1. søndag i advent 2010

Det er blevet nytår – ikke det kalendernytår, der venter forude med champagne, stor havannacigar og knaldfyrværkeri – ikke det nytår, hvor vi med ubalanceret afsæt fra stolens sæde springer ind i 2011 med pligtskyldige nytårsforsætter om at smide 5 kilo, droppe røgen, motionere mere – eller måske endda gå mere i kirke (?!)! Nej, i dag er det kirkens nytår, hvor vi begyndte gudstjenesten med at synge: Vær Velkommen – den udgave der handler om jul, påske og pinse. I dag begynder vi med andre ord på en frisk – på et frisk kirkeår og dermed en frisk tekstrække.

Med det kirkelige nytår træder vi også ind i adventstiden – det vidner den smukke adventskrans om. Advent betyder: ”det, som skal komme”. Vi kunne tro, at det er julen, der skal komme. OG det med god grund. Gammel Torv nord for kirken er et stort hyggeligt jule-markeds-landskab med duften af brændte mandler og pariser-hjul.

Men der er også en Anden, som vi venter på. Og derfor er adventstiden en ventetid.

VENT hedder et af Søren Ulrik Thomsens digte. Hans digt lyder sådan:

VENT i kaffebaren med cigaret og cola
i frost over fodgængerovergangen
i biografens dybrøde foyer
i flugt med hænderne for ansigtet

vi venter på nogen

i flyvende efterår på Oktober Boulevard
i bilen død midt i nattens slum
i værelser presset ind under taget, stukket ned under gården
i tog susende væk fra, imod og igennem alle byer

vi venter på nogen

i årevis
i aften.

I digtet møder vi det moderne menneske – dig og mig, der stort set altid befinder sig i en form for venteposition. Hvem kender ikke til at vente?

Med alle dåbsbørnene i dag, så er der i hvert fald nogen, der kan huske ventetiden. Ventetiden på at blive mor og far – for første gang eller for anden gang. Ventetiden på at blive bedsteforældre – eller onkel, moster, farbror, tante – eller på at få en lillebror eller en fætter eller en kusine.

Og alle kender vi til at vente på svar – med posten eller fra lægen – fra en ansøgning – eller når vi håbefulde går og glæder os på ord fra den elskede, som måske er langt væk – udstationeret som soldat – måske ikke et lang brev, måske bare en lille livsbekræftende SMS.

Advent er ventetid. Ventetid som kan være fyldt med længsel og spænding – som barnets venten juleaften, eller ventetid i angstprovokerende utålmodighed eller slet og ret frygt og bæven. Ventetid er ikke en nem tid!  At vente kræver ofte stærke nerver – måske overskud, fordi vi aldrig ved, hvad eller hvem der kommer os i møde i vores venten – selvom vi håber det bedste eller frygter det værste – alt efter optimistisk eller pessimistisk temperament.

Vi er i åben – og på en måde altid nøgen – kontakt med den fremtid, som ingen kan spå om. Men selv om ingen kan sige noget om fremtiden, så er fremtiden altid bundet op om relationen til en anden – til et andet menneske! Vi venter altid på nogen. Nogen der skal komme med svar på, trøst til eller dom over vores liv. Vi venter altid på et ”du” – et ”du” som skal svare mit jeg.

Og mens vi venter, så kommer Guds søn, Jesus Kristus til os, det er evangeliets glade budskab. Vores grænseløse venten, hvad enten den er i kaffebaren, i fodgængerovergangen, i biografen eller på flugt fra os selv eller hinanden er afløst af, at et æsel kommer på tværs. Kommer på tværs og sætter en grænse! En grænse for åndløs venten.

Med et er der ikke flere mellemrum, der er ikke mere ventetid, der er igen afstand, der skal tilbagelægges. Ikke mere lov, der skal præsteres. Ikke flere anstrengelser, der skal gøres eller oplevelser, der skal fornemmes. For lige nu kommer guden os i møde, vejen mellem ham selv og os er tilbagelagt. Afstanden er overvundet, for Gud har os fundet! Skaber og skabning står overfor hinanden.

I et og samme øjeblik venter vi og alligevel venter vi ikke! Det lyder umiddelbart som nonsens – men kaldes også paradoks – allerede og endnu ikke.

For paradokset vil, at vi i et og samme øjeblik lever i en timelighed (årene går, børnene bliver større, håret bliver gråt, huden rynker, vi mister hinanden etc.) og dog en evig tid (Guds). Den timelige tid er vores venten på Boulevarden eller i nattens slum, i værelset eller i toget fra eller imod byen, som Søren Ulrik Thomsen udtrykker det. En venten på den anden, som kan være fyldt af angst eller glæde. Vores timelige tilværelse gør, at vi det ene øjeblik mentalt kan føle os inde i varmen og det næste ude fortabt på Herrens mark, mens ”de andre” fester og er glade.

Midt i denne flakken af tvivl om eget selvværd og evner – så er det, at manden på æslet ankommer og med myndig accept og uden forbehold kigger hver eneste af os i øjnene og siger ”dine syndere er dig forladt” – han siger det til dig og til mig og til alle de andre – også ham vi ikke forstår eller hende vi ikke kan li! Alle som én er vi Guds og det i al evighed og i dag er det sagt højt med navns nævnelse til vore 4 dåbsbørn!

Reklamer