Trinitatis 2011

Der var engang en biskop – nu emeritus – der formanede nogen af os om, at det i disse tider er vigtigt at holde Helligånden i kort snor! En noget spøjs formaning, når vi i dag fra Jesu egen mund om Helligånden lærer, at Helligånden ”blæser, hvorhen den vil”. Skulle den så overhovedet være mulig at føre i snor?

For øvrigt så er det primært hunde, der skal føres i snor – evt. også uregerlige småbørn i 2-3 års alderen. Så de ikke løber fra én eller farer i flæsket på andre væsener. Men over Helligånden, som har sin egen suveræne frihed, aner jeg ikke ret meget hund, så hvad mente den gode gamle bisp så egentlig?

Jo, det han tænkte på, sådan tolkede jeg det i hvert fald dengang og sådan set også i dag, så har der gennem længere tid fundet en utilsigtet sammenblanding af Helligånd og så begrebet åndelighed sted. For nogen skyldes det muligvis dårlig teologi og for andre spiller religionen ikke den store rolle, de er primært på jagt efter et rækværk, de kan læne deres eksistens opad.

Begrebet åndelighed kan nemlig meget nemt forstås som noget temmelig diffust. Det kan være svært at definere og kan vel stort set bruges om alt det, der ikke er materielt – især for dem, der har det diffust med det materielle.

Åndelighed bruges i et hav af sammenhænge og jeg må konstatere, at jeg aldrig rigtig selv helt har forstået, hvad det egentlig betyder. Når jeg for eksempel ”googler” glosen på internettet, så støder jeg på sites, der snakker om åndelighed både med og uden Gud. Nogen fremhæver, at åndelighed kræver talent, og der tilbydes derfor kurser af kortere eller længere varighed i forskellig regi og til meget forskellige priser. Så er der diverse artikler om, at folkekirken er bange for åndelighed og derfor slet ikke forstår at imødekomme folks åndelige længsler og trængsler. Underforstået så jager vi folk lige over i armene på new-age bevægelser, helsemesser og lignende steder (det er efter min mening noget af en selvovervurdering). Ja, jeg støder sågar på artikler om, at ”det gode liv” kræver åndelighed, og om hvordan børns åndelighed skal styrkes. Sygeplejerskerne skal også blive bedre til åndelighed. Ja, faktisk så kunne én næsten får opfattelsen af, at der findes flere åndløse end åndfulde mennesker, hvis jeg sådan hurtig skal konkludere på det indhold, jeg indtil videre er stødt på. Den åndelige markedsplads er i hvert fald en pæn stor industri i sig selv. Åndelighed kan derfor forekomme én at være et hæsblæsende projekt, et ”noget” der bør efterstræbes og som bestemt ikke bliver nemmere af, at ”Vinden blæser hvorhen den vil og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra og hvor den farer hen” – åndeligheden er med andre ord ikke sådan at gribe! På en måde tør jeg sige, at den nemt kan få karakter af varm luft, som vi selvfølgelig efter en lang streng vinter kan hige menneskeligt meget efter…

Men mit Nikodemus-spørgsmål i dag må være, om der slet ikke er plads til os, der føler svaghed i åndeligheden? Os som måske ikke har talentet (x-factor?), pengene, tiden eller gejsten til denne stræben, når alt kommer til alt. Bliver mit liv virkelig ringere i forhold til Gud og næsten? – som jeg stadig forstår som de vigtigste samarbejdspartnere i det store skaberværk.

Tillad mig derfor straks at komme med 2 væsentlige forskelle på åndelighed og Helligånd. Forskelle som jeg mener at finde i en tolkning af dagens evangelium. For det første så er det vigtigt, at vi bliver mindet om, at kød er kød, at mennesker er mennesker. Vi er alle født med de samme grundvilkår – både i livet og i døden. Overfor Gud er der ingen forskel på os – om vi så påberåber os nok så meget eller nok så lidt ånd, om vi stræber op ad i det uendelige og helst lever med hovedet i en sky eller er bedst tilpas med fødderne godt nede i den nordjyske muld. Både den svage og den stærke i ånden er Guds. Deri ligger der en uendelig trøst til os alle.

Den næste afgørende detalje er, at Jesus sidestiller vand og ånd! Og her er der ingen tvivl om, at han henviser til dåben. Det er i dåben, at vi bliver genfødt med vand og Helligånd – genfødt til et levende håb. Det er i dåben, at vi skænkes syndernes forladelse og det evige liv. Helligånd er derfor et ydre anliggende og hører Gud til – åndelighed er noget indvortes og hører menneskets kødelighed til. ”Det, der er født af kødet, er kød og det, der er født af Ånden, er ånd”. Vi skal derfor turde stole på, at vores dåb er nok – er god nok – er fin nok – er åndelig nok , ja er Gud nok! Stræben efter mere ånd kan så nemt skabe tvivl om dåbens løfte. Og det næste trin er så, at åndeligheden selv pludselig gradueres og begynder at indtage forskellige former og udtryk! Ja, én kunne ligefrem mene sig nærmere Gud, hvilket må betyde, at andre dermed må betragtes som fjerne fra Gud. Vi skal turde stole på dåbens løfte – og så skal vi lade kød være kød og ånd være ånd. Vi skal lade himmel være himmel og vi skal være jorden tro. Guds Helligånd er ikke sådan at tæmme, den blæser, hvorhen den vil og Gud ske tak og lov for det.

Den gamle bisps formaning havde blik for, at menneskets trang til åndelighed, gør ”vi” klogt i at holde i kort snor. For den udvikler sig nemt til et egotrip, hvor det handler om ”at accelerere sin egen evolution”, som jeg hørte en gammel 68ér sige det. Når det så er sagt, så er det vigtigt at pointere, at ”vi” aldrig kan eller skal holde nogen i kort eller lang snor – hverken Faderen, Sønnen, Helligånden eller næsten. Det er altid den enkeltes eget ansvar at leve i kærlighed til Gud og med hver andre. Men i dag på denne trinitatis søndag sættes vi fri af al åndelig stræben, af åndelig stress og jag og dermed også af åndelige nederlag. Vi sættes fri af en diffus åndelighed. AMEN

Reklamer