1. søndag efter påske 2016

For et par år siden stod jeg og ventede på en bus i det centrale London. En mand gik med raske skridt forbi og sagde i forbifarten: ”Jesus loves you” på dansk: Jesus elsker dig! Mandens henvendelse kom helt og aldeles bag på mig, men jeg nåede dog trods alt at svare et høfligt og anglofilt “thank you very much” – mange tak. Jeg ved ikke helt, hvordan I har det, med disse ”Jesus-henvendelser” på gaden? Den gamle bisp Lindhardt blev engang mødt på gaden med et: ”Har du mødt Jesus” … hvortil han retorisk replicerede: ”Er han da blevet væk?” Se, det er jo den kvikke og muntre bemærkning, som vi hjerteligt kan le af, for den kan næsten ikke fornærme nogen – og slet ikke efter kvindernes møde ved den tomme grav påskemorgen.

Spørgsmålet ”Elsker du Jesus?” kan derimod få mig til at stivne. Især hvis det også ledsages af et ”hvor meget” elsker du. Jeg kan slet ikke finde ud af at forholde mig til de ord og i den rækkefølge.
Det er meget nemmere med det dobbelte kærlighedsbud, som lyder: DU SKAL elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Indholdet kan være svært nok at tumle med. Men jeg har ingen problemer med at få det beordret – nok fordi den fordring er mit eget ansvar og her må jeg så selv rode med mine etiske valg og naturligvis tage konsekvensen af de fejl og mangler, jeg begår – og har begået tilværelsen igennem.

Men selve spørgsmålet ”Elsker du Jesus?” provokerer mig. OG hvorfor i grunden så det? Jo, fordi jeg ikke tror nok på, at vi kan elske Jesus (vi kan lytte til hans ord og vi kan eventuelt adlyde dem – bevidst som ubevidst) men elske … kan vi egentlig det? – lad mig forklare. Vi kan elske hinanden, som kærester, som gifte folk, som forældre og børn, som familie og venner. For da kan vi se, høre og røre ved hinanden. Vi er konkret tilstede overfor hinanden og afgrænsede i vores kropslighed.

Men Jesus ham forestiller vi os. Vi har de bibelske fortællinger til rådighed og disse er blevet fortolket igennem tiderne på forskelligt sæt og vis. Indenfor samtlige kunstarter er evangeliet og Jesus blevet beskrevet, gendigtet og udlagt. Nogle udlægninger bedre end andre skal straks tilføjes herfra. Derfor er der da også beskrivelser og karakteriseringer af ham, som falder os bedre i smag end andre. Tænk bare på altertavler. Nogen vil gerne have dem af ældre dato og andre kan ikke få dem modernistiske nok. Det, som jeg vil frem til, er, at hvis jeg skal elske Jesus, så må det uvilkårligt bero på en fortolkning og dermed en forestilling inde i mit hoved, altså på min fortolkning af den fortolkning som kunstneren, digteren eller for den sags skyld præsten er kommet frem til gennem sit arbejde med og omkring biblen. Og undskyld mig, men det virker nu en smule bizart at elske sine egne forestillinger og fortolkninger af den Anden.

Men det er anderledes i dagens tekst, hvor Jesus hele tre gange på forskellig vis spørger Peter, om han elsker ham. For Peter er konkret tilstede sammen med Jesus. Jesus er ingen forestilling for Peter. De to har fulgt hinanden i tykt og tyndt siden Jesus fiskede ham op ved søen og bad ham følge med. De er nærmest at betragte som familie, som bedste venner. De har spist sammen, leet og grædt sammen og skændtes. De har misforstået hinanden, men alligevel holdt sammen.

Sådan er det også nu.

Men før vi overvejer de 3 ja’er bliver vi nødt til at vende blikket tilbage på påskens beretninger. Nemlig da Peter benægtede ethvert kendskab til Jesus overfor ypperstepræsten og hans folk, da de gik ham på klingen. Næ, for Peter kendte i hvert fald ikke noget til Jesus. Havde aldrig set eller hørt ham. Og så fulgte det berømte hanegal. Den føromtalte samhørighed mellem Peter og Jesus var afløst af en ”ham kender jeg sørme ikke noget til” attitude.

Efter verdens mest berømte fornægtelse fulgte dage med tvivl, kaos, rådvildhed, dårlig samvittighed og korsfæstelse. Men på tredje dagen genopstod Jesus Kristus. Kvinder kom ud til graven. Stenen var rullet bort fra det indesluttede mørke og graven var frygtelig tom. Tvivl blev til fortvivlelse. Men hvorfor leder vi efter den levende blandt de døde. Gud havde skubbet stenen bort, så kærligheden kan blive svaret på vores fortvivlelse og angst. Guds kærlighed har sat os fri og dermed også sat Peter fri.

Evangeliet til i dag begynder med, at Jesus og disciplene lige har spist. De har i fællesskab delt brød og fisk. Jesus har dermed tilgivet Peters løgn og menneskets svigt. På trods så er fællesskabet – kærligheden – mellem Gud og mennesket intakt. Stenen er virkelig skubbet fra graven, også selvom vores menneskelige higen efter retfærdighed og logiske ræsonnementer igen og igen med snublende præcision placerer stenen foran graven. Gudsrigets store spisebord er trukket ud og fyldt med nåde til alle. Præcis som det er, hver evig eneste gang vi hører ordene: ”Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom” De ord der indleder nadveren, der hvor vi alle forlades AL vor synd.

Men hvorfor skal måltidets hygge så pludselig afløses af Jesu på en måde intimiderende spørgsmål til Peter. De kan – og skal nok også – tolkes som modsætningen til de tre benægtelser, Peter kom med i ypperstepræstens gård. Derfor er det slet ikke så interessant, hvad Peter rent faktisk svarer i denne omgang. Traditionen har tolket samtalen som en art ”overdragelses-forretning”, hvorpå pavestolen er grundlagt! Den går ikke i den lutherske tradition og jeg tænker, at Peter jo også kunne tolkes som prototypen på det menneske, som Kristus vil berøre i ord og sakramente.
Jesu spørgsmål til Peter handler da i langt højere grad om, at Jesus fastholder disciplene og dermed også os i, at kærligheden altid er til stede og dermed altid en mulighed. Det var den før korsfæstelsen – blandt andet omkring bordet skærtorsdag og det er den også med genopstandelsen – ja, Guds genopstandelse er begrundet i ren og skær kærlighed. Opstandelse er kærlighed! Thi kærligheden er ALTID stærkere end døden.

Relationen mellem mennesket og Gud er intakt lige meget, hvad vi tænker og gør! Ja, når vi svigter og svigtes og siger NEJ en, to eller mange flere gange og hanerne galer om kap i livets store hønsegård. Når vi lover mere end, det er muligt for os at holde både over for Gud og vores næste. For Jesu Kristi opstandelse er budskabet om, at der altid er tro, håb og kærlighed.

Når vi i dag har døbt den lille dreng, så er det i troen på, at håbet og kærligheden må og skal omslutte ham. Det er evangeliets budskab kogt ind til essensen af Jesu Kristi liv, død og opstandelse. Da Jesus Kristus påskemorgen bandt himmel og jord sammen, var det ikke med henblik på, at vi skal miste jordforbindelsen og dermed tro os fritaget fra livets mange udfordringer og forhindringer, vi møder på vores vej. Himlen og jorden bindes sammen så det lille dåbsbarn og vi andre for evigt er spundet ind i Guds store fortælling om livet, døden og kærligheden.

Reklamer