Langfredag 2014

I forbindelse med dagen i dag – 18. april 2014 – har der i vort land siden december 2012 udspillet sig et mindre flagdilemma! Skal vi sædvanen tro flage på halv langfredag og skal vi sædvanen tro på den årlige Dybbøldag sætte Dannebrog på hel? Begge dele er naturligvis ikke muligt!

Men vort Justitsministerium afgjorde sagen og jeg citerer fra http://www.dybbøl2014.dk: ”i svaret hedder det bl.a., at de officielle flagdage er tilknyttet en særlig signalværdi, hvorfor der efter Justitsministeriets opfattelse skal særdeles tungtvejende grunde til, hvis en statslig institution ikke skal flage i overensstemmelse med de officielle flagdage. Ifølge de officielle flagdage skal der flages på halv stang hele dagen langfredag. I svaret fra ministeriet lyder det videre, at den officielle flagning langfredag i den henseende er særlig betydningsfuld. Derfor finder Justitsministeriet, at der langfredag den 18. april 2014 bør flages med Dannebrog på halv stang fra statslige myndigheders bygninger i overensstemmelse med reglerne for flagning på de officielle flagdage.” Citat SLUT.

Og på alle måder giver det – for mig – god mening, at der flages på halv stang på denne 150 års dag for slaget på Dybbøl. For når alt kommer til alt, så var denne dag et sandt helvede – siden 2. april 1864 var der blevet kæmpet og forfatteren Tom Buk Swienty beskriver slagmarken sådan her: ”Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle…”
Det endelige slag – fandt altså sted – præcis i dag for 150 år siden. Dagen inden – d. 17. april forsøgte generalløjtnant Gerlach forgæves at få den danske regerings tilladelse til at forlade stillingen og trække alle mand tilbage, fordi han vidste, at preussernes overlegenhed ville medføre en sand nedslagtning. Men anmodningen blev afvist og næste morgen kl. 6 sattes det endelige angreb af preusserne ind – Buk Swienty beskriver – efter studier af breve og andre kilder – soldaternes indbyrdes kamp således: ”… De tænker ikke. Det er der ingen, der gør: Man reagerer instinktivt. En forunderlig kraft tændes i mennesket i kampen om liv og død. En kraft, der får ellers så fredelige bønderkarle, studenter, kroejere, møllere, stationsforstandere, bagere, skolelærere, godsejersønner, arbejdsmænd og teologer til at brøle, slå, sparke, skyde, hyle, hugge med det ene formål at dræbe. En kraft som strømmer gennem alle dem oppe ved skanserne i dette øjeblik. Nogle steder bliver kampen kort. Andre steder generobrer små danske styrker terræn. Men om kampen varer fem minutter eller det seksdobbelte (den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time); afsindig er den alle steder her et par minutter inde i slaget…”. – Alt er en stor blodrus.

Jeg skal ikke her gennemgå hele slaget, det er trods alt en langfredagsprædiken – tiden op til slaget og selve dets gang vil senere på året kunne ses i en tv-serie om 1864 på Danmarks Radio – men summa summarum kl. cirka 14 er nederlaget en totalt og en indiskutabel kendsgerning. De helt nøjagtige tabstal kendes ikke præcist, men de opgørelser, som vi kender (og jeg ved, at kilderne her er uenige), lyder: Preussiske tab: 1201 døde og sårede. Danske tab: 1669 døde og 3131 er såret, taget til fange, deserteret eller på anden måde savnet.

Så efter min beskedne men oprigtige mening er der god grund til at flage på halv i dag – lang-dybbøl-dag – for hin dag på skansen var det for alvor langfredag – også selv om slaget fandt sted på en mandag! Jesu ord på korset: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, som lyder i dagens evangelium, lød også ud over skanserne – på den nok mest blodige mandag i Danmarkshistorien – til hver eneste soldat – uanset nationalitet -, der blev fanget i angsten eller i resignerende afmagt eller indkapslet af blodrusen. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” lød også til regeringen i København, der på baggrund af politiske fejlslutninger ikke fulgte generalløjtnantens forespørgsel og dermed ikke skånede de mange unge mænds liv. Ordene ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” lød også til de preussiske/østriske sejrherre som jublede om den endelige sejr.

