Fastelavn 2015

(prædikenen er skrevet før nattens terror i København, mens afslutningen er ændret på baggrund af angrebet på ytringsfriheden og synagogen)

Tiden er inde til at vende alting op og ned. Vi står lige foran indgangen til de sidste 40 dage frem mod påske. For mindre end to måneder siden fejrede vi Guds komme til jorden; hvor vi sang, spiste for meget og jublede over, at det største viste sig i det mindste. Og nu bliver der vendt op og ned på hele molevitten. En alvor melder sig. En tid til eftertanke. Og fest vil blive afløst af sorg; men fordi vi er på den anden side af den første påskefest, så ved vi også, at sorgen ikke trækket det sidste stik hjem, men at påskemorgen slukker langfredagssorgen.

I katolsk tid var fastetiden en fysisk og åndelig forberedelse. Og fastelavn var det netop aftenen før den egentlig fasteperiode gik i gang. Denne aften blev der smovset i kød og fede spiser. Og derefter stod den ellers på fisk, grød og groft brød indtil påskefesten.

Med Luther og reformationen afskaffedes i 1536 fasten som en kirkelig tradition; men den folkelige fastelavnsfest har overlevet og den dag i dag fejres fastelavn landet over med tøndeslagning og udklædning. Eller tænk på karnevalet i Rio, ja og her i Aalborg eller tidligere tiders maskerader. Målet er, at vi gennem udklædningen får muligheden for at gøre alt det, som vi ikke må, tør eller kan i det daglige. For bag vore masker vil ingen jo kunne finde ud af hvem vi er. Vi kan med andre ord selv skabe vores identitet; vi kan blive supermand, der for en eftermiddag eller aften redder hele verden. Vi kan være prinsessen, der drømmer om og får sin kronprins eller klodshans, der blæser på alle normer og etiketter og på gedebuk ridder lige ind i prinsessens hjerte.

Men det er jo ikke kun til fastelavn, karneval eller maskerade, at vi tage masker på. I det daglige kan vi også tage masker på – tvunget eller utvunget – ja, man kan sige, at vi på-tager os en bestemt attitude. Fra sprogets egne talemåder kender vi: at det kan være svært ved at finde den rette grimasse og andre gange taler vi ligefrem om, at vi kan tabe ansigt. Og dermed bliver vi afsløret, som dem vi er.

I dagens tekst er det Jesus, der bliver afsløret. Han bliver afsløret som Guds søn og dermed begynder også hans sidste 40 dage frem mod langfredag og påskemorgens genopstandelse.

Jesus henvender sig til Johannes Døberen og beder ham om at døbe sig. Men hvorfor skal Jesus egentlig døbes? Jo, dels for at blive afsløret for os som Guds søn, som den sande menneskesøn. Og dels bliver det os fortalt, hvordan Jesus er med til at omdefinere den dåb, som Johannes prædiker og praktiserer.

Johannes Døberen kender vi som en asket – et konstant fastende menneske – som gik omkring og råbte på sine samtidige mennesker med kravet om deres omvendelse! Johannes gjorde det til menneskets suveræne ansvar at påtage sig ansvar for egen frelse. Gennem rigtige handlinger og gode gerninger skulle mennesket konstant anstrenge sig for at stå i det rette forhold til Gud. På den måde var der ingen plads til at snuble – til at fejle; ja, i det hele taget til at gøre sig de erfaringer, som ethvert liv byder på. Uden denne reformulering af dåben ville den kristne tro være endt som en morallære og livet ville komme til at handle om ”mig selv” med fuld fokus på min egen frelse. Sat på en spids så ville troen bliver en slags frelses-egoisme, hvor enhver tanke og handling udelukkende handlede om mit rette forhold til Gud – min vej til Gud og frelsen.

MEN i dåben skal du ikke afgøre dig og komme til Gud. Det er omvendt. I dåben kommer Gud til dig: Som det lyder i dagens evangelium:
”Men da Jesus blev døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ”Du er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”.

Vi bliver udrustet med en kærlighedserklæring. En tilsigelse om, at du lille menneske er set, som den unikke skabning, du rent faktisk er – også, når medmennesker skulle mene noget helt andet.

