13. søndag efter trinitatis 2013

Gennem alle dage har mennesket ledt efter nøglen til Gud. Den nøgle der kan låse Gud op – åbne og afsløre, hvad og hvem og hvor Gud egentlig er – diverse gudsbeviser har været af mere eller mindre subtil karakter – men har aldrig leveret det fuldendte – det rationelle – bevis. I oplysningstiden fik filosoffen Kant endelig formuleret, at Gud ikke sådan lader sig afsløre – via videnskabelig bevisførelse – det vil sige i vore dage giver det heller ikke megen mening at forsøge sig med mikroskopering eller for den sags skyld såkaldt intelligent design – Guds DNA synes at forblive uden for vores rækkevidde …

Og det har så medført, at blikket er blevet flyttet fra skaberen selv til skabningen. For Gud må så være noget, vi har inde i hovedet, måske som en slags fader-figur, hvis Freud altså har ret. Og det sidste hit her i nyere tid er, at hjerne- og religionsforskere verden over har kørt den ene ”troende” – i DK unge fra Indre Mission – efter den anden gennem en MR-scanner, imens han/hun fremsagde sit Fadervor. Alt sammen for at finde ud af, om og hvor Gud sidder i den menneskelige hjerne – ja, om der overhovedet er resonans – for at sige det rent ud.

Forrige mandag (12.08.2013) stod der at læse i The Independent: ”Religious people are less intelligent than atheists”. Et psykolog-team fra Rocherster universitetet har gennemgået 63 undersøgelse fra 1920’erne og frem til 2012, hvor man bl.a. har fuldt børn med høj IQ (dvs over 135) og har måttet konstatere, at der er en ”pålidelig negativ sammenhæng mellem intelligens og religiøsitet”.

ALTSÅ jo højere intelligens jo mindre tro. Høj intelligens er lig med mere skolegang og mere skolegang er lig med en øget rationel tænkning – ergo er overbevisninger uden forankring i målbare størrelser ikke noget for intelligente mennesker: ”who ‘know better’” ! Kritikerne af undersøgelsen fremhæver dog (ganske forståeligt), at forskernes forståelse af intelligens er noget begrænset – nemlig kun til logik – til analytisk matematisk tænkning. Og hvad så med den kreative og den følelsesmæssige intelligens? Og jeg kunne tilføje – de i hvert fald 4 andre intelligens områder …

Tja, jo, ja … spørgsmålet – for mig – er i virkeligheden, hvad er det lige, vi skal bruge den slags undersøgelser til? Andet end at ateisten så har større sans for logik – og derfor lidt polemisk sagt – er bedre til at regne den ud … og hva’ så? Ender vi ikke bare der, hvor vi plejer nemlig med at dele hinanden ind i de allerede eksisterende kasser: en for de kloge, en for de dumme, en for de kreative og en for de empatiske etc. … og til sidst har vi fået isoleret hinanden i hver sin kasse og der kan vi så kukkelure og evt. råbe skål til dem, vi altid er enige med … OG midt i hele denne kassetænkning kommer dagens evangelium så på tværs – for endnu engang at nedbryde alle vore menneskeskabte kategorier …

Inde på National Gallery (rum 9) hænger der en fortolkning af den barmhjertige samaritaner. Det er malet af italieneren Jacopa Bassano i årene 1562-63. På billedet ses et nøgent forslået menneske, som en fremmed – en samaritaner – (klædt i blåt og rødt) omsorgsfuldt er ved at hjælpe på fødderne. Bag dem står der en hest. I billedets højre hjørne forneden er der 2 jagthunde – ofte hedder det sig, at malerne selv ville sætte et personligt præg ved at male og dermed forevige f.eks. egne hunde – MEN hundene er også symbolet på (Misericordia og Pax): barmhjertighed og fred!

Bagerst i billede oppe til venstre – kan man se en by – en tavs og grå by – to mand klædt i næsten samme grå farve er på vej mod den i rask trav – det virker ikke, som om nogen af dem har blik for noget som helst andet end deres egen færden – de har for længst passeret den forslåede … den ene af dem går for øvrigt og læser – sikkert i loven – og ligner på en måde os andre, når vi på gaden, i bussen eller i toget fortabt for omverdenen har næsen og bevidstheden nede i smartphonen.

4 forskellige personer møder vi altså i dag – eller 4 forskellige måder at være i livet på kunne man også sige – 4 eksistentielle udtryk, som vi alle rummer og som de fleste måske kender en flig til:

1) Ham med snuden i lov-bogen er måske den analytiske (ikke ateisten – men dog alligevel med en snært kritik og klar til at sætte Jesus på prøve), han forsøger at forstå – forstå ordene og reglerne om både tro og det med Gud.

2) En anden har bare travlt med at nå frem.

3) Så er der ham samaritaneren, der hjælper den forslåede, måske har han en særlig udviklet empati? Og føler sig kaldet til at hjælpe, hvor han kommer frem …

4) Og endelig er der det forslåede menneske. Hvem er det egentlig? Han er gennem tiderne blevet udlagt på forskellige måder. Men måske er han i virkeligheden billedet på eksistensen selv. På den rå virkelighed uden fernis, dikkedarer og materiel make-up eller make-over. På det skabte liv der leves i medgang og modgang – sammen – og hver for sig. Et billede på det såre menneskelige i at kunne opleve sig berøvet og slået til jorden af livets egen indbyggede skrøbelighed – som konstant truer mellem fødsel og død. Hvor mod – i et splitsekund kan forvandles til modløshed – til hjælpeløsheden – og hvor håbløsheden kan vinde overtaget, så høj logisk, kreativ eller social intelligens pludselig er et fedt og bliver sekundære i forholdet til at overleve – til at komme videre – komme igennem …

På trods af de 4’s forskelligheder – det være sig i opgaver og muligheder – tja, måske endda ift forskellige begavelser – hvem ved?, så har de alle det til fælles, at de i et og alt er omsluttet af Guds barmhjertighed og fred! Derfor giver det god mening, at Bassano på sit maleri har medtaget de 2 jagthunde. Den forslåede eksistens mødes nemlig af en kraft – en for ham anonym kraft – som barmhjertigt bærer ham videre – en kraft som vil, at han skal leve. Lige såvel som samaritaneren – der ifølge traditionen er født udenfor den tids kategori og derfor dømt ude – bæres af en kraft, han ikke kender. En kærlighedens kraft der har sit udspring i, at enhver – uden undtagelse – er skabt i Guds billede – skabt til at leve – skabt til at elske! Ja, skabt til at blive elsket.

Præcis, sådan som det også loves os i dåben – omend med lidt andre ord, når Jesus siger: jeg er med dig til verdens ende – ”I am with you always, even unto the end of the world” – er med dig og med mig – lige meget hvordan vores eksistens udfolder eller må udfolde sig fremover i det store såvel som i det små. For evig og for altid er og vil du være omsluttet af Guds barmhjertighed og fred, det er hvad evangeliet vil minde os om denne søndag …

20080726_jacopo_bassano
Reklamer