4. søndag efter påske 2012

Sandheden skal sætte os frie. Javel, det lyder meget godt, hvem vil ikke gerne frihed. I disse dage har vi netop fejret 67 året for befrielsen fra den tyske besættelsesmagt. Frihedslængslen ligger i de fleste af os – ja, jeg tror faktisk, at den er en del af vort genetiske-jeg . Men hvad betyder det i grunden, at det er sandheden, der er afsættet for vores frihed.  At sandheden betinger vores frihed. Eller jeg kunne spørge mere konkret: Sandheden om hvad?

Når Jesus taler om sandhed så er det både i sammenhængen mellem Gud og mennesket. Hver for sig giver de ingen mening i kristendommen.

Om Gud taler Jesus derfor på en ny måde i forhold til det, som de gamle var vant til at høre og handle på. For 2000 år måtte Jesus fremhæve i forhold til den gængse teologi, at Gud ikke er en fjern gud stablet op på et korthus af forbud og påbud omsluttet af alskens religiøse krumspring. Du kommer ikke Gud nærmere via snørklede spiseregler eller sociale opdelinger af mennesker i rene eller urene kasser. Gud møder du derimod i din næste på din vej. Og Gud mødte dig i de 3 håndfulde dåbsvand, som overøste dit hoved og Ord-løftet om, at du er Guds til verdens ende. Gud møder os, når vi omkring nadverbordet lader os fylde med hans kærlighed og der får AL vor synd forladt.

Den sande Gud er blevet menneske på menneskelige vilkår – sådan næsten da! For Jesus Kristus havde det mod som stort set ingen af os andre magter, da han på korset holdt fast i, at dit og mit liv ER vigtigere end hans eget. En manifestation af at kærligheden er det største.

Om mennesket og sandheden er vi alle fra skaberens hånd skabt til at leve i kærlighed. Og knap var blækket tørt, da jeg sad og skrev, før filmen knækkede og erfaringerne larmende mindede mig om en anden virkelighed. Nemlig en verden hvor ondskab og lidelse også er hverdag. Hvor kærlighed mange steder er en mangelvare. Hvor løgnen binder os på mund og hånd.

Derfor kommer vi ikke uden om en refleksion over løgnens anatomi. Undersøgelser viser, at vi ”lyver” – eller i hvert fald skruer ned for sandheden – op til flere gange dagligt. Naturligvis i forskellige grader – fra den hvide løgn, hvis opgave både kan være at skåne den anden, men også redde ens eget skin – over til de mere alvorlige løgne, som fremhæver noget, vi i virkeligheden slet ikke har gjort, så vi på den måde kan højne vores status eller modsat skjule noget, vi har gjort og derved forsøge at undgå statustab.

Det ”løgne-fri” samfund, hvor sandheden som negle-skrab på de der gamle grønne skole kridttavler den ganske tid vil korrigere os, er interessant nok heller ikke at foretrække, skal man tro forskningen: ”Et hudløst ærligt samfund ville give konstant uro – det ville eskalere spændinger og stress. Kun i et fantasisamfund, hvor løver græsser med lam, kan man forestille sig, at løgnen ikke eksisterer. Man skal huske på, at løgnen ofte er meget barmhjertig”, siger psykolog og forsker Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet. (Pol 01042010) Eller som der står i det ny testamente: Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.

Den norske dramatiker Henrik Ibsen skrev i 1884 skuespillet Vildanden, som faktisk havde Danmarks-premiere her i byen på Aalborg Teater d. 25. Januar 1885. I dette højspændte drama møder verden for første gang glosen: Livs-løgn. 

Lad mig kort resumere stykket: Vildanden handler om Grossererens søn, Gregers, der efter år kommer hjem for at forsøge en forsoning mellem ham og faderen. Der går ikke lang tid før de atter må skændes og sønnen i vrede og dyb frustration må gå. Nu med det erklærede formål at afsløre faderens mange løgne og hans misbrug af andre mennesker.

Gregers flytter herefter ind hos sin gamle ungdomsven Hjalmar og dennes hustru og deres 14. årige datter. Foruden de tre bor Hjalmars gamle far – tidligere Løjtnant – der også. Sammen går de to – Far og Søn – på ”jagt” på mørke-loftet, som de har indrettet som et stykke skov. Her er både kaniner, duer, høns og en såret vildand. Dagligt forsvinder de to ind på loftet og skyder et dyr eller går blot en tur omkring derinde. Samtidig med denne noget ejendommelige adfærd drømmer Hjalmar om sin ”opfindelse”. Den virker heller ikke synderlig konkret, men hensigten er på en måde ædel nok, for Hjalmars ønsker med ”opfindelsen” er at genvinde familiens tabte ære – at bringe hæder og værdighed tilbage over slægten.

