22. søndag efter trinitatis 2010

De spurgte, hvem skal blive den største og Jesus satte barnet ind i midten. Og dermed er det væsentligste om kristendommen sagt: den mindste skal blive den største – den sidste skal blive den første – som altid, når Jesus taler og handler, bliver tingene vendt på hovedet. Det er i midten af fællesskabet, du hører til og det er der, at dit medmenneske hører til.

Evangeliet i dag handler kort og godt om menneskets placering og identitet. Ikke på den naragtige måde sådan som f.eks. under kulturrevolutionen i Kina, hvor folk med anden tro eller mening blev sat i mental gabestok midt i mængden til spot og hån iført spids papirhat. Nej, hos Jesus bliver mennesket placeret i midten i lyset af ren og skær kærlighed.

ET sted vi åbenbart ikke selv kan placere os! Forsøger vi alligevel og det gør vi jo, så sker det næsten altid på bekostning af dem, vi står i blandt – så er det, at vi bliver nødt til at skubbe, masse og måske bruge albuer – måske endda spidse dem til – for at komme frem i rampelyset – det lys, der er baseret på simpel watt og udskældt CO2 – og som efter vore 15 minutters berømmelse har det med at blive til mørke. Men hos Jesus placeres og bades den allermindste i det himmelske lyshav præcis som i dåben. Lad de små børn komme til mig, lød det før, da den lille dreng blev båret til dåben, det må I ikke hindre dem i. For midten er stor – her er der plads nok! Og så er det egentlig fuldstændig lige meget, hvad vi mennesker mener om egen eller andres moral: Lad de små komme!

For ingen kan eller må forhindre nogen i at blive døbt – blive velsignet ved navns nævnelse! Men hvad så med de udøbte – er de fortabte, kunne én spørge? Nej, for Jesus siger selv i dagens tekst om de små: ”Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Ergo de hører alle som en til! De er ikke tabte for Gud. Dåben er til for menneskets skyld, vi har brug for ord og tegn!

”Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt”. Vi har alle to navlestrenge – den der konkret forbinder os med mor – og den anden, som usynligt forbinder os med en engel! De selvsamme engle – der i det gamle testamente dansede op og ned ad den stige, som Jakob drømte om den nat, da Gud fortalte ham, at han var elsket og velsignet på trods af den studehandel, han havde lavet derhjemme om arveretten. Forbundet med den engel som julenat, da det lille Jesusbarn fødtes, sang om ”Fred til mennesker med Guds velbehag”.

Begge navlestrenge er livsnødvendige – både den biologiske og den åndelige – begge er de med til at give os identiteten som barn/børn og som Guds. Som Guds børn.

Men hvorfor så overhovedet den snak om fortabelse? I min teologiske forståelse fortabes ingen af Gud. Navlestrengen er intakt og Guds virkelighed bygger på tro, håb og kærlighed til sin skabning. Han vil, at vi skal leve under dette fortegn med hinanden på godt og ondt.

Spørgsmålet er om det ikke er os selv, der i ny og næ rækker ud efter den store hæksaks og klipper hinanden ned – dømmer hinanden ude – oftest i uenighedens hektiske storme? Uenigheder som er et grundvilkår i ethvert fællesskab og som kan være frugtbare og gøre os klogere på hinanden og os selv. Men dommen over hinandens værd er taget fra os. Det er alene Gud, der dømmer og han gør det altid i kærlighed. Vores opgave er at tjene mennesker – elske næsten – tage hånd om de små! Og ja vist er det både en mulig og en umulig opgave – og ja, vi dømmer og fordømmer – og ja, vi svigtes og glemmes – for hvor der handles, der skyldes.

Vi snubler og vi falder over os selv og de andre, vi kommer i øjeblikke – i kortere eller længere perioder – i rastløs tvivl om vort eget værd – i yderste konsekvens ængstes vi af fortvivlelse – vi tror, at navlestrengen til Gud er bristet eller i fuld og dødsens alvor tror vi, at Gud selv har klippet os fra, så vi eksistentielt hvirvles rundt i frit fald! Følelsen af forbandelse og fortabelse opleves lemlæstende og mentalt invaliderende! Vores selvorientering er kørt af sporet. Så er det vi må en tur tilbage til midten – mindes om vores dåben – om de 3 håndfulde livgivende vand, der blev hældt over dit lille barnehoved. Mindes om dengang dit navn blev sagt så højt i kirken, så englen, der holder den usynlige Guds navlestreng, jublede af lutter glæde for Guds ansigt! Med andre ord tunes ind på din sande identitet og placering! Det vi også kalder for kald og stand.

I dag er det reformationsdag – det er 493 år siden, at Martin Luther begyndte sit opgør med den gamle moderkirke! Den kirke som på en måde havde sat sig på midten – som på en måde havde skubbet barnet til side. Eller måske mere præcist troede, at den havde bemyndigelse til at overtage englenes rolle med at holde menneskets navlestreng for Guds ansigt og dermed også havde gjort sig til en slags åndelig jordmoder, der kunne klippe mennesket fra efter forgodtbefindende – lyse i band – dømme og fordømme!  Men Martin Luther slog fast, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er pave, biskop og præst! At ingen kan komme imellem det enkelte menneske og Gud – alle er vi lige for Gud – lige værdige – lige vigtige – hvad vi så måtte være i egne eller andres øjne.

Reklamer