1. søndag efter påske 2014

”Følg mig”, siger Jesus som afsluttende replik i dagens evangelium! Godt så, men hvad mener han egentlig med denne lille, men på alle måder ganske insisterende opfordring ”Følg mig”?

For han tænker vel næppe på, at vi skal hægte os på ham via f.eks. de sociale medier: Det være sig Twitter, Facebook, Instagram eller hvor vi nu kan – og måtte – følge hinanden i cyberspace.

Det her handler ikke om, at vi skal ”like” ham eller ”synes godt om” Jesus. Responsen på ”Følg mig” er ikke bare et flygtig og uforpligtende klik med computermusen … nej, ”Følg mig” – denne lille sætning bestående af et udsagnsord og et personligt stedord er derimod på en måde hele evangeliets omdrejningspunkt! Og hvordan så det? En forklaring bør straks følge denne påstand …

Opfordringen er først og fremmest henvendt til disciplen Peter, hvor han hele 3 gange bliver spurgt, om han elsker Jesus – ganske vist på 3 forskellige måder. Men udgangspunktet er det samme. Og ham der spørger, spørger af ren og skær kærlighed. Det ville også synes sært mærkeligt, hvis den, der stiller spørgsmålet: ”Elsker du mig?”, ikke selv følte en rettethed – en kærlighed – mod ham, som han spørger.

Peter og Jesus har fulgt hinanden lige siden den morgen, hvor Jesus kom forbi og satte sig ved søen og kiggede ud på den båd, hvorfra Peter og hans venner fiskede. Siden den morgen har de været bedste venner. De har vandret sammen og mødt børn, mænd og kvinder. Sammen har de taget hånd om de syge, de udstødte, de fremmede og en masse andre. De har skændtes og parlamenteret med de skriftkloge og andre belæste – og Peter er sammen med de øvrige disciple blevet irettesat og korrigeret af Jesus selv. F.eks. den dag da disciplene ville forhindre forældrene i at lade deres børn blive velsignet af Jesus. Sådan som vi hørte det i teksten, der lød ved dåben lige før.

Med andre ord: så er forholdet mellem Jesus og Peter alt andet end flygtigt og uforpligtende. Det er derimod dybt forpligtende og båret af det stof, som enhver varm og troværdig relation flyder over af: nemlig sympati, empati og omsorg.

Med påskens bibelske begivenheder i frisk erindring, så ved vi godt, at forholdet Peter-Jesus også blev sat på prøve. Sådan som relationer mennesker imellem bliver det – eller i hvert fald kan blive det, når vi er tæt nok på hinanden.

F.eks. i Gethsemanehave hvor Peter og vennerne havde lovet at holde sig vågne. Jesus vidste godt, at hans tilfangetagelse – og dermed død – var faretruende nær og han havde derfor brug for, at nogen – nogen af hans allernærmeste – ville være sammen med ham – ville holde ham med selskab midt i ensomhedens rastløse angst-tilstand. Men en efter en faldt disciplene i søvn – også Peter. Knap var det blevet morgen – stemningen var spændt – Jesus var bragt til forhør – alle i Jerusalem var på stikkerne – disciplene var bange – flere af dem var på flugt. Da er det, at Peter hele 3 gange bliver spurgt, om han kender Jesus … og 3 gange svarede han NEJ. Væk over alle bjerge var Peter. Så meget for det venskab, kunne én så hævde … MEN jeg tror simpelthen, at Peter mistede modet – blev ramt af angst for den ukendte fremtid – og tænkte: jeg må redde mit skin – mit liv – og bare forsvinde og det i en fart. Sådan kunne jeg fortsætte med at rode i motiverne for Peters 3 nej’er og postulere en masse om baggrunden for Peters berømte benægtelse, der fik hanen til at gale – endevende og kortlægge Peters alt for menneskelige modløshed med dertilhørende fejhed. MEN jeg bremses, jeg bremses gud-ske-tak-og-lov af dagens evangelium, som har en helt anden tilgang til vores svigt og vore mangler – overfor f.eks. dyderne: mod og udholdenhed. Jesus møder nemlig ikke Peter med bebrejdelser eller med en symmetrisk noget-for-noget tænkning, der alt for nemt fører over i hævn og straf. Derimod møder Jesus Peter med kærlighed – det der på kirkesprog hedder nåde eller tilgivelse. Jesus vil stadig Peter – på trods af hans benægtelse. Han vil stadig, at han skal være en del af flokken. Ja, oven i købet vil Jesus, at Peter skal lede dem alle videre. Han skal tage sit ansvar som menneske på sig og bringe – føre – kærligheden videre ud i verden. Den kærlighed, der altid sejrer over tvivl og fortvivlelse, fordi den fastholder, at vi i al evighed er Guds elskede skabninger.

Præcis som det fortælles os i dåben! Hvor vi velsignes – og med vand og Ånd fortælles, at Gud er med os til verdens ende! Og det lige meget, hvor vores vej – og eventuelle nej – fører os hen.

Præcis som det manifesterer sig omkring alterbordet, hvor vi alle som en om lidt er inviteret til at dele vin og brød sammen. Hvor vi kan komme med al vores menneskelighed inklusiv de nej’er, som vi måske egentlig slet ikke er så stolte af – ja, som vi allerhelst helst tier om – fortrænger hvis det er muligt. Hvor vi kan komme med vores tvivl og mistillid og modløshed og angst. Hvor vi kan komme helt som os selv – og hvor vi hver evig eneste gang bliver mødt af Jesu JA til os og vore liv. Og hvor han vil, at vi – når vi atter rejser os – skal turde sige JA til livet, sige JA til hinandens næstekærlighed og sige JA til den verden, som venter på os udenfor kirkeporten! Eller omskrevet – sige JA til hans opfordring om at følge ham! Så vi kan leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. AMEN

iStock_FacebookLikeHand-e1355880961312

Reklamer