Påskedag 2015

“Han er opstået”, siger den unge mand til Maria Magdalene, Maria og Salome. Slet og ret og helt uden omsvøb (det være sig fysisk, psykisk, mytisk eller poetisk) siger han: Jesus er opstanden; hverken mere eller mindre; Jesus er simpelthen stået op og gået i forvejen. Et udsagn der på denne første påskemorgen ryster de 3 kvinder ganske voldsomt, for de havde jo i virkeligheden forventet noget helt andet; de havde forventet at se en død mand, hvis lig de sammen skulle gøre i stand. I dag rystes også vi … måske?!, nuvel, nok ikke af den samme forfærdelse, men mange af os ryster måske på vort snusfornuftige “2+2=4”-hoved over opstandelses-påstanden. For det, vi hører i påske-evangeliet, er aldeles løst fra de erfaringer, som vi gør os sammen og hver for sig i det daglige. For her er en død altid en død og det pr. definition udi samtlige dødstegn og ligpletter …

MEN lad mig straks slå fast, at kristendommen klippefast hviler på påstanden om Jesu Kristi opstandelse … hverken mere eller mindre … og så er det i grunden et fedt, om den tolkes eller forståes fysisk eller psykisk eller mytisk eller poetisk eller hvad forskellige “trosvidner” gerne offentligt proklamerer deres kristen-tro til at være baseret på. Dermed ikke sagt, at opstandelsen ikke er svær, bøvlet og for mange af os ubegribelig og gådefuld og ikke sådan lige til at få has på – det være sig fysisk, psykisk, mytisk eller poetisk. Som en teolog engang svarede, da en journalist spurgte ham: “Tror De på opstandelsen?” og han uden omsvøb sagde: “Ikke nok” …

Spørgsmålet er så, hvornår nok er nok? ER opstandelsen virkelig afhængig af min liden tro? ER det mig eller dig, der skal holde hele molevitten kørende? Tja, det kunne én jo næsten forårsages til at tro, hvis vi tænker tilbage på debatten om præsters opstandelses-forestillinger omkring juletid. Hvor det umiddelbart virkede som om, at de i deres iver for at køre sig selv og deres tro på banen helt havde glemt, at Gud er kærlighed og at opstandelsen, derfor handler om kærlighed!

Hvis vi nu forestiller os en kristendom uden opstandelse, så ville Jesu korsdød være det sidste … så ville kærligheden – såfremt Gud altså er kærlighed – været blevet slået ihjel en gang for alle og langfredag være det endelige punktum for Guds væren i verden. Så ville alt det, som Jesus havde gået omkring og sagt og gjort, da han inviterede alle mennesker – på tværs af samtlige skel – ind i fællesskabet være en timelig og flygtig begivenhed, som enhver med hjertet på det rette sted kunne have fyret af … og så var Jesus endt som en moralsk sprællemand, vi kunne hive frem og tilbage alt efter behag og etiske mode-luner …

På grund af påskemorgen lever kærligheden videre i blandt os. Den nægtede simpelthen at afgå permanent ved døden og er derfor lige så spræl-levende nu, som den var før langfredag. Genopstandelsen viser os, at Guds kærlighed er evig gyldig og aldrig nogen sinde afhængig af vores formåen ud i tro eller tvivl eller alt det, der ligger ind imellem … Konkret betyder det, at kærligheden ALTID er en mulighed mellem os. Der er altid mere at sige, der er altid mere at gøre. Gud vil, at vore relationer aldrig bliver tømt for muligheder … Hvor vi altså stille og roligt kan forholde os passive i forholdet til mere eller mindre klippefast opstandelses-tro med dertilhørende dogmer (som vi ikke altid forstår eller som tiden og kirken i virkeligheden er vokset fra, fordi de er blevet til i en eller anden fjern kirkekamp), så SKAL vi død og pine være aktive og medlevende i forholdet til andre mennesker. Både til dem vi kender og som vi synes rigtig godt om – og til dem vi ikke kender og især til dem vi måske slet ikke bryder os om. For om vi vil det eller ej, så er vi forbundet med hinanden – vi hænger sammen som menneskehed. Opstandelsen er – vil jeg hævde i denne påskedags-refleksion – navnet på den spontane kraft, der tvinger mig til at respektere og tage ansvaret for den anden. Derfor er den anden – min næste – også altid vigtigere end min tro og det om den – altså troen – er nok så stor eller liden eller måske slet ikke er der. Respekten og omsorgen for dit medmenneske kræver dig – og det uden undtagelse.

Vi mødes i dag påskedag for at høre, at kærligheden mellem os er mulig – er evig mulig – på trods af, at vore erfaringer med hinanden og os selv fortæller os noget andet – f.eks. at relationer også kan være bøvlede – ja, ind imellem direkte drøn-irriterende og uoverkommelige. OG ja – vi gør hinanden fortræd – vi korsfæster hinanden i det store som i det små … vi tager fejl og vi misforstår … Når du og jeg bliver tilgivet din og min manglende forståelse og omsorg, så er det dig og mig, der bliver genrejst og sendt tilbage – ind i relationen igen med fornyet mod med ordene om, at kærligheden fortsat er mulig …

10003230_10153283879274260_207348362023214478_n

 

(og som altid tak for gode drøftelser af både teologiske og sproglig karakter med sognepræst Malene Bendtsen)

 

Reklamer