3. søndag efter trinitatis 2010

Den uretfærdige retfærdighed!

Lignelsen om ”Den fortabte søn” har dannet skabelon for en mængde dannelsesromaner. Bøger om hvordan det unge menneske fuld af udlængsel rejste af sted – ud i verden – måske træt af at træde vande i den lokale andedam – eller blot sulten efter at høre skvulpet fra de 7 verdenshave – med stor appetit på livet – afsted for at blive voksen – eventuelt i håbet efter at finde sig selv eller måske en anden – MEN efter et stykke tid måtte mennesket vende om og trave hjemad – ikke kun som slagen – måske blot mæt – klogere på livet – ofte som et oplyst og modnet menneske eller som det modsatte – desillusioneret over, at der rent faktisk er andedamme overalt.

Sådan møder vi ofte den unge i de store udviklingsromaner, selvfølgelig altid med mennesket i centrum – et menneske, som vi læsere så kan spejle os i. Men lad os for en stund vende os bort fra jeg-spejlet – det vender vi tilbage til senere – og i stedet for en kort stund sætte guden i centrum.

I lignelsen møder vi Gud som den godmodige far – et billede på vores himmelske far, der hjertens gerne deler ud af arvesølvet – for interessant nok derefter at blive fyldt med bekymring for arvingen. Dagligt stiller faderen sig ud i horisonten for at spejde efter den yngste – og endelig – ja, endelig kommer denne så hjem og papas glæde må boble over i den kærlighed, der aldrig lader sig begrænse af hverken smålighed eller vores menneskelige idéer om retfærdighed – og her er det faktisk et fedt om den er resultatet af indædt harme eller nok så begrundet i spekulativ ideologi – eller dårlig teologi.

For omdrejningspunktet er den grænseløse kærlighed, der ganske konkret betyder, at relationen mellem Far og Søn er intakt på trods – eller teologisk udfoldet som et nådigt forhold mellem Gud og Menneske, der igen og igen i sand guddommelig velsignelse vil at Guds menneske – dig og mig – skal fyldes med mod til at leve!

Guds kærlighed er indiskutabel, ofte provokerende og den overstiger vores kategorier, lige meget hvor stringent de – altså vores måde at begribe verden på – måtte være formuleret. Og i – og med – denne grænseløse kærlighed vender faderen med den allerstørste selvfølgelighed sit blik mod ham – den ældste, der er fanget i følelsen af forladthed derude i marken.

Den ældste – det ordentlige barn – ham eller hende, der næppe stjæler forældrenes nattesøvn – men som altid gør det rigtige – hjælper til – som af sig selv ved, hvornår der er brug for ham! Det barn der altid tilpasser sig den lokale jargon og har nok i den! Men nu her efter den yngstes lykkelige skibbrud står den ældste søn helt fortabt på sidelinjen for alle hans forestillinger om retfærdighed er smeltet sammen – ja, det nærmest flimrer sort/hvidt for hans øjne… – følelsen af jalousi koger i hans årer – sådan som det kan gøre på sin helt særegne måde mellem søskende, når den ene får noget, som den savner i skrækken for at blive glemt… Og så er det, at Gud Fader ”blot” svarer han: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

Milde Moses – hvis det var mig, der var trængt ud i en mørk forsmået krog af sindet, så ville faderens sætning nemt fungere som en rød klud – for faderen anerkender jo ikke mit savn eller hva?!

Interessant nok, så hører vi for øvrigt ikke noget om, hvorvidt faderens ord mildnede den ældstes sind – om han nogensinde spændte af i musklerne og lettet kom ind til festen, glæden og samværet – og det gør vi ikke, fordi lignelsen hverken er kosmisk selvhjælpslitteratur eller tryllesalt ud i ”det smukke, veltrimmede og rige liv”. Derimod fortæller lignelsen os noget om Gud faders grænseløse kærlighed – at den på ingen måde er afhængig af vore menneskelige gerninger eller egenskaber. Du behøver altså ikke at have været en tur ude at svinge i tovet eller kravle i rendestenen for at være inkluderet i den grænseløse kærlighed – omvendt så behøver du heller ikke at holde styr på alle budene eller klæde dig i sæk, aske eller burka og dernæst kunne synge salmevers med from tillukket og andægtig mine for at være et Guds barn.

Hos Gud Fader er der vitterlig plads til alle – både når vi er udsvævende eller pligtopfyldende – eller bare hænger ud et sted midt i mellem. Det er hele evangeliets kerne – hverken mere eller mindre. Gud elsker uden forbehold sit menneske.

Og her sidder vi så badet i himmelsk kærlighed – og en vil måske sige: ja, det er da meget godt alt sammen. Men se på verden – der er smerte – lidelse – svigt og mangler – der er mange ”ældste sønner” derude – JA, det er der!  Og ikke nok med det, – i disse tider, hvor såkaldte ”mavefornemmelser” har fået deres helt egen status, så tør jeg godt sige, at vi vist alle – i ny og næ – har en ”ældste søn” inde i maven, hvis vi føler (!) rigtigt efter.

Men det ændrer heller ikke en tøddel på, at Guds kærlighed er evig og uforanderlig til hver og en – til dig og mig – og til alle de andre – både de gode og de onde – og de lunkne fra sidste søndag!

Lad os derfor spejle vores indre ”ældste søn” – hvad stiller vi op med ham? Skal vi bare blive ude på marken – eller skal vi i ny og næ sluge en kamel og synke lidt spyt og bevæge os i trods… ud af hjørnet og ind i glæden – ind i fællesskabet? Der, hvor den anden – vores bror – vores søster, ja, vores medmenneske fejres?

Som tidligere nævnt, så ved vi ikke, hvad lignelsens ældste søn besluttede sig for – om han blev ude i marken! PÅ samme måde med os – jeg vil tro, at de fleste af os har erfaringen med egen eller andres henfalden i trods og bitterhed – forsmået over ”den uretfærdige retfærdighed”. Hvad vi hver især gør – det ved vi bedst selv. Men i dagens evangelium bliver vi gjort bekendt med Gud faders ord: Mit barn, du er altid hos mig – kærligheden mellem Gud og hans skabning er unik og uforanderlig – og invitationen til os om at komme ind i glæden og fællesskabet gælder nu og i al fremtid.

Reklamer