1. søndag efter helligtrekonger 2012

“Den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn” – så enkelt kan det også siges.

Nu kunne man jo tro, at den sætning stod at læse i en prædiken. Men den står faktisk i Beretning om dåb, som en arbejdsgruppe under biskopperne udsendte i 2005. Det meste af rapporten er paragrafer og henvisninger til dåbsordningen af 1828 og de efterfølgende ændringer. Men nederst på side 21 står så: “Den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn”.

Det burde ingen kunne være uenige i. Alligevel begyndte “vræleriet” sidenhen, da rapporten efterfølgende blev udsendt som forslag til en ny dåbsanordning, for NU gik uenigheden på, om det skulle være en menneskeret at blive døbt og om præster havde pligt til at døbe.  Modtrækket til disse udsagn udeblev naturligvis ikke og der blev råbt tilbage: at en sådan form for dåbstvang ville føre til en forsimpling af kirkens tro.

Pludselig havde debatten taget en absurd drejning fra, at “den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn” til en overophedet debat ladet med så ulidenskabelige ord som ret, pligt og tvang … der var gået kompliceret discipel-fnidder i den, præcis som vi møder det i dagens tekst, hvor disciplene følte sig kaldet til at stille sig imellem Gud og hin enkelte.

Til disciplenes forsvar skal dog fremhæves, at de var børn af en anden tid. De var opdraget i den gamle skole, hvor folk ikke sådan kom løbende Gud i møde og slet ikke med småbørn i armene og da overhovedet ikke for at få hans velsignelse.

I gammel tid forvaltede husfaderen velsignelsen. Som oftest blev den givet videre fra faderens dødsleje til den førstefødte. Som en slags overdragelsesforretning, hvor dyr, jord og retten til at velsigne gik i arv. Sådan havde det fungeret slægt efter slægt og sikkert også ganske fint – undtagen alle de gange det så alligevel gik galt. For det går jo galt, når vi mennesker skal forvalte og disponere over Guds velsignelse – dengang som i dag. De gammeltestamentlige beretninger fortæller os det til fulde.

Disponere og forvalte var også lige præcis, hvad disciplene havde gang i: at holde orden i og hus med Guds velsignelse. De følte sig i den grad ansvarlige for, at der ikke skete en forsimpling af troen, sådan som nogen åbenbart stadig føler sig kaldet til det i dag.

Men tro er enkelt (simpelt om man vil). Se, på de mennesker, der kom med børnene i deres arme. De kom bare, ja, pludselig stod de der. De kom uden ord og de stod uden argumenter. De fik straks opmærksomhed fra Jesus. En opmærksomhed – et nærvær – som sagde langt mere end ord.

Præcis som dengang Grundtvig skulle døbe et lille barn. Mens han stod midt i ritualets ord, nærmere bestemt trosbekendelsen, brød solen med et igennem kirkens vindue og en fin solstråle ramte det lille barnehoved. Grundtvig holdt da inde med trosbekendelsens ord, for nu var ord overflødige. Guds nærvær kunne ikke blive mere konkret. Gudsriget er en realitet.

“Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” – siger Jesus. Så enkelt er det. Det lille barn gør intet. Selv Grundtvig med de mange ord og tanker blev standset. Som julenat da alt for en stund gik i stå på grund af en barnefødsel. En fødsel der lod sig vise på himlen som en lille stjernesol. Af denne lille stjernesol strømmer der for altid tro, håb og kærlighed.

Hvad der skete dengang – den første julenat – har fortsat gyldighed og sker hele tiden. Guds rige er langt mere end en pæn antik (og eventuel fransk) julekrybbe, som vi tager frem omkring vintersolhverv. Guds rige er den virkelighed, som vi døbes i, som vi lever, ånder og dør i. Guds rige er den favn, som Jesus tager sine små i. Jesu favn er den kristne dåb.

For i dåben tages også vi i favn. Vi får her Guds store og urokkelige JA til vore liv, hvordan de så end må forme sig – Guds rummelighed kender vitterlig ingen grænser – alt for ofte er det os selv, der gør Gud lille og sart. Guds historie med os bevidner ellers til fulde, at han såmænd har klaret sig i gennem alle vore følelsesmæssige sammenbrud og vore ofte absurde benspænd for hinanden. Så sart er han altså ikke.
I dåben genfødes vi til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. De tre håndfulde vand på dit hoved og korstegningen for dit ansigt og dit hjerte bliver de synlige tegn på, at du for altid er Guds elskede barn. Og ganske usynligt og uden forbehold skænkes du samtidig det evige liv og syndernes forladelse. Det er, hvad vi skal TRO – med tyk streg under SKAL – vi SKAL tro os elskede af Gud. Det skal vi ikke kun TRO os selv som, men også se til, at vi SER det i alle de andre – i de ensomme, de fremmede, de fromme, de umulige, dem vi ikke kan li og ateisterne (selv om de sikkert allerhelst vil bede sig fritaget for at blive nævnt her i kirken). Alle som én er vi GUDS skabninger.

Med dåbens gave følger da opgaven, at vi pålægges at tage hånd om hinanden. Vi har ikke kun ansvar for os selv og vore egne trygge cirkler, men også for vor næste. For ham eller hende der ikke kan finde et fællesskab at være en del af. Opgaven bliver da for en stund eller måske kun et kort øjeblik at turde glemme sig selv og sine egne trængsler og da blot være til stede for den, der har brug for det.

For hvad er det, der er sket? Jo, velsignelsen er for altid vristet ud af menneskers forvaltning og hænder. Og Gud ske tak og lov for det. Både når vi kan mærke, at vi har brug for velsignelse og når vi bekymret synes, at vi skal hjælpe Gud med at styre den, som om vi ikke fik den for intet af Vor Herre Jesus Kristus selv. Derfor kan vi nok så meget himle og kæfte op om ret og pligt og tvang, men faktum er, at samtlige tros-jerntæpper er brudt ned. Ingen kan forhindre Guds velsignelse – troen, håbet og kærligheden – i at have frit løb i blandt os. Vi er alle som én Guds.

Derfor kan vi slappe helt af og i blind tillid være en del af den tavse flok, sådan som vi møder den i dagens evangelium. Vi står der sammen, som de 3 vise mænd, for at høre “hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod”.  Søndag efter søndag går vi til kirken med vore små på armen, fordi “Den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn”. Det er sand og simpel barnetro og se, det er alt nok.

Reklamer