Jesu ord var og er totalt uafhængige og frie af, hvad vi – du og jeg – føler, tænker eller tror alternativt ikke-tror – om os selv eller hinanden eller for den sags skyld om: GUD. Ja, lige meget hvilken en af de 2 mænd, der korsfæstedes sammen med Jesus på denne fredag i Jerusalem, vi eventuelt måtte identificere os med. Det være sig ham, der siger: ”Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” eller ham, der siger: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” så gælder Jesu korsord ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” os alle – hele menneskeheden tilsiges i dag tilgivelse! Langfredag er med andre ord ”den store amnesti”, hvor ”hævnspiralen brydes” (Margrethe Dahlerup Koch). Destruktionen, døden og ødelæggelsen får ikke det sidste ord, for det sidste ord tager Jesus og han siger til os alle, at der er mere! Der er mere liv og der er mere ”at kæmpe” for – ikke med de bare næver men med kærligheden – med forsoningen som fortegn på videre væren i verden ! På en måde går der allerede påskemorgen og genopstandelse i den – ja, undskyld mit kække ordvalg – men midt i den smertefulde mørke langfredag lader Jesus os på en måde ane en sprække af lyset.

For dem der stod på Golgatha hin fredag for et par tusinde år siden var sprækken usynlig og blev først åbenbaret påskemorgen, da kvinderne kom ud til den tomme grav. Og for de overlevende på Dybbøl – og alle de mange efterladte landet over til de døde mænd – hin mandag for 150 år siden var der kun død og stank og krudtslam og sønderrevne kroppe og uendelig klagesang tilbage.

Men os der kender historiens gang ved, at efter endnu en stor hæslig krig fra 1914-18 (hvis udbrud vi også mindes i år) kom et 1920. Nærmere præcis en 15. juni 1920 – en genforening! Den grænse – der efter nederlaget på Dybbøl blev flyttet til Kongeåen og som reducerede landet kraftigt, fordi Helstaten (aka Danmark) måtte afstå de 3 hertugdømmer: Slesvig, Holsten og Lauenburg – blev efter afstemningen flyttet, så Sønderjylland igen blev dansk!
Aftalen, der blev indgået, er på alle måder unik, fordi den gav plads til, at det tyske mindretal kunne leve i Danmark og omvendt det danske mindretal kunne leve i Tyskland. Side om side – dør om dør – i gensidig respekt – med hver sit sprog, sin kultur, sin kirke, sin skole, sit gymnasium, sin børnehave, sit bibliotek, sin roklub, og så videre – som opvokset i Aabenraa ved jeg, at det fungerede – og stadig fungerer fint. Ingen andre steder i verden har det kunnet lade sig gøre som i Grænselandet – andre steder er folkene eller måske snarere deres magthavere gået i flæsket på i hinanden på et eller andet tidspunkt og har krævet udrensninger eller nye grænsedragninger. Men ikke i Grænselandet – Slesvig-modellen som den kaldes er virkelig enestående og har siden dengang været et forbillede verden over for fredelig sameksistens.

For det er jo netop fredelige sameksistens Jesus gik i døden for! Over alt på sin vej inkluderede Jesus mennesker. Der hvor kvinder, mænd, børn af forskellige grunde blev holdt ude, der inviterede han dem ind i fællesskabet. ”Lad de små børn komme til mig”, sagde han, da disciplene ville holde dem på afstand. Da de skriftkloge ville stene en kvinde, der var grebet i hor, sagde Jesus: ”Den, der er ren, kan kaste den første sten”. De syge, de såkaldt urene, dem med en uvelkommen nationalitet spiste og drak han frejdigt sammen med! Ham, der endte med at forråde og sælge sin bedste ven for 30 mønter langfredag, var Jesus i dagligt fællesskab med! Intet menneske – absolut intet menneske – var ham fremmed – han levede fuldt og helt ud fra, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og på den tro døde han – blev slået ihjel – og selv i døden fastholdt han vort – dit og mit – menneskeværd med ordene: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”! De ord er virkelig særligt betydningsfulde (som justitsministeriet selv kalder langfredag i deres flagafgørelse), fordi på den tilgivelse opfordres vi – i medgang og modgang – til at leve og fatte mod til at stole på, at forsoningen – den fredelige sameksistens – altid er mulig – selv når det som på en langfredag ser allermest umuligt og formørket ud … AMEN

logo

Reklamer