byde ind med noget som helst, hverken penge eller korrekte holdninger: det være sig politisk, religiøst, etisk og i den dur. Resten af dit liv kan du i bund og grund komme her med præcis de samme forudsætninger, som da du blev båret til dåben.

Nuvel, men vi mennesker kan jo ikke lade være med at undre os, lade være med at tvivle, måske betvivle, stille spørgsmål og rode rundt med dogmer, bekendelser og hvad det nu alt sammen hedder. Og gud ske tak og lov for det. Og et spørgsmål i dag kunne lyde: Kan det nu også passe, at Gudsriget er så omfattende, at der virkelig er plads til os alle? Til det må jeg straks og uden bæven svare: JA, der er plads til alle i Gudsriget – uden undtagelse!

Men hvad i himlens navn stiller vi så op med dagens evangelium og dens snak om velsignede får og forbandede bukke. OG hvad med mig selv – hvilke kø havner jeg i? Har jeg selv indflydelse på noget som helst? Der er vist mere urent trav end rent mel i posen – for jeg har ikke bespist alle de sultne, jeg har ikke besøgt de, der sidder i fængsel, jeg har ikke givet mit tøj væk til de nøgne… – så hvis jeg selv skulle fælde dommen, så er der ikke noget at komme efter – altså jo der er noget at komme efter – for jeg må i sandhed bøje mig for kolde facts og hellere stille mig op i de forbandedes bukkekø!

Måske skulle jeg for en stund træde ud af køen igen – sætte mig ned og så lige lære noget mere om kristendom!

Matthæusevangeliet blev skrevet i en tid, hvor det var afgørende at få folk til at gå i kirken i stedet for i synagogen. Ja, en ny religion skulle udbredes og derfor måtte forskellene mellem den gamle tro og den nye tro trækkes op – endda ganske hårdt.

Hvor der i den gamle tro var en klar opdeling mellem de rene og de urene – så insisterede Jesus på, at der i Gudsriget er plads til alle. Matthæus måtte derfor skærpe tonen, for hvis det enkelte menneske skulle kunne leve frit i verden, så måtte det vejledes og hjælpes med at gøre op med f.eks. spiseregler, regler for påklædning, regler for bøn, regler for afstraffelse, regler for hvem det måtte omgås: det være sig syge, det være sig hedninger, det være sig kvinder og så videre. Gøre op med disse menneskeskabte regler, som hævdede, at dit gudsforhold ene og alene var ægte og sandt, hvis du overholdt alle disse regler.

Præsteskabet var dommerne, der holdt øje (for øje) med, at de i alt 623 bud blev overholdt. Præsteskabet var dermed den afgørende instans, der afgjorde om du kunne gå derfra i velsignelse eller forbandelse!

Så hvis du – ifølge Matthæus – blev i den gamle tro, så var du dømt til fortabelse – du havde på en måde allerede et nummer i bukkekøen, for hvem kan i et og alt overholde 623 bud – ja, hvem af os kan i det hele taget bare overkomme de 10 bud, som Moses står med her under prædikestolen?

Derfor var det springende punkt for Matthæus, at vi alle som en – dengang som nu bliver døbt til et liv i Kristus med syndernes forladelse og det evige liv. For uden Kristus bliver vi vores egen dommer og ”ingen kan være dommer i egen sag” – det hele ville så komme til at afhænge af, hvad jeg selv synes – og af mit personlige selvværdsbarometer. Der ville aldrig være plads til tvivl eller fortvivlelse.

Nuvel – Matthæus skrev i tidernes morgen sin tekst til de første menigheder. Men hvad så med os her snart 2000 år efter? Tja, spørgsmålet er, om vi ikke også har det med at opstille regler og fælde domme over hinanden og os selv. Her tænker jeg hverken på retssamfundets domstole eller på fodbold reglerne – det er nødvendige adfærdsregulering for at et fællesskab kan bestå. MEN jeg tænker på, hvordan du og jeg i det daglige snublende nemt kan falde sammen i hjemmestrikkede filosofier: ”du bliver, hvad du spiser”, ”tænk positivt”, ”karmalov” – ALT bliver overladt til dig selv – ALT afhænger af, dig og kun dig! Hvad du sår, høster du! Hvis vi virkelig kun er overladt til os selv og hinandens påfund, så er vi jo ikke kommet længere end de gamle var det – dem med de 623 forbud, påbud og regler.

Derfor mener jeg, at talen om fårene og bukkene er en god og vigtig replik ind i vore liv! For hvis dommen bliver dit eget ansvar, så bukker du under og hvis du i liv og død kun bliver målt på dine gerninger – hvad du gjorde, gør og vil gøre fremover, ja – så bukker du også under!

I Gudsriget er vi altid mere end vore gerninger – her er dommen Guds og den udsiges altid under tilgivelsens fortegn! AMEN

Reklamer