Sidste søndag efter helligtrekonger 2012

Der er på en måde noget dybt absurd over, at vi bliver født for blot at dø! Det kan synes uendeligt meningsløst, især fordi mange af os stabler en masse ting og sager på benene og måske også bruger tiden på at kæmpe kampe med og mod hinanden på kryds og tværs … OG så i sidste ende, ja, så dør vi! Var det virkelig det?

Igennem tiden har tanken om den absurde død fundet vej igennem de fleste af os – tror jeg nok, det er i hvert fald min påstand! Når vi har mærket eksistensen kradse – når vi oplever livets utro sider. Når uheldigheder, tilfældigheder, ulykker og sygdomme i et splitsekund ændrer, hvad vi troede og håbede. Når livet pludselig ikke bliver, som vi havde planlagt det, så melder det store HVORFOR sig.

Kunsten er fuld af disse kradsemærker. Menneskets forgængelighed og endelighed er blevet afsøgt og udstillet. Fordi den altid vil forekomme os gådefuld i al sin uovervindelighed.

Barokkens vanitasbilleder skulle netop minde tilskueren om livets skrøbelighed. Vanitas er latin og kan oversættes med tomt eller indholdsløst. Maleriernes symbolik var timeglas, dødningehoveder (som vi også har en del af her i Budolfi), det var slukkede stearinlys, sæbebobler, fugle, fisk, blomster eller frugt, der var gået i forrådnelse. Tilværelsens flygtighed var bestemt til at få øje på.

I 1993 gjorde kunstneren Christian Lemmerz sit for at minde os om livets skrøbelighed med de berømte svinekroppe – (en moderne minimalistisk vanitastolkning?) – på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen vakte stor forargelse: kunne det virkelig være kunst at se grise gå i forrådnelse? JA da – eller som kunstneren selv udtalte det: Kunst er ikke en skildring af livet. Men kunst er selve livet og et liv uden død er utænkeligt for mennesker. Sidenhen udtalte Lemmerz: ”For at opnå en stærk livsglæde, må man konfrontere sig med den største trussel, nemlig døden.”

Liv og død kan ikke adskilles, kan ikke udskilles og destilleret overhældes på 2 flasker og eksistere hver for sig. Det har biologien, kunsten og vore erfaringer lært os. Har belært os om, at livet og døden altid kittes sammen af glæde og lidelse. Nuvel, det lyder banalt og dog kan det være svært nok at være i.

Men når snakken så falder på evigt liv, så bliver det svært for mange af os. For slet ikke at nævne Jesu ord: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”. Her kræves en forklaring. Hvordan kan elske korrespondere med at miste sit liv – og hvordan kan hade gå hånd i hånd med bevare til evigt liv ?

Det evige liv er Guds væren, det er det store alt, og bliver i sagens natur nødt til at rumme evigheden. Det er i den, at alle skabninger er indskrevet. Det er i den virkelighed, vi lever og dør – hverken mere eller mindre.

Men hvorfor denne tale om at elske og at hade? To ord som i kristendommen endelig ikke må forveksles med vore følelser, som vi mennesker i sympati eller det modsatte knytter med hinanden.

I dagens evangelium rækker elske og hade langt ud over vores hverdagsvokabularium. For når det største bud lyder, at du skal elske din Gud og din næste, så er det ikke ensbetydende med, at vi alle er eller skal være hinandens bedste venner og sådan pr. refleks SKAL knus-elske Gud og hvermand, som vi møder på vores vej. Relationer er forskellige og vi er kun mennesker.

Derimod betyder at elske, at den Anden i forholdet ”dig og mig” altid og for evigt er ubetinget lige vigtig og værdig, hvad vi så end måtte tumle med af frustration, had og andre afmagtsfølelser overfor hinanden. Går vi planken helt ud, så er den Anden altid vigtigere end mig.

At elske betyder for en stund at glemme (eller miste) sig selv for den Andens skyld. Det er ikke kun godt for den Anden, men kan også opleves som ren helse for en selv og de neuroser og spekulationer, vi måtte rende rundt med.

At elske betyder, at man ofrer sig for fællesskabets skyld. Hvad Jesus gjorde. Siden har enkelte mænd og kvinder udvist det sammen mod rundt i verden og det er de så blev husket for.

Men undskyld mig – ikke for at fornærme nogens ofringer – men det meste af tiden er vi vist langt bedre til at give den som offer, hvor modgang og modstand konsekvent aflæses som undertrykkelse af ”mig” og i stedet for at kæmpe videre (hvis det altså er muligt), så lægger vi os helst fladt ned og råber ansvarsløst og uden retning, at nogen må da gøre noget. Med andre ord glemmer vi ikke os selv, tværtimod så fastholder vi os selv som den vigtigste i relationen JEG – DIG!

At hade sit liv for at bevare det er gudskelov ikke noget bud på samme måde som det dobbelte kærlighedsbud, der vil, at vi skal elske Gud og næsten! Ordene må derfor afkodes ind i den sammenhæng, som de er sagt i – ellers ender vi i en absurd blindgyde måske med en selvmords-bombers-attitude. Jesus taler her om sig selv og om den skæbne, der venter ham! Om den fremtid der her og nu bringer hans sjæl i oprør. Han befinder sig i ”et allerede og et endnu ikke” – spændt ud mellem liv og død og kan ikke andet end fyldes med frygt eller angst om man vil. For han kender Guds plan og ved at timen er kommet.

I dag begynder Jesu lange påskemarch mod korset. Han er på vej for at ofre sig selv for kærlighedens skyld. På vej til Jerusalem – på vej mod hån og spot – Jesus er det hvedekorn, der skal ned i mørket – der skal dø for at genopstå – bryde op gennem udpint jord for at bære mange fold. Vi, du og jeg, er Jesu mange fold – en stor og broget mangfoldighed i en flertydig verden. Menneskesønnen aka Jesus Kristus må dø for, at vi andre kan leve.

Fornedrelse og herliggørelse så vi andre kan leve på trods af uheldigheder, tilfældigheder, sygdomme og ulykker. Død og opstandelse så vi kan leve på trods af relationssammenbrud eller når vi glemmer næsten og i stedet slår ring om eget ego – eventuelt under offerets selv-glorificering!

Har Jesu død og opstandelse så givet os fyldestgørende svar på, hvorfor vi bliver født for at dø? Nej, egentlig ikke! De biologiske grunde kender vi og bliver den ganske tid  også klogere derpå. Men det store HVORFOR får vi vel egentlig ikke noget svar på, det er og bliver indfældet i skabelsens egen gåde, som kun Gud kender svaret på. Derimod vil kristendommen – tror jeg -, at vi skal rette vort fokus på det livgivende HVORDAN – hvordan lever vi vort liv og hvordan dør vi vores død? Ikke ud fra et moralsk kodeks ud i dans, røg og kortspil. Men tør du derimod tro dig elsket? tør du løfte dit ansvar i det små? og tør du stole på dine syndernes nådige forladelse, når intet andet er muligt at tro?

Tja, jeg hverken kan eller skal svare højt på nogens vegne og slet ikke på egne! MEN og det kan ikke gentages ofte nok, om vi lever eller dør, så er vi Guds! Vi er hans elskede børn – og vi er for altid omsluttet af håbets horisont – også når meningsløsheden banker på med sit store hvorfor. DERFOR kan og skal vi sige ….

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højtlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN

Reklamer