5. søndag efter trinitatis 2010

Det er sommer, det er feriesæson og dermed agurketid – og så er det, at aviserne kaster sig over folkekirken og over danskernes religiøse praksis og for en stund leger tros-politi – i år er ingen undtagelse. I lørdags kunne Politiken fortælle os, at 64 % af folkekirkens medlemmer tror på Gud. Disse 64 % tror dog noget forskelligt om Gud – i undersøgelsen fordelte de ”os” så på 3 forskellige typer af gudsforestillinger:

1. Den traditionelle, der dømmer og straffer – 2. Den moderne, der lever i den enkelte – og så endelig den 3. kategori: de, der er i tvivl om, hvem Gud er!

Disse 3 stærkt forenklede tros-kasser kommer ikke rigtigt bag på mig – for langt hen ad vejen, så er de også, hvad jeg møder i teologiens egne skriverier og så i virkeligheden… – og virkeligheden er altså at forstå som dagens helt almindelige Danmark.

Kigger vi bagud, så var Jesu liv et langt sammenstød mellem på den ene side den etablerede og traditionelle tro, som delte verden op i ”os og dem” – dem der var født og omskåret ind i det gode selskab, og som snore lige overholdt budene – de i alt 623 forbud og påbud – OG så på den anden side Jesu egen nye – og dermed på en måde moderne – forkyndelse der med imødekommende nærvær gav sig tid til den enkelte: om ”den anden” var tolder, spedalsk, enke, syg, farisæer, romer, prostitueret, fremmed, død, fjende – ikke for at please og snakke efter munden, men for i alvor at vise Guds sande ansigt frem.

Og den gang var der også tvivlere til – og de spurgte: er Jesus egentlig himmelstormeren Elias eller den strenge Døber. Og der var virkelig al go grund til at komme i tvivl – for Jesus gik under mange navne som for eksempel: menneskesønnen, Davids søn, den gode hyrde, lægen, vejen, livet, verdens lys, sandheden, broder, Immanuel.

Alle disse sammenligninger og navne var udsprunget af folks møder med Jesus, når han gik omkring og talte med både Gud og hver mand uden skelnen til kald og stand. Og alle titlerne rummede en uendelig længsel efter bedre tider – et håb begrundet i, at livet er mere end hvad vi her og nu står i – det være sig stampe eller resigneret tilbagelænethed eller når vi trisser rundt omkring i vanlig ring.

Og midt i det hele vender Jesus sig mod disciplene – mod dig og mig – og derfor også mod deltagerne i Politikens Sommerfyldige Trosundersøgelse og spørger: ”Hvem tror I, at jeg er?”

Og hvis vi selv skulle opfinde svaret – så ville vi måske også havne i en af avisens 3 kategorier ud fra de erfaringer, vi hver især har med os.

Den stærkt deprimerede patient på psykiatrisk sygehus ville spørge mig om, Gud straffede ham –

den genkristnede 68’er ville fortælle mig om, hvordan hun føler sig fyldt med ånd, når hun går en stille ture i skoven –

og det menneske, der spontant har bevæget sig ind til højmesse for første gang i mere end 20 år ville måske føle sig en kende dum over ikke at kende reglerne for højmessens op at stå – ned at sidde – synge – lytte – så på knæ og i hele den dur og derfor føle sig en smule forvirret og sikkert i tvivl om, hvad kristendommens afsæt nu egentlig også er…

Det er selvfølgelig en stærkt karikeret gengivelse – og hvis nogen føler sig ramt – så undskyld – men sådan går det nemt, når vi forsøger at destillere hinandens tro ud i kategorier a la førnævnte undersøgelse.

