2. juledag 2015

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden.” – sådan siger Jesus! Ord der ikke kan andet end vække forundring og provokere ens panderynker på den der virkelig fortvivlende måde. FOR har vi ikke netop de sidste par dage hørt om, at julenat sang englene om “fred på jord” – endda flerstemmigt. Og har vi ikke også hørt, at Gud ER kærlighed … og er kærlighed ikke fredeligt og smukt og noget vi alle kan – og skal – nikke ja og amen til?

Fredelig var nu ikke altid lige, hvad Jesus selv var – og her tillader jeg mig – ud fra devisen om, at julen varer lige til påske – at slå et svinkeærinde. Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem og alle står de der med rytmisk svingende palmegrene og råber Hosianna og er fuldstændig overbevidste i håbet om, at Jesus er kommet for at smide besættelsesmagten – romerne på porten – og dermed befrie landet.

Men knap har Jesus passeret byporten, før han sætter kursen mod templet – og gennemfører den nok så berømte tempelrensning. Rundt templet var der fyldt med handelsborde, her kunne folk købe alverdens offerdyr: alt fra store fede okser til velvoksne priser – til små undseelige 3-for-en-10’er duer, som de derefter bragte til alteret og på god gammeldags maner ofrede til Gud. I håbet om, at finde nåde for hans ansigt.

Det var her Jesus gik mere eller mindre amok og kastede bordene til højre og venstre og råbte og smældede af sælgerne og de handlende: ›Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene. Men I har gjort det til en røverkule.« (MK 11,17) – et sted, hvor mønterne klirrede – ja, vel nærmest en art forløber for den senere afladsordning, der var med til at “berige” den nok så store Moderkirke.

Den mission, som Jesus påbegyndte julenat i krybben til englesang, bliver fuldført i påsken. Missionen der i al sin enkelhed handlede om at sætte Gud fri – havde til opdrag at sætte kærligheden fri. Gud havde “de gamle” nemlig spærret inde bag et forhæng i det aller helligste, som kun særligt egnede måtte nærme sig. Men ægte kærlighed – den der påstår, at et hvert menneske – uanset etnicitet, socialgruppe, køn, habitus på den ene eller den anden måde – ER skabt i Guds billede og derfor elsket i al sin mangelfuldhed og det for evigt – ja en sådan kærlighed lader sig ikke begrænse uden at blive usand. Kontrolleret og rationeret og dikteret kærlighed er ikke ægte kærlighed – er ikke Guds! Guds egen søn – Jesus – blev sendt til Planet Jorden for at re-definere Guds kærlighed, som den sande og den ægte “livs-ytring”, der sætter fri.
Sætter fri for alle at smadre og modsige alle de grænser, vi hegner hinanden ude bag eller murer os selv inde bag … det være sig kollektivt eller ganske solo.

Og her tænker jeg som hverken på hvad Europa har oplevet gennem det år, vi snart siger farvel til eller hvordan vi historisk har begået os. Nej, her tænker jeg såmænd ikke meget længere end – med afsæt i dagens evangelium – på de forskellige relationer, vi omgåes i det daglige. Hvor vi selv – eller ihvertfald nogen af os – kræver at blive elsket og bekræftet i det uendelige og det lige meget hvad. Bent Falk – teolog og terapeut – udtalte i et interview i 2013: “Folk vil have magt over andre menneskers kærlighed. De vil have garanti for, at de bliver elsket hele tiden og lidt til. Men man må nøjes med den kærlighed, man får, ellers får man mindre, end man kunne have fået. For at få magt over andres kærlighed prøver vi konstant at blive gode nok. Gode nok til at blive elsket eller populære. Det frygtelige er, at jo mere man gør for at blive elsket, jo længere kommer man fra sandheden om sig selv. Hvis jeg for at få folks gode vilje pleaser dem i begge ender, så gør jeg mig selv usynlig. Når man betaler for kærligheden, er den ikke noget værd, når man får den.” (Bent Falk – 06.04.2013).

Med andre ord så forstiller vi os, for at “den anden” skal synes om os – like os, som det hedder “social-medie’sk”. Vi gestalter os – måske med lånte fjer – og puster os op til meget mere end det overhovedet er nødvendigt … For sådan tror vi, at andre vil ha os … kontrollerede og rationerede … uden snavs … uden fejl og uden mangler … OG dermed gør jeg min næste til mit publikum – til rekvisit – for mit næste applaus … så jeg kan føle mig elsket … MEN spørgsmålet er om “den anden” – min næste – i virkeligheden vil ha’ mig på den måde? ER det ikke netop min vrangforestilling, som når FALK siger, at vi gør os usynlige … fjerner os fra hvem vi slet og ret er … OG da må det næste spørgsmål blive: hvem er jeg? og hvad vil det sige at være skabt i Guds billede … SVARET får du ved at spejle dig i krybben – i julekrybben.

Spejl dig i det lille og sårbare menneskebarn – og få modet til at erkende, at du er afhængig af andre … ikke af deres klapsalver og falden på halen … MEN af deres “væren i verden” … om det så betyder, at vi får mere fred og ro … tja, det gør det nok ikke, men det er da en begyndelse på at sætte både sig selv og den anden fri, så vi kan leve sammen … AMEN41_00259385_el-greco_tempelreinigung

Reklamer