5. søndag efter trinitatis 2013

Gudstjenesten er gentagelse. År ud og år ind gør vi det samme – hver for sig og alligevel sammen – i dette rum præcis kl. 10, når klokkerne har vækket byen og bedeslagene – 3 gange 3 for Faderen, Sønnen og Helligånden – har lydt, og vi alle sættes i svingninger af orglets store brusende lyd. Hver evig eneste søndag begynder vi forfra og forfra og gentager, hvad der er blevet sagt – naturligvis på forskellig vis i forhold til tid og sted og selvfølgelig i et mere eller mindre varieret repertoire af metaforer – som f.eks. i dag, hvor Jesus siger: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud”.

Og derfor var det måske heller ikke så underligt, da en tænksom konfirmand i foråret spurgte mig om det ikke er ensformigt at være præst og sige det samme hver evig eneste søndag! For det var, hvad han oplevede fra kirkebænken. Den samme trummerum af musik, salmer og replikker pakket ind i forskellige genrer. Tja, jo og dog … ?!

”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud” er, hvad Jesus i bund og grund møder os med hver eneste søndag. Det er evangeliets klare røst om, at vi skal turde leve livet på trods af, at vore erfaringer måske har lært os at holde igen – måske endda holde kortene tæt ind til kroppen og kun stole på egne fornemmelser. ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud” er også, hvad der siges os i dåben og ved nadverbordet. Når vi som små har hele livet foran os og endnu ikke er nervøst ramt af de obligatoriske katastrofe-neuroser, der efterhånden er det moderne menneskes følgesvend. Og når vi senere i livet finder det ”helsende” at dele brød og vin omkring nadverbordet for at blive mindet om, at livet S K A L gå videre på trods af ugens skærmydsler med os selv, hinanden og måske Gud.

Men hvorfor er det egentligt nødvendigt, at Jesus siger – ja, gentager og gentager og gentager evangeliets fylde for os? Burde det ikke snart være slået fast med 7-tommersøm, at vi skal leve … at vi skal lægge fra land og begive os ud på det dybe og der kaste garnet ud … har konfirmanden på en måde ikke ret i sin indvending … eller ? Svaret kunne ligge hos Simon – Simon Peter.

Lad os derfor dvæle ved Peter. Ham der gennem tidens løb af nogen er blevet kaldt alt fra ynkelig til af andre at være blevet ophøjet til den første kirkes store leder og efterfølgende have dannet skole for romerkirken. Lad os droppe begge positioner og betragte Peter som et spejl af os selv: Et menneske med den for nogen måske velkendte forbeholdenhed som da han siger ”Mester, vi har slidt hele natten og ingen ting fået”. Han er også et menneske, der ikke kan bære tanken om, at hans gode – måske bedste – ven skal lide og dø for hans skyld, og derfor kan han ikke andet end forsøge at sætte en fod i døren på Guds store frelsesplan, for tanken om et liv uden Jesus skærer ham dybt i hjertet. Peter er også det menneske, der lover mere end han kan holde og derfor får hanen til at gale, da Jesus bliver arresteret ved morgengry langfredag. Og hver gang Peter har været menneskelig og handlet som mennesker nu gør – på både godt og ondt – så har Jesus gentaget og gentaget og repeteret evangeliets kerne: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud” – At Peter skal turde livet på trods!

Så jo konfirmanden har på en måde ret i, at der kan synes en vis form for ensformighed over gudstjenesten. Men det er netop dens styrke, vil jeg mene. At vi kl. 10 altid mødes af den – og med den – samme kærlighed. Mødes af en Gud, der vil os, fordi vi alle som én er skabt i hans billede, skabt til et liv og en død omsluttet af hans uforanderlige og dermed evige kærlighed. En kærlighed som aldrig slipper os og som ingen kan melde sig ud af – eller for den sags skyld blive meldt eller hældt ud af …

Foranderligheden ligger hos os mennesker, fordi vi kun er mennesker. For det er os, der kan komme i tvivl og fortvivles på det dybe vand. Det er os, der kan glemme vores identitet som Guds elskede skabninger. Det er os, der kan forkaste og fortrænge andres værd og reducere hinanden til u-mennesker, fordi vi ikke forstår hinandens valg eller levevis – eller slet og ret ikke bryder os om hinanden.

Gud – sådan som vi møder han i Jesus Kristus – er ikke en lunefuld og nøjeregnende moralist, der dømmer nogen inde og andre ude – en sådan udlægning beror ene og alene på os mennesker og de kvaler, vi selv måtte kæmpe med. Netop derfor er vi til alle tider – i fællesskab som menighed og præst – forpligtet til at reflektere over, om vi måske blot i ny og næ kunne være fanget i en blind vinkel på den enøjede måde, når vi læser og fortolker Guds ord. Derfor begynder vi den ganske tid forfra og forfra og får gentaget og gentaget: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud”. Så vi ikke ender med at reducere det store kærligheds-hav, som Jesus sender ikke kun disciplene men også os andre – både dem vi er enige med og dem vi er uenige med – ud på til en omgang ”religiøs put and take”, hvor ilt ofte kan være en mangelvare, fordi vi partout skal have vores menneskeskabte dogmer og (undskyld mig) vrangforestillinger til at gå op i en højere enhed. Det være sig om Gud, om os selv, om f.eks. seksualmoral eller himmel og helvede med dertilhørende ”dobbelt udgang” – og hvad vi ellers gennem tiderne har opfundet og udtænkt af mental massakre på Guds uendelige kærlighed – enten i frygt eller fordi vi skulle eller skal have vores årsags-virknings-tænkning til at gå op …

Når det sker, så har vi brug for at blive modsagt: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud” Vi skal turde tro på, at der er frelse nok! Vi behøver ikke frygte, at kærligheden er afmålt -portions-anrettet – og hængt op på et metafysisk-belønnings-system a la noget for noget. MEN vi skal holde fast i det ord om, at der er guddommelig kærlighed nok – nok til alle! Det er den gentagelse, vi mødes om hver evig eneste søndag: At du er Guds elskede skabning – du S K A L leve dit liv – og du skal se til, at andre også gør det!

Efter Peter og de andres fisketur var deres liv for altid forandret. De forlod, hvad de levede og åndede i og fulgte Jesus. De fik en mission. Sådan tænker vi nok næppe om vort eget liv – det er vist de færreste af os, der efter højmessen i dag vil gøre som Peter, Jakob og Johannes. Og alligevel kan vi jo i det små prøve at tage gentagelsen med os: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud”. Og lade den kærlighed som vi er skabt i og til forplante sig videre i de cirkler, som vi træder ind og ud af i den kommende uge …

Reklamer