Februar 2012 (Septuagesima)

Klipfisk og klap for øjet (Septuagesima)

”De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. Den kommende tid vil kræve meget af os”. Sådan talte nationens statsminister med almoderlig mine til os i sin nytårstale. All right, kan man så tænke, så må jeg hellere holde på værdierne. Gemme i madrassen eller måske helt konkret grave formuen ned. Som da tysken gjorde sit indtog i Korsbæk og den gamle Fru Wilhelmine Edvarda Fernando Møhge omgående måtte i boksen. For som datteren Misse sagde det: ”I hendes slægt har de altid gravet ned, når tyskerne kom. Nu forlanger hun også, at vi skal købe petroleum og klipfisk. Det købte hun også før 1. verdenskrig.”

Graver vi ikke alle ned i perioder? Sparer vi ikke på livet, i stedet for at forstå, at vi kun har et skud i bøssen. I hvert fald her på planet Jorden og at det er nu og her, at livet skal leves. Gud er generøs overfor den, der bruger. Ja, den, der bruger, skal oven i købet gives mere. Gives mere glæde. GLÆDE?!
Det kan da næsten kun synes som ren provokation, hvis man efter en lang og grå januar med økonomisk regressionsanalyse og politiske dommedagstrusler som rimer på ”gråd og tænderskæren” skulle kunne mærke ret megen glæde. Hvordan i himlens navn skulle det kunne lade sig gøre?

Vi må da kunne tage os glædeligt sammen, måske med hjælp fra hjerneforskningen, som ofte gerne vil kortlægge vor adfærd. Forsøge at flytte vort indre fokus fra den venstre til den højre hjernehalvdel. Det lyder absurd, men lad os gøre forsøget. I den venstre halvdel sidder de rationelle og analytiske sider, altså alt det, som analyserer verdens sande og fortvivlende tilstand. Mens følelserne og alt det irrationelle befinder sig i den højre side. Det skulle så også være her, at fantasien, modet, taknemmeligheden og troen sidder.  Bruger vi den venstre halvdel for meget, så bliver vi deprimerede, glæden begraves dermed og vore muligheder for at leve livet fuldt ud reduceres. Derfor foreslog en hjerneforsker – i fuld seriøsitet – at skrue ned for venstre halvdels kapacitet ved at afskære højre øje for lys, og ad den vej dæmpe aktiviteten i venstre side. For det er også i den side, at stressen sidder. På den måde skulle der kunne komme mere fut i højre side – i glæden.
Problemet er bare, at den glæde som evangeliet taler om ikke kommer fra os selv. Den glæde er vi ikke selv herre eller frue over og den lader sig ikke sådan ommøblere med lysdæmpere eller kontemplative flytte-teknikker. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage vores hjerne og vores psykiske ve og vel alvorligt og måske i perioder støtte os til medicin, der skruer op og ned for blusset. Men den sande og uforfalskede glæde ligger udenfor os selv. Den sande glæde er Guds tro, håb og kærlighed, som omfavner enhver skabning. Vor Herre har kun et mål med os og det er, at hans glæde må komme ind under huden på hver enkelt af os! Så behøver ingen nemlig at grave sig ned. For kommer glæden udefra så er det i grunden et fedt, om vi befinder os i højre eller venstre bane; om vi er rationelle eller i vore følelsers vold; om vi er deprimerede eller overskudsagtige. Guds glæde kommer på tværs af vores habitus. Enten som himmelsk tale eller i mødet med det menneske, som ser dig som hans eller hendes næste.

Det er frygten, der får os til at grave ned. Enkefru Møghe frygtede tysken og manden i evangeliet frygter Gud, fordi Gud for ham fremstår som en hård og dømmende gud. Som et jaget dyr turde manden med den ene talent ikke andet end grave og dernæst stagnere. Sådan har mennesker gennem tiden frygtet både Gud og hinandens hårdhed. Nuvel, en forkyndelse af en streng gud er altid en mulighed, men så er den ikke sand, men derimod en uskøn overføring af vores egen frygt. Vi skaber da en gud i vort eget billede og han er sjældent til nogen hjælp eller trøst.

Men hvad med vores egen hårdhed overfor hinanden?  Vi kritiserer hinanden for alt i tiden: vi brokker os over politikerne, medierne, folkekirken, folkeskolen og fanden og hans pumpestok. Vi rakker hinanden ned ude som hjemme.  Vi beklikker hinandens motiver og tror pr. automatik, at den anden altid mener noget helt syvende, end det hun/han rent faktisk forsøger at sige. Der bliver råbt løftebrud og lækage i et væk! En mistænksomhedens hermeneutik svæver over vandene, og en omvendt opbyggelighed sætter alt for nemt dagsordenen.

En af tidens mest benyttede graveteknikker her til lands kunne hedde: SARKASME. Ordet stammer fra græsk og betyder noget i retning af at flå eller sønderrive kød. I Ordbogen over det Danske Sprog er sarkasme at forstå som: “Bitter, haanende bemærkning; spydighed; bidende vittighed.” Sarkasme er rå ironi og kan godt være sjov især hvis man som dens modtager ikke er alt for selvhøjtidelig. Men den kan i yderste konsekvens ende i mobning. Omvendt kan sarkasme også ses som en afmagts-ytring, hvor vi forsøger at beskrive livets absurditets-erfaringer og ad den vej rumme verdens uhyrligheder. Men som den franske forfatter Andre Gide siger, så er faren, at før eller siden bliver man indhentet af sine egne sarkasmer.

For hvis sarkasmen bliver vores primære talemåde, så graver vi os selv, hinanden og fællesskabet ned. Spørgsmålet er, om vi i virkelig er blevet så bange for at tage fejl, at vi derfor må fremstille den anden som latterlig? Er det også derfor, vi er blevet så ringe til at give plads for andre synspunkter? Kunne det skyldes, at de fede år på alle niveauer er slut og af frygt for, hvad i morgen måtte byde, har vi gravet både gods og begge halvhjernerne ned, og dermed overgivet os fuldstændig til reptilhjernen? Centret for livets allermest basale nødvendigheder: angreb, forsvar, mad og sex.

Nej, så slemt er det forhåbentligt ikke endnu, vel? Så mens vi gør os klar med klap for øjet til de magre år med hamstring af klipfisk og petroleum, så bliver vi nødt til at tro blindt på, at Guds generøse kærlighed vil os det bedste, vil helt ind under huden på enhver af os.

Reklamer