4. søndag i advent 2012

Her i Budolfi er prædikestolen placeret ovenpå hovedet af Moses. Han sidder der nedenunder med favnen fuld af bud – helt præcist 10. Moses er en af de rigtig vigtige hovedpersoner i det gamle testamente – eller ”den gamle pagt” om man vil.

Knap er den lille Moses født, før han drives på flugt. Som spæd sættes han ud i Nilen i en lille flettet kurv, hvor Faraos datter finder ham. Hun tager ham med hjem og opdrager ham. Som ung mand må han igen tage flugten, fordi han har dræbt en anden. Og herfra begynder hans store færd så. Han møder Herren, som åbenbarer sig i en tornebusk og som derefter giver ham det opdrag at føre Israel – Jahves udvalgte folk – ud af Ægypten.

Måske den ældre – eller mere politisk korrekt sagt: den modne – del af menigheden husker filmen ”De 10 bud”, hvor Moses spillet af Charlton Heston, der med en forrygende grå hårpragt, står ved Sivhavet også kendt som det Røde Hav og anråber Herren om den rette hjælp. Lige i hælene har de nemlig Kong Faraos hær. Men ved Herrens hjælp lykkes det dog Moses at få skilt vandene, så israelitterne tørskoet kan passere igennem det brusende hav og dermed blive fri af Ægypterne og det slaveri, der har været deres skæbne. Nu er tiden klar til, at Herren slutter sin pagt med Israelitterne. Det sker på Sinai-bjerget, hvor han dikterer de 10 bud og Moses omhyggeligt får dem mejslet ind i 2 tavler. Så langt så godt, jeg springer lige de ganske dramatiske kampe der følger – bl.a. dansen om gulvkalven – over. En lang ørkenvandring følger, den vil jeg så også spare Jer for. Men det korte af det lange er, at den Johannes Døber, vi møder i dagens evangelium, er barn af hele denne lange vandring og alle disse svære trængsler. Hele hans tradition og selvforståelse hviler på “den gamle pagt”.

Samtidig med det så tror jeg ikke, at det er tilfældigt, at de, der satte tekstrækken engang tilbage i den tidligere middelalder, det vil sige udvalgte de tekster, som vi fortløbende læser i kirkeåret, har bestemt, at netop i dag skal der fortælles om Johannes og dåben. For han står om nogen spændt ud mellem det gamle og det nye, når han siger: ”Midt i blandt Jer står én, som I ikke kender”. Den ukendte midt i blandt os er Jesus – den nye pagt. Som vi allerede i dag – lillejuleaften -, får lov til at ane en flig af. Og dermed får vi også et kig ind i hvad der skal ske julenat og den betydning, som den nye pagt, der kom til verden med Jesus-barnet fik og til stadighed har for enhver skabning kloden over. For julenat bindes himlen og jorden sammen. Den fjerne Gud, der lidt popsmart sagt har siddet og bl.a. fjernstyret Moses, lader sig føde som menneske! Som et lille hjælpeløst menneskebarn i en kold stald i en kaotisk tid.

Tyngdepunktet flyttes fra det gamle til det nye. Derfor læses evangeliet om Guds oplivende og tilgivende kærlighed, som vi møder den hos Jesus, ovenpå hovedet af Moses og hans stentavler her i Budolfi. Derfor går frelsen ikke længere via Moses, Sivhavet, lovtavlerne og menneskets EGEN formåen og evne til at handle i overensstemmelse med Guds vilje. Fra og med julenat er det midt i Jordan floden, hvor Jesus bliver døbt – og her i Budolfi er det oppe i døbefondet, som vi så det lige før, da de to børn blev døbt, at frelsen – eller skal vi kalde det frisættelsen – sker. Og lad mig for en god ordens skyld gentage, at i min teologiske optik, forholder det sig ikke sådan, at udøbte mennesker er fortabt. Om der døbes i Jordanfloden eller om vi fejrer dåb i Budolfi, så sker der hver evig eneste gang præcis det samme: Nemlig at himlen åbner sig og Ånden kommer over det lille eller store dåbsbarn og det får at vide, at det er Guds elskede! Vi er alle Guds, men i dåben siges det højt ved navns nævnelse.

I dåben overøses vi på en måde med den samlede sum af julenattens begivenhed. Julenat – sammen med krybbebarnet – fødes vores sande identitet, nemlig at vi i al evighed er Guds. At være Guds betyder konkret, at vi hos ham altid bliver mødt af det nådige blik og aldrig af det iskolde og formanende fejlfinderblik, som vi kan have en tendens til at kaste på os selv – vort spejlbillede – og til tider også hinanden. Hos Gud bliver vi mødt med lys og varme.

Og når vores tro på den sandhed brister – og det sker – og vi fortvivlede rulles i tjære og fjer og ikke kender vore levede råd; ja, når vi i et splitsekund mister, hvad vi troede var en selvfølge, så står et urokkelig fast, at vi er Guds elskede børn og når vi går i kirke, så er det for at blive mindet om Guds kærlighedsblik – der vil os – og som SAMTIDIG vil, at vi skal forsøge at agere som ansvarlige og selvstændige mennesker overfor både Gud og næsten. Det vil sige værne og drage omsorg for hinanden. Ikke kun ved juletid – men året rundt!!!

Præsterne og de skriftkloge stillede Johannes spørgsmålet: ”Hvem er du?” ET spørgsmål som Johannes – barn af den gamle tid – kun kunne besvare ved at pege fremad mod den nye pagt. Den pagt der hedder Jesus Kristus og hvis fødsel vi i morgen fejrer verden over. Den fødsel der skal være en glæde for alle folk. AMEN

Reklamer