8. søndag efter trinitatis 2013

Min gode ven og yndlingsprædikant – sognepræst Lena Kjems – har sagt ok til dele sin søndags-præk her – TAK for det:

“De rejser rundt i verden og sidder på en solbeskinnet strand og spiser en pæretærte, som de selv lige har bagt. Hele tiden.”

Sådan skriver en forundret journalist efter i nogle uger at have fulgt med i venners opdateringer på Facebook.

Sandt er det, det vrimler for tiden med billeder af lykkelige mennesker, der lægger flotte feriebilleder ud. Uanset hvem det er og hvor der skrives fra, så er nøgleordet harmoni. Her er absolut fred og fordragelighed, der hygges for hårdt. Nogle trekker i Himalaya og finder sig selv på toppen af bjerget, andre er på cykeltur i Holland, igen andre tar i sommerhus på Vestkysten og finder rav, og så er der nogle der bliver hjemme på terrassen med webergrillen, fordi det er for en gangs skyld sommer i Danmark. Og alt er godt.

Men lad os nu bare sige det som det er – de falske profeter er dem eller det i os, der fortælle om vores verden og vores ferier som vi gerne ville den var, ikke som den rent faktisk er. (Og det er et fænomen som fandtes længe før Facebook. Jeg erindrer i hvert fald som barn endeløse timer med pæne og kedelige lysbilledfremvisninger, for ikke at tale om smalfilm)

Om sommeren er det ligesom forbudt at have problemer, især når solen skinner. Så skulle man da være et rigtigt skarn, som vi indforstået siger til hinanden, også selvom vi ikke mener det.

I den forgangne uge prøvede medierne at piske en stemning op overfor de forældre, der sender deres børn i institution i ferien, og selv holder fri. Det er noget, der kan forarge her midt i agurketiden. Og børneeksperter sætter trumf på ved at udtale, at det er dybt skadeligt for børn, ikke at holde ferie med deres forældre og der er ingen ende på hvor indignerede vi kan blive. Vi vil ikke høre tale om det, vi vil se glade og nyforelskede forældre med rødkindede børn, der er lykkelige over at være sammen i ferien. Det er lige før man godt kan forstå de forældre der gør det.

For det er ikke nemt at leve op til i det virkelige liv.

Hvor mange af os har ikke prøvet at køre sydpå og skændes bravt indtil et godt stykke efter Hamborg, fordi vi er ude af vanen med at være sammen, fordi teenagesønnen dybest set ikke gider med, fordi den yngste hver 5. km spørger: Er vi der ikke snart, når han altså ikke lige skal tisse? Fordi vi har forskellige forventninger til ferien, som hurtigt viser sig at være modsatrettede.

Og hvor mange af os har ikke prøvet at komme trætte frem og konstatere at det hotelværelse, som vi har givet ekstra for skulle være med havudsigt, der er der sket en dobbeltbookning, sådan at vi ender i et rum i baggården med udsigt til affaldsskakten. Eller hotellet er et af dem som Ung Rejs benytter, og de unges døgnrytme er sådan ca omvendt af ens egen.

Det er almindelig kendt at ferien ikke kun er en tid vi finder sammen, men også en tid hvor vi går fra hinanden. Måske fordi vi lever i hverdagens trummerum og så skal det pinedød være perfekt, når vi holder ferie.

Jo, de falske profeter er dem, eller det i os, der fortæller om ferien, som vi ville ønske den var. Det ville være rart og i overensstemmelse med virkeligheden hvis vi af solidaritet med hinanden blev enige om, ikke kun at skrive når vi sidder i solnedgangen i Sydfrankrig og nyder et køligt glas rose med udsigt til både hav, bjerge og endeløse blå lavendelmarker – men også når vi går sukkerkold i bjergene, punkterer på cykelferien, eller på anden måde kommer ud for det, som nu også engang er en del af livet. (Men ok når jeg ser fotoalbums igennem fra dengang vores børn var små, så er der aldrig nogen hvor de græder eller er midt i et hysterisk anfald).

Og en anden ting. De falske profeter er dem, eller det i os der bliver enig om at lukke Danmark ned i juli måned, selvom vi inderst inde godt ved, at det er den måned, hvor mange mennesker føler sig allermest ensomme og isolerede. Dem der ikke kan komme udenfor en dør, dem der ikke tør det, dem der ikke har råd. 250.000 gamle mennesker lever med en tavs telefon i det daglige, hvor mange flere så ikke i ferietiden, når også lokalcenter og lokalpsykiatri drosler ned. Det kan vi faktisk ikke være bekendt som samfund.

Men i kirken holder vi ikke ferielukket. Her skal vi kunne komme og høre evangeliet – det glædelige og trøsterige budskab om, at vi er set og elsket ikke på grund af fine statusopdateringer, men fordi vi er dem vi er på godt og ondt. I hverdag og ferie.

En klog mand har sagt at mange af os slider os halvt ihjel for at ende op med noget andet – eksotiske rejser f.eks. end det vi i grunden længes efter

For er den længsel i os der er dybest ikke længslen efter at være elsket. Er de bedste stunder i vores liv ikke der, hvor vi selvforglemmende bare er sammen – i med såvel som modgang- uden tanke på opdatering flere gange om dagen. Hvor vi ikke hele tiden forsøger at gøre os fortjent til de andres beundring og anerkendelse, men finder mod til at leve af Guds nåde i tillid til at det er alt nok.

Vi kan rigtig nok trænge til en opdatering af nåden. Det får vi i nadveren. Her bliver det klart at Gud ”synes godt om” os, både fordi vi er dem vi er men også på trods. Og i nadveren bliver det klart, at vi – fremfor at udråbe andre til at være falske profeter, det man siger bliver man jo hurtigt selv – at vi skal holde os til Ham, der er vejen, sandheden og livet. Ham der er lige nær på os hvad enten vi står på bjergets top på den anden side af jorden, eller sidder alene herhjemme med en tavs telefon. Ja, selv dem der rejser rundt i verden og sidder på en solbeskinnet strand og spiser tærte, de selv lige har bagt, selv dem er han Gud for. Det er sandheden om vores liv og enhver der siger andet lyver.

Reklamer