Palmesøndag 2011

Hosianna råbte de, da Jesus kom til byen på et æsel! De troede, at det betød halleluja – en slags hurra – men hosianna betyder hverken hurra eller halleluja – det kommer derimod fra det hebræiske sprog og betyder: Frels dog – eller sagt på et nutidigt dansk: Hjælp os – hjælp mig.

Der ligger med andre ord en dobbelthed i folkets tiljubling af Jesus – en glæde kombineret med behovet for hjælp. Nu kom han endelig; ham, der skulle frelse dem – befri dem – fra besættelsesmagten, sætte dem fri af et forstokket præsteskabs evindelige snak om rent og urent – om ret og vrang. Endelig kom den messias, som de gamle profeter havde forudsagt, for at blive kronet og ophøjet, kom for at rydde op i den etablerede teologis tilsandede dogmer – kom for at genoprette den guddommelige retfærdighed; så livet igen kunne leves i fredelig sameksistens med enhver på trods af forskelligheder under Guds livgivende nåde.

Som vi alle ved, fordi vi er på den anden side af den første påskemorgen, så gik det lidt anderledes end bare lige ud ad den slagne landevej med den kroning. Som hymnen i brevet til menigheden i Filippa – vi hørte læst fra alteret før dåben – slår fast, så gik Jesu vej gennem ydmygelse og korsdød.

I dag d. 17. april for 147 år siden – i det Herrens år 1864 – blev der også råbt HOSIANNA – frels dog – men nok på en lidt anden måde. Råbet var lydløst – uartikuleret – sådan som den norske maler Munch udtrykker det i maleriet: SKRIGET. Vi er langt væk fra evangeliets jubelstemning – men nok ikke fra hosiannalængslen.

Jeg tænker helt konkret på alle de mange mænd – af prøjsisk og østrigsk slægt og ikke mindst på de mange fra det ganske Danmark, herunder også Nordjylland, som befandt sig i Sønderjylland omkring de blodige skanser på Dybbøl og jeg tænker på deres familier og pårørende.

Det endelige slag, som nogen sikkert er bekendt med, fandt sted dagen efter: d. 18. april 1864. En dato der siden 2006 har været kanoniseret af undervisningsministeriet som en dato af skelsættende betydning i dansk historie. Men det er en helt anden snak.

I mine tanker skete der på grund af dagens dato og nok også mit sønderjyske ophav et sammenfald mellem Jesu indtog i Jerusalem og dagen før det endelige slag på Dybbøl Banke. Tom Buk-Swienty beskriver med brevkilder dagen i bogen ”Slagtebænk Dybbøl”. Og pludselig forestillede jeg mig et mere nutidigt indtog – nemlig Jesu indtog på Dybbøl d. 17. april 1864.

Den prøjsiske soldat Wilhelm Gather på 26 år tænkte: ”skal jeg mon dø?”. Og tillad mig at citere fra bogen: ”Det var en kold, men solskinsklar aprilmorgen og med sit kompagni var Gather til gudstjeneste under den åbne himmel. Mens soldaterne med bøjet hoved modtog sakramentet, fortsatte Gathers tanker med at kredse om døden. ”For hvem af dem omkring mig vil afskedens time fra denne jord snart indtræffe?” (p. 28)citat slut.

Overalt i begge lejre havde feltpræsterne travlt med at holde gudstjeneste. Der havde gennem de sidste uger været masser af kamp, men endelig var der en ydre ro og dermed en tid til at holde altergang.

Når nadveren indstiftes gentages ordene fra palmesøndag: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. De præcis samme ord lød på Dybbøl, da nadveren blev indstiftet i begge lejre. Omkranset af det på mange måder poetiske HOSIANNA.

Og nok er der en poetisk grundtone over dette HOSIANNA; ordet har i en del sammenhænge fået funktion som en art ”uformel hyldestformel” (bibelleksikon) til Gud – blandt andet i nadverindledningen, som vi vil høre det senere.

Men jeg mener også, at det er vigtigt at medtænke den oprindelige grundbetydning: FRELS dog – HJÆLP mig. Ellers ender HOSIANNA efter min beskedne mening i kategorien liturgisk bjældeklang.

I Jerusalem blev Jesu indtog overdøvet af jublende palmesving, det var en glædens dag – på Dybbøl fandt indtoget sted i skidt og møg, blod, jord og afrevne lemmer, død og angst, det var en afmagtens dag.

Kaptajn van de Velde (den første udsending i Røde Kors historien) skrev d. 17. april et brev til hovedkvarteret, som endnu var i sin vorden. Han – van de Velde – havde gennem nogen tid været rundt på de danske feltlazaretter bl.a. ledsaget af den danske feltpræst. I brevet beskrev han nattens bombardement af Sønderborg (som stor set var skudt i smadder) og beskrev de sårede og døde, der blev bragt ind. Jeg skal venligst spare Jer for detaljerne, men blot citere en enkelt linje: Man må have gode nerver for at overvære sådan et syn (p.71)

HOSIANNA – det var timerne før ragnarok! Både på skansen og i Jerusalem. Tiden før og op til havde været plaget af kaos! Men NU hvilede der en urolig ro.

Vi ved, hvordan det gik begge steder. Dybbøl blev blandt soldaterne kaldt slagterbænken, og det var der al god grund til.

I Jerusalem red Jesus under hyldest – og en del undren – direkte op til templet! Børnene råbte stadig: HOSIANNA alt imens Jesus målrettet gik direkte ind i templet – Guds eget hus – og med stor vrede raserede alle bordene, der bugnede af små og store offerdyr. Tempelrensningen benævnes denne aktion også. Og den skal forstås som Jesu radikale opgør med den måde tempel-kulten havde reduceret forholdet mellem Gud og menneske til et rent Hjallerup-marked. For jo større dit offer var, jo nærmere mente kulten, at du var på Gud og samtidig var der så nogen, der tjente kassen på relationen mellem Gud og hin enkelte. På en måde tør jeg vist godt sige, at der var gået ged i kultens tempel-praksis. Derfor måtte der ryddes op!

Kaos var uundgåeligt i Jesu enmandskamp for at korrigere kultens forståelse af, hvem Gud var og af hvad et menneske er.

Palmesøndag er derfor også en slags ouverture til det store påskedrama, hvor nadverfællesskabet sættes i stedet for den gamle offer-praksis. Hvor folkets HOSIANNA afløses af KORSFÆST HAM. Og hvor påskemorgen betyder en ny begyndelse under forsoningens fortegn. Men alt det vil jeg opfordre Jer alle til at komme i kirke påsken igennem og høre meget mere om ledsaget af vores vidunderlige salme- og musikskat.

I morgen d. 18. april vil der i Sønderborg være en fælles dansk og tysk mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse og gudstjenester. En manifestation af at vi alle som en – dengang og i dag – er fælles om palmesøndags HOSIANNA.

Reklamer