19. søndag efter trinitatis 2013

Ind imellem møder jeg, som sygehuspræst, patienter der stiller mig det helt naturlige spørgsmål: ”præst, kan du ikke helbrede mig?” Og spørgsmålet er virkelig et oprigtig ønske, det er talt ud af hjertets længsel efter forandring – talt ud af sindet som et asymmetrisk miks af lidt mere angst end af håb. Et såre menneskeligt ønske midt i modløsheden.

Samtidig er spørgsmålet vel heller ikke helt uvæsentligt – for verden over også her til lands – gør såkaldte helbredelsesprædikanter i deres dertilhørende kirker sig aktive i et forsøg på at helbrede sygdomme – i både krop og sind – med bibelske tekststeder og bønner. Et gudstjeneste-fænomen som jeg ikke kan andet end møde med skepsis – især fordi jeg har mødt en del frustration og fortvivlelse fra de, der søgte helbredelse. Frustration fordi det ikke virkede – og efterfølgende fortvivlelse fordi den syge er blevet mødt med bebrejdelser og troskrav: Det er også fordi du er vantro eller ikke tror nok! Det er også fordi du synder eller ikke er rigtig frelst.

2 ting går galt her: 1) Tro er ikke en præstation og 2) biblen er ikke en lægehåndbog. Nuvel, Jesus kunne helbrede og gjorde det gerne, det ved vi fra de mange prædiken-tekster, der netop er spundet omkring et helbredelses-under. Men i stedet for at applikere dem og i værste fald ende i kvaksalveri, så skal de forstås som en understregning af Jesu liv, død og opstandelse som sandt menneske og sand Gud. Hvad der altså er muligt for Gud er dermed også muligt for Jesus.

Tro er ikke en præstation! Tja, den er mere tricky, for alle dage har mennesker i alverdens åndelige sammenhænge og religioner forsøgt at gøre noget for at nå det højeste – det højeste forstået som himmel eller som bevidsthed. Kierkegaards stadielære er bare et eksempel, hvor det handler om at åndsspringe fra kategori spidsborgeren via æstetikeren via etikeren for til sidst at ende i det religiøse – det ypperste! Altid opad – fordi opad er godt – det være sig gennem bøn, afsondrethed, meditation, faste, regler for mad, drikke, lyst, fornøjelse etc – altsammen for at komme op! Her må jeg et nanosekund gøre et holdt ved sprogforskningen – nærmere præcis ved den disciplin, der hedder kognitiv semantik (Lakhoff) – som bl.a. arbejder med retnings-metaforer. OP – det lille tillægsord – er en retnings-metafor: OP er altid godt – tænk f.eks. på ”OP med humøret” – de fleste planter gror op ad, for der oppe er lyset. OP er også godt fordi: det lille barn, når det ammes kigger op på sin mor og der oppefra kommer alt godt: nemlig føden. OP er altså på alle måder godt.

Bevægelsen går dog den anden vej i dagens evangelium – nemlig nedad. Den lamme kommer oppe fra og ned. Der er andre, der har taget over. Der er ikke megen solo-præstation over den ned-tur. Her er tro ingen præstation og den er aldrig afhængig af, hvad jeg selv vil og kan eller magter rent åndeligt. Tro er derimod relationsbestemt. I teksten bestemt af, at 4 mand hjælper en lam og ikke mindst bestemt af, at Gud vil sin skabning og med sin tro på os, sætter os i bevægelse.

”Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” spørger Jesus de skriftkloge om for snart 2000 år siden og hvorfor ikke også lade det være et spørgsmål til os her i Budolfi i dag 6. Oktober 2013.

Så hvad er sværest: At helbrede eller at tilgive syndere?

Her taler vi altså ikke helbredelse ved hjælp af højteknologi, medicin og lægevidenskab – her taler vi konkret om helbredelse med ordene: Rejs dig, tag din båre og gå. Erfaringsmæssigt må jeg dog fastholde, at for mig er ord-helbredelse talt ud af menneskets egen mund umulig (men jeg er selvfølgelig også slave af logikken og dens vestlige årsags-virkningstænkning) –  samtidig med, at jeg et eller andet sted gerne vil tro, at for Gud er intet umuligt. Og alligevel er jeg ikke i tvivl om – endda med hånden på hjertet – at jeg til hver en tid foretrækker at få fjernet en syg blindtarm kirurgisk frem for, at nogen forsøger at tale eller synge den rask eller væk! Ergo det er muligt for Jesus at helbrede i evangelierne – men for os mennesker har jeg min stærke tvivl.

Men er det så nemmere at tilgive syndere? Hvilket oversat fra det selvkørende kirkesprog til almindeligt dansk kunne lyde: ”at genoprette et brudt forhold”. Er det nemmere at genoprette et forhold, der er gået itu – i smadder – i hårknude? Tja, det kommer vel an på hvem den anden er og hvad der er sket?

Den anden kan f.eks. være en kollega – en bekendt – en ven – eller familie, nabo, folkeslag, nationer som ligger i en mere eller mindre spændt konflikt med hinanden – og det endda gennem generationer – eksemplerne er legio – vi kender knuderne fra historien, tv, aviser, film, drama og litteratur – der i blandt biblen – ja, og måske kender vi dem endda fra os selv. Her er det, at Jesus pålægger os – f.eks. i Bjergprædikenen – at vi skal forlige os med hinanden. Hvilket – indrømmet – er nemmere sagt end gjort og alligevel er det en fordring, som han pålægger os alle!

Men hvad nu, hvis det er overfor livets Gud, at vi oplever forholdet brudt? At vi overfor Gud – tilværelsen selv – mærker disharmoni, føler utilstrækkelighed og modløshed? Er fanget af sindets evne til at gå i tankemyldende-kredsløb i og om sig selv – samtidig med, at vi et eller andet sted i kroppen eller erindringen længes efter forandring – trænger til fornyelse? Komme ud af lammelsen og bare smide båren på nakken og gå?

Ja, da er det, at også vi skal lade os fire ned! Præcis som den lamme mand skal vi hejses ned og mindes om, at vi på trods af, hvad vi selv måtte føle, opleve eller mene: for evig og altid er i relation med Gud – også selv om vi tror os glemt eller fortabt eller konkret er blevet ekskluderet af hinanden – eller os selv.

Når vi da “ned-firet” mindes om vores sande identitet – som værende Guds børn med Jesu-ord: ”Søn (– Datter), dine synder tilgives dig”, så er bevægelse mulig! Livet – det ufuldkomne – med de fejl og mangler, som vi hver især bakser med fysisk som psykisk – med hele, halve eller kvarte lammelser – med sårbarhed og kroniske skavanker og uhelbredelige sygdomme!

Tilgivelse er forudsætningen for alt. Tilgivelsen som skænkes mennesket i dåben, når det som lille ”fires” ned i døbefondet og korstegnes for bryst og pande og med 3 håndfulde vand skænkes det evige liv og for altid kærtegnes med tro, håb og kærlighed. Tilgivelsen som ligeledes skænkes os ved nadverbordet – hvor om Martin Luther forøvrigt skriver i sin lille katekismus: “Hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed” –, det er her vi tankes op med mod af livets egen Gud, så vi kan rejse os og fri af andres og egen dom kan gå UD af kirkedøren – ud i verden – UD BLANDT de andre, der hvor livet leves med sine op- og nedture …

Reklamer