4. søndag i advent 2011

Døre er interessante. De adskiller – de knirker – de gemmer – de skræmmer – de afskærer og de kan åbne op for nye muligheder – og juleaften – sådan var det i hvert fald i de gamle dage og på film – måske mest de sort hvide, så gemte dørene på juletræet!

På det smukt pyntede træ, der var hentet ind fra naturen. Som var blevet pyntet med flag, hjerter, engle, trommer, glimmer og en stjerne i toppen. Og med lys – som først skulle tændes juleaften efter kirken, grøden og stegen. Skulle tændes af husfaderen – som andægtigt forlod fællesskabet og derefter tændte alle træets lys, så det blev klar til den store den store afsløring!

Og døren – ja, måske ovenikøbet fløjdørene gik op – og der stod træet i al sin glans! Og alle sagde Neej – og Ih og Åh… – og nu får I – kære menighed – ikke mere julenostalgi – jeg beklager: I må komme igen i d. 24. december – i dag er det 4. søndag i advent!

Men hvorfor så den snak om døre. Jo, fordi Jesus i Johannesevangeliets kapitel 10 v. 9 siger:

Jeg er døren. Den, der går gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og ud og finde græsgange.

Med 4. søndag i advent står vi på tærskelen til julen. Vi står ikke kun på tærskelen mellem adventstiden og julens lange række af festgudstjenester og familie-tamtam og vi står heller ikke kun på tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus. Men denne tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus betyder meget mere end et sceneskifte. Der er i dag tale om en radikal værdiomvending – hvor alt bliver vendt på hovedet. Som det gør, når Vor Herre Jesus Kristus er på banen.

For tærskelen mellem Johannes Døberen og Jesus er tærskelen mellem det uhjælpeligt gamle og det overvældende nye.

Den gamle tid, hvor vi selv var personligt ansvarlige for vores frelse ved egenhændigt at overholde moselovens mange forordninger om mad, bøn, arbejde, rent og urent til punkt og prikke plus alle øvrige menneskeskabte forskrifter. Der skulle ikke så meget til for at blive sendt uden for døren. Ja, eller også blev den i virkeligheden aldrig åbnet – og slet ikke hvis du var syg, kvinde, ikke jøde og hvad det gamle testamente ellers disker op med eksempler om.

Og så den nye tid, hvor frelsen befinder sig udenfor os selv og kommer fra oven – kommer fra Gud –  og som tager hver enkelt af os i sin favn – og gør os til sine elskede børn!

Johannes Døberen er vores guide eller vejviser – han peger mod døren – mod Jesus. Når nogen viser os vej, så er det ofte ikke meningen, at vi skal interessere os for den, der udpeger retningen. Men da dagens tekst handler om Johannes Døberen, så kunne det tyde på, at det alligevel er hånden og dens ejermand, vi skal lægge mærke til.

I alt fald syntes Døberens disciple, at sådan burde være. For de havde svært ved at affinde sig med det, der var ved at ske. “Mester” sagde de til Johannes, ”han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham”.

Johannes havde selv haft succes i lang tid. I hans velmagtsdage strømmede folk fra Jerusalem ud til ham for at høre, hvad han havde at sige og for at lade sig døbe af ham. Han havde oplevet folkeskarens gunst. Nu oplevede han berømmelsens flygtighed. Lige så hurtigt, som de havde søgt hen til ham, lige så hurtigt vendte de sig nu i stedet til Jesus. Johannes disciple ville have ham til at tage kampen op mod konkurrenten og dermed prøve at vinde noget af det tabte terræn tilbage. Det var nok ikke kun såret forfængelighed, der fik dem til at sige sådan. Der gemte sig med sikkerhed også en ægte hengivenhed bag deres ord. De havde svært ved at se deres kære læremester blive trængt i baggrunden. Men Døberen lod sig ikke friste til at tage kampen op. For han følte sig på ingen måde slået ud, selvom han måtte erkende, at hans tid var forbi. Han ville og kunne ikke se sig selv som en konkurrent til Jesus. For ”Den som er af jorden, er jordisk og taler jordisk”.

Johannes forstod om nogen, at menneskeheden stod på tærsklen mellem det gamle og det nye. Han forstod nemlig, at det eneste sande skel i verden er mellem Gud og mennesker. Imellem Gud og det enkelte menneske er der et eksklusivt forhold – her er der ingen lukket dør! Så kan paven lege nok så meget dørmand og præsten eller andre instanser forsøge at sætte en fod imellem. Men den går ikke og gud ske tak og lov for det. Overfor Gud er vi alle lige – og hver enkelt velsignet med kors for hjerte og forstand.

Vore menneskeliggjorte skel tilhører det gamle, hvor vi desværre igen og igen opfører mure og hvor vi ofte løber panden mod en dør – præcis som farisæerne og de skriftkloge gjorde det – for vi er åbenbart ikke blevet et hak klogere end de var det. Det hører den menneskelige tilværelse til. Hvor én har succes, mens én anden går bagud af dansen. Én er inde og én anden er ude. Én har fremgang – én anden fiasko. MEN det skel som Johannes taler om, går på den helt anden led – det går vertikalt. Mellem os, som er af jorden – og Han, som var, er og kommer ovenfra. Mellem Kristus og mennesker. Hvordan vi så end klarer os i konkurrence med de andre, hvor stor succes vi så end har på andres bekostning, så er vinder og taber – hos os – fælles om, at vi ALLE hører jorden til. ”Den som er af jorden, er jordisk og taler jordisk”  som  Johannes siger det til dem.

Vi konkurrerer jo med hinanden om alt – for vi kan slet ikke lade være, sådan er verden nu engang indrettet. Men ligegyldigt hvor dygtige vi måtte være og hvor meget vi så end rager op, så fører det os ikke op over det skel, som Johannes taler om – ”Den som er af jorden, er jordisk og taler jordisk” også når han taler sandt og ret og opnår andre menneskers anerkendelse. MEN til frelse duer det ikke det mindste, for ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen”.

Lige præcis som i dåben, hvor vi døbes i en andens navn: nemlig Faderens, Sønnens og Helligåndens og dermed bliver Guds børn. Så just derfor lever og ånder vi også i det nye – i Guds rige – , her er vi sat fri af alverdens religiøse love, sære forordninger og stive ubøjelige regler. Nok eksisterer de horisontale skel. Men overfor vores himmelske far er vi sat fri til at være den, som vi er  – og det lige her og nu – og Guds velsignelse vil omfavne dig og mig alle dage. Han der gjorde det hele muligt, Ham fejrer vi på lørdag – d. 24. december – verden over. For Gud sprængte samtlige forestillinger om guddommelighed – og lod sig føde som et lille afmægtigt barn – ja blev menneske, tog bolig i blandt os og gik derefter i gang med at sparke tunge døre ind og bryde tykke mure ned. Og derfor kan og skal vi sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højtlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN

Reklamer