Pinse 2013

I dag fejrer vi Skabelsen! At det øde og det tomme fik fylde. At Gud i et udefinerbart øjeblik blandende og dannede mennesket ifølge vores skabelsesmyte. Verden og livet blev sat i svingninger og dermed blev der også givet los for alverdens udtryk på godt og ondt. Og før Gud-Skaber havde set sig om, var menneskene på vej op, op for at sætte skabelsen i system. Den skulle tæmmes og underlægges fornuften, fordi skabelsens anarkistiske vildskab forekom dem større og mere frygtindgydende end vores hjernekapacitet magtede – og stadig magter – at forholde sig til. Og midt i denne opadstigen – denne acceleration af egen evolution – steg Skaberen ned – og som en teglsten i vore sko måtte han standse vores vildfarelse og minde menneskene om, at de – vi – skal være jorden tro. De blev da spredt ud i en vild mangfoldighed uden mage og uden den mindste orden i geledderne.

Og tiden gik og den fik fylde, den julenat da det lille Jesus-barn lod sig føde til glæde for hele folket – uden undtagelse! En glæde der helt konkret manifesterer sig i, at Jesus – uden undtagelse – igen og igen – holder fast i, at kærligheden er det største – større end ALT andet i livet og døden … at den håber alt, tror alt, udholder alt – at kærligheden aldrig hører op!

Og det blev pinse – også for disciplene i Jerusalem. Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart havde de delt boet imellem sig og var gået hver til sit, men nu mødtes de så igen; for denne dag er nemlig også en af de helt store jødiske festdage, hvor man samles og glædes over de 10 bud, som Moses fik på Sinai-bjerget; netop derfor var der festivitas og gang i den i hele byen. Natten til pinse holdt mange sig ovenikøbet vågne ”for måske at opleve det korte øjeblik, hvor himlen ifølge jødisk overlevering åbner sig (…), så man kan se dens herlighed” (KD 31/05/2009 – Pinsen er også en jødisk fest).

Mens de mindst ventede det – og jøderne stod der med nakken tilbage stift stirrende mod himlen og disciplene sådan tudsede lidt hvile- og visionsløse rundt indenfor – kom der et vindstød: som en lun sommervind – som en velgørende scirocco – der med ét hvirvlede dem omkring. Det var Hellig Ånden, der trængte sig på. Hellig Ånden der fik dem til at prise Guds skaberværk på alverdens sprog. Hellig Ånden der trak mennesket ud af sig selv – ud i verden – ud til de andre.

Derude hvor vi altid kan blive grebet af forfærdelse og miste modet. Derude hvor livet leves på godt og ondt! Derude hvor flertydigheden kan forvirre og forstyrre vores ro, renlighed og regelmæssighed! Derude hvor kærligheden ikke er begrænset til et ”hokus pokus mig selv i fokus”. Derude hvor kærligheden altid vil, at vi skal forstå os som ET fællesskab – og vel at mærke ikke et afgrænset og konstrueret Babels-fællesskab! SE, det er kærligheden! Det er, hvad Jesus har efterladt os, når han siger: ”Fred efterlader jeg Jer, min fred giver jeg Jer”.

Guds fred, der vil enhver skabning uanset vores ”etiske formåen”, vores hudfarve, sociale status, seksuelle præference – ja, om vi tror lidt eller meget eller slet ikke! Pinsen er dermed Guds endelig manifestation af, at hans fred er universel – og aldrig kun forbeholdt de få. Den skænkes kvit og frit til dig og mig i alle mulige former – for eksempel i det konkrete møde med en anden! Med et menneske der pludselig får øje på dig – SER, dig – hvor du allermindst venter det og som formår at trænge igennem din uro og ”alenehed”.

Guds fred er ikke en schhhh-fred, hvor vi alle hver især skal være stille for Gud i kortere eller længere øjeblikke! Guds fred insisterer derimod på – nogen gange endda larmende, som når vindstødene går lige lovligt frisk over Limfjordens vande – IKKE at lade os i fred. For den vil ikke, at vi forskanser os bag tykke mure, fordi vi er bange eller er utrygge ved det, som vi ikke formår eller forstår. OG andre gange insisterer Guds fred på at være en blid og næsten umærkelig og udefinerbar brise, der kærtegner din sårbarhed, som digteren Helle Søtrup skriver det: “Gud er en lyd – en erindring – en salme der synger sig selv – en tro er at lytte til ord du aldrig har kendt – Han sang dig så blidt ind i livet – Han synger dig blidt ud igen”

Det er derfor, vi kommer i kirken for at høre, hvad Jesus har lært os og sagt os. For da at gå ud igen – med pligten og ikke mindst modet til at se – ikke opad mod fjerne eksotiske og uforpligtende himmelstrøg med dertil hørende herlighed. MEN derimod med modet og ikke mindst pligten til at se – ud over vores egen næsetip – se vore medmennesker. SE dem, som vi er sat til at være Skabelse med. Hvilket betyder, at vi har fået i pinseligt-opdrag ikke kun at bære vort eget liv – men også bære hinandens, hvis det er nødvendigt! Bære over og bære igennem, hvor det er muligt.

Rejs Jer, lad os gå herfra! er Jesu sidste ord til os i dag. På det ord vil også vi holde pinse – Skabelsens Store Festdag – den dag, hvor den endelige sløjfe mellem himmel og jord blev bundet og dermed er også vi i al evighed forbundet med Gud og hinanden … AMEN

(skrevet i den 11. time sammen med sognepræst Malene Bendtsen)

Reklamer