Gregers ser det nu som sin livsopgave at bringe sandheden for en dag. Sandheden om, at hans far, Grossereren, oprindeligt (for cirka 15 år siden) har haft et forhold til den kvinde, som Hjalmar er gift med og derfor er grosser-faderen højst sandsynligt også den biologiske far til den 14. årige datter. Ja, Gregers vil afsløre det alt sammen – lade ALT komme for en dag. Men i denne hans idealistiske iver møder han modstand hos lægen Relling, der bor i lejligheden neden under. Lægen anser de fleste mennesker for at være syge ”til hobe”, enten lider de af RETSKAFFENHEDS-FEBER som Gregers eller som Hjalmar af SELV-FORAGT og FORTVIVLELSE.

Lad mig citere (p.111):

GREGERS: Hvad kur bruger De så for Hjalmar?

RELLING: Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham.

GREGERS: Livs-løgnen? Hørte jeg rigtig – ?

RELLING: Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.

GREGERS: Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?

RELLING: Nej tak, jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkludre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. (…) citat SLUT.

Med andre ord så mener læge Relling, at Hjalmar og hans familie lever bedst i uvidenhed om de faktiske – sande om man vil – forhold. Som han efterfølgende tilføjer, så findes der ikke en lykkeligere jæger i hele verden end Hjalmars far – Løjtnanten, når han begiver sin ind på loftet og ”tumler sig der inde mellem alt skrapet. De fire-fem fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogan; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene (…)”

Gregers kan og vil ikke affinde sig med det synspunkt og må tilføje, at den gamle Løjtnant da ellers engang havde så fine idealer. Hvortil lægen må svare: (…) brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har det gode norske ord: løgn (p.112). At lægen sidestiller ideal og løgn bliver for meget for Gregers og hans retskaffenhed og han sætter nu alt ind på at ”redde” Hjalmar ud af lægens klør. Hvortil lægen må replicere: ”Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme”.

Lad mig straks afsløre AFSLØRINGEN, for det lykkes Gregers at få fortalt, at hans far har haft et forhold til Hjalmars hustru og det lykkes ham at få kilet en tvivl ind om, hvem der er den egentlige – sande om man vil – far til datteren. Det lykkes så godt, så Hjalmar i første omgang går sin vej og ikke vil kendes ved hverken hustru eller datter. OG det ender med, at datteren skyder sig selv inde i ”skoven” … Udsagnet: ”Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme” går i opfyldelse – som det hører sig til i en sand tragedie.

Lad mig nu vende tilbage til dagens evangelium og Jesu udsagn om at: Sandheden skal sætte os frie … tja, det skete så ikke hos Ibsen – med mindre døden skal forstås som den endelige frisættelse. En sådan absurd tolkning vil jeg dog betvivle og afvise. Fordi datterens selvmord kun skabte endnu mere fortvivlelse. Sådan som selvmord ALTID gør det.

Når Jesus derimod taler om den fri-sættende sandhed, så er det hans menneskesyn, der kommer til udtryk. Jesus anser mennesket for Guds og det lige meget hvad. Han ser enhver af os, som skabt i Guds billede – på godt og ondt. Det er sandheden om mennesket og intet kan skille os fra den sandhed. Det er sandheden om dit liv.

Hvordan vi så indretter os med hinanden, det er en helt anden snak og her har mennesker alle dage været udfordret af konflikten mellem den absolutte sandhed, diverse løgne og illusioner. Hele det gamle testamente vidner til fulde om dette og derfor går advarsler om løgn og dens mange aflæggere da også igen – ikke kun i de 10 bud.

Om vi skal følge Gregers og afsløre alt, hvad vi ser på vores vej (og for hvis skyld?) eller om vi skal følge lægens kur og lade livsløgnen ligge (fordi det er nemmere?), det er ikke min opgave at svare på. Men jeg tænker, at der kan være trøst at hente i de ord, som en god ven skrev til mig: Det er godt, at løgnen findes – for tænk, hvis alt man hørte, var sandt … Hver især må vi tage ansvar og vurdere, hvad vi skal tro og hvad vi skal gøre fra situation til situation. DET er, hvad vi kalder hverdagens dilemmaer … og midt i disse brydninger, så ALTID huske på, at mennesket fra skaberens hånd er skabt til at leve i kærlighed – i Guds kærlighed. Kærligheden der skjuler en mangfoldighed af synder. Det er i den tro, at vi må gå hver til sit. Det er på det håb, at vi må leve med hinanden og vores til tider kreative omgang med sandheden.

Henrik Ibsen: “Vildanden” kan læses her: http://people.opera.com/howcome/2006/ibsen/va.html
Reklamer