Hele kristendommens afsæt er bekendelsen til Kristus, som den levende Guds søn – hverken mere eller mindre. Ord der er lagt i munden på Peter – ham der det ene øjeblik ønskede at gå på vandet for i løbet af det næste at synke i til halsen på grund af angst og tvivl, ja den Peter der gang på gang lovede mere end han kunne holde, fordi han så gerne ville – når han lod sig begejstre – Peter – det ganske almindelige menneske – hverken værre eller bedre end resten af menneskeheden – bekender uden tøven eller vaklen i geledderne – kort og præcist: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”

Dette er kirkens – de døbtes samfunds – sande grundlag. Tro og kirke hænger derfor uløseligt sammen – som hånd i handske. En tro uden kirke kan simpelthen ikke lade sig gøre uden at den vil lukke sig fuldstændig om sig selv og ende i mit private ego projekt (og dem har vi alle så rigeligt af der ude i virkeligheden) og alt ville være afhængig af min egen formåen – og vice versa en kirke uden tro er ren nonsens og ligegyldige mursten – staffage og glitrende kar.

Med evangeliet til den kommende 5. søndag efter trinitatis fejrer vi derfor på en måde kirkens fødselsdag (selvom det ikke er pinse) – vi fejrer dens bekendelse – og at vi fra nu af ikke behøver at argumentere og dokumentere, hvem Jesus er! Det er sagt os! Bekendelsen – som lyder hver eneste gang, vi holder gudstjeneste sammen – sætter vort eget lille og de andres tros-politi skak mat.

Men hva´ så med de der nøgler, ville én måske spørge om? Jesus Kristus rækker Peter nøglerne til himlen. Og det virker lidt som om den katolske kirke har taget patent på dette udsagn og gjort dem til deres!

Men jeg vil frimodigt driste mig ud i en lidt anden tolkning. Tidligere nævnte jeg nogle af de prædikater, som folkene omkring Jesus gav ham: profet, rabbi, mester, livets brød – og i Johs. kap 10,7 omtaler Jesus sig selv som: ”Jeg er døren til fårene”.

Endnu en titel, som blandt andet konfirmanderne ofte undrer sig over – især når det går op for dem, at det er ”os”, der er fårene… indtil vi med nøglen låser døren op, ganske stille åbner den og undersøger, hvad der så egentlig er på spil mellem ”mig og Kristus”.

Og med nøglen åbnes flere af de bibelske beretninger – Luther kaldte det, at kristendommen skal drive på Kristus – og sammen undres vi over det spørgsmål, som Vor Herre selv stillede os: ”Hvem tror I, at jeg er?”

På den måde bliver den nøgle, som Jesus rækker Peter – den selv samme nøgle som enhver får, når vi i kor eller alene bekender: ”Du er Kristus” – det bliver den fortolkningsnøgle, der åbner samtalen om Jesu Kristi liv og færden dengang – og siden hen for hvad hans liv, død og opstandelse betyder for os mennesker i verden lige her og nu – agurketid eller ej.

For med nøglen gives vi muligheden for at åbne og se noget større – noget, der kan løfte os ud af vores daglige trummerum – ind i et åndeligt rige (om hvilket vi skal synge om lidt) – ind i den evige og uforanderlige relation – hvor enhver er et Guds barn – hvor vore menneskelige kategorier a la dem i avisen må vige for troen, håbet og kærligheden – og hvor vi fyldes med mod til at leve på trods… så vi frit kan gå hver til sit – ud i virkeligheden med alle dens mange udfordringer.

Måske for at snuble – præcis som Peter, der det ene øjeblik blev udstyret med bekendelse og nøgler – og det næste blev fanget i sin egen menneskelighed og foreslog Jesus at springe over, hvor gærdet var lavest… at krybe udenom korset.

Men var Kristus hoppet på denne fristelse, så ville bekendelsen have været tom – ligegyldig snak.

Kristus måtte være TRO i ord og gerning hele vejen igennem – han måtte forsage – vel vidende, at han den ganske tid blev målt og vejet – blev dømt inde, dernæst ude og endelig overladt til andres/vores forgodtbefindende! Det forstod disciplene ikke på det tidspunkt! Og sidenhen har kirken undret sig over hele denne gådefulde åbenbaring – vendt og drejet beretningen – forstået – misforstået – gentolket – dramatiseret – fejret livets store øjeblikke – og gennemlevet de smerte- og sorgfulde – alt sammen under en og samme bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”.

Reklamer