Jesus – Guds søn – skal døbes for at nyfortolke dåben. Men samtidig bliver han også døbt, fordi han er et menneske som du og jeg. Et medmenneske som igennem de bibelske beretninger bliver trukket igennem de samme glæder og sorger, som mange mennesker oplever eller hører om i deres hverdag. Gud er ikke en fjern Gud, som sidder og trækker i trådene, som var vi statister i et dukketeater. Nej, han er en levende medspiller.

Jesus Kristus er med os alle dage: i dåben og derfra følger han os hele vejen hele livet. For hvor end vi havner, så har han været der før os. Han er til fest og glæde. Han har mødt fristelsen og den fysiske og psykiske lidelse. Han oplevede ensomheden, da alle andre svigtede. Han kender til den angst ethvert menneske fortvivlende kan fortabes i her og nu. Da han langfredag hang på korset og med dødsangst skreg mod himlen: ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” tog han enhver menneskelig afmagt alvorlig og gennemlevede den. Kristus kender om nogen det menneskelige sind – han har mødt alle afarter af troens udtryk – lige fra det frommeste af det fromme til – på korset – den ultimative eksistentielle gudsforladthed.

Når vi bliver døbt, bliver vi omsluttet af præcis den samme kærlighed, som Jesus Kristus blev omsluttet af: ”du er min elskede, i dig har jeg velbehag”. Vi skal intet gøre for at få Guds kærlighed, vi får den for intet; den er totalt gratis.

Det er fastelavn og vi tager maskerne på, og forhåbentlig tør vi lade dem falde igen. For overfor Gud behøver vi dem slet ikke, vi er hans elskede børn og det er godt nok. Vi er hver især et eller andet sted i livet – og vi er det omsluttet af Guds velsignelse og hans tro på, at livet skal lykkes; også selvom dagen i dag for nogen kan være svær og uoverkommelig at se sig igennem.

Der er 40 dage til påsken og fastetiden har gjort sit indtog i kirken. Vi faster og spæger ikke legemet mere. Vi skal ikke gennemgå bestemte bods ritualer, men omvendt kan det måske ikke skade med lidt tid til eftertanke.

Måske kan fasten ligefrem bruges som en opfordring til, at vi for en stund vender blikket bort fra vor egen trang til frelse – i det store som det små – og dermed tør stole på, at vores frelse har Gud styr på. Der er bekymringer nok, men den bekymring – om vi er Guds – er vi en gang for alle sat fri af. Gå fra kirke og stol på Guds kærlighed. Døbt som udøbt.

Måske fasten kunne benyttes til at tænke lidt over, hvorledes vi kan praktisere lidt – bare en smule – næstekærlighed – ikke for vores egen skyld, men for de mennesker, som vi måtte møde på vores vej. Dåben er ikke kun en kærlighedsgave. Dåben er også en opgave. En opgave som pålægger hver enkelt af os at tage ansvar. Ansvar for os selv og medansvar for hinanden. Omskrevet kunne vi sige: ”Lev og lad leve”. Og ovenpå begivenhederne i København i nat, så er der al god grund til at nævne denne lille men på alle måder livsvigtige sætning: ”Lev og lad leve”. Hele Jesu liv gik netop ud på at praktisere denne tænkning; nemlig at inkludere alle mennesker! Inklusion på trods af forskellighed. En inklusion der satte den enkelte fri af stive religiøse regler og normer. Et fællesskab kan kun fungere, når vi tør give hinanden friheden til at være i og med al vores forskellighed; det gælder sig i forhold til vores grundlovssikrede frihed til at tænke, tro og ytre os – og til at leve det liv, vi vil – så længe det ikke skader andre!!!

I nat mistede 3 mennesker livet og 5 blev såret. Alle 8 mennesker – hver og enkelt skabt i Guds billede – har familie, venner, kollegaer, bekendte som i dag sidder med hjerne, hjerte og hænder fulde af sorg og afmagt og som ikke fatter, hvad der skete. Og vi andre med dem.
Afmagten kan forblive afmægtig, men den kan også gå amok i impulsiv eller organiseret vrede. Forhåbentlig sker det ikke. Forhåbentlig kan vi alle besinde os – ja, for det er NU, at det kræves af os. Det er nu, vi skal sunde os og tage den frihed alvorlig, som vi har fået skænket for intet og som vi er forpligtet på at dele med hinanden. AMEN

Reklamer