18. søndag efter trinitatis 2016

I torsdag var det efterårs-jævndøgn – det betyder, at nætterne nu er længere end dagene. Vi går den mørke tid i møde … langsomt men sikkert rykker udendørslivet indendørs. På nær for os der går med hund eller løber, cykler, rider eller på anden vis er henvist til temperaturens nedadgående grad-tal og den tæt-truende skumring …

Men ind rykker vi … og der er så småt ved at komme fuld blus på forenings-Danmark med sit rige og ganske varierede udbud af bl.a. akvarel, italiensk, korsang, mere eller mindre spirituelle og fritstående legemsøvelser, en mangfoldighed af foredrag og alle de andre dag- og aftenskole aktiviteter. For noget af det der netop kendetegner vores land er hele ideen om livs-oplysning! Og det af vel og mærke både hjerne krop og sind!
“At gå til noget” har de fleste sikkert gjort på et eller andet tidspunkt og hele denne udmærket vane kan vi uden tvivl takke højskoletanken for – og dermed Gode Gamle Grundtvig. Grundtvig talte om Folkeoplysning og om Livsoplysning. Oplysningen skulle gøre os klogere på livet og dermed os selv og ikke mindst hinanden. Den skulle gøre os til ansvarlige medborgere, så vi ad den vej kunne træffe de rette valg og beslutninger.

Foruden folke- og livsoplysning talte Grundtvig også – og ikke mindst om Åndsoplysning. Grundtvig hævder, at “sand åndelig oplysning er en stor sjældenhed”. (kilde:www.danmarkshistorien.dk) – og jeg fortsætter lige med at citere kilden: “Den lader sig kun fremme ved en levende mundtlig meddelelse, som for nærværende tid kun finder sted som en sjælden undtagelse i snævre kredse.”  Sådan siger Grundtvig ham selv… udlagt betyder det:
“Det er den oplysning, der gør, at vi ikke længere kun tænker på os selv og vores nærmeste, eller kun på vore egne folkelige og nationale interesser. Ja, vi kan end ikke nøjes med at betragte os selv som mennesker i et rent humanistisk univers, hvor der ikke findes nogen højere intelligens end vores egen menneskelige. I billedet af Kristus sættes oplysningen ind i et storslået kosmologisk perspektiv. For han var så oplyst, som man som menneske overhovedet kan drømme om at blive. Han er det lysende forbillede, som understøtter den menneskelige udvikling på en måde, så vi til sidst kan blive til strålende, skabende og visdomsfulde væsener, ligesom han selv. Grundtvig opfatter altså kristendommen som udtryk for en naturlig væksttanke, der gennem Kristus’ levende forbillede og Skaberåndens oplysende og kreative mellemkomst kan forlænges langt ud over de naturlige fysiske begrænsninger ind i stadigt nye riger af sjælelige og åndelige udfoldelsesrum.” CITAT slut …

Det her er faktisk ret vildt, tænk sig, at kristendommen skulle være en kilde til vækst! At vi rent faktisk kan blive lig Kristus! For at sige det rent ud, så tiltaler den tanke mig ikke. Omend at væksttanker gennem de senere år er blevet et mantra i mange sammenhænge: både samfundsøkonomisk og individuelt på det spirituelle plan.

Når jeg er lidt lunken ved tanken, så er det, fordi en væksttanke for mig meget nemt kan blive til et ego-projekt, hvor “min frelse” bliver afgørende – jeg – altså mig – bliver mit eget livs-projekt! Jeg skal stræbe efter at blive en frugtbærende gren for min egen skyld … øh, og hvad skulle filosofien så være bag en sådan livsform? At jeg kan æde mig selv? Skulle frugten ikke gerne glæde andre? spørgsmålet er og bliver om jeg anser mig selv for at være en frugt eller om jeg i virkeligheden tænker mig selv som hele frugttræet … ER jeg selv det hele? Eller er jeg en del af? Denne sondring er vigtig,når vi skal tale om vækst og kristendom. En væksttanke må altid handle om at vækste for andres skyld! Vokse i glæde og til gavn. Altså må menneske tænkes som en del af en større helhed! Og helheden kunne tænkes som et vintræ!

I kristendommen hører vi allerede i skabelses-myten om 2 træer: det ene er kundskabens træ og det andet livets træ! Livets træ sætter tiden i verden – sætter timeligheden, som vi kan aflæse på klokken og sætter evigheden, som vi må ty til poetiske formuleringer for at kunne være i! Kundskabens træ sætter skellet mellem godt og ondt – også benævnt som disciplinen: etik! Og i dagens evangelium hører vi så om et tredje træ: Vintræet – et prædikat som Jesus sætter på sig selv. Metaforen skal ikke forstås konkret på den måde, at Jesus er en træmand, snarere tværtimod så er Jesus at forstå som en levende organisme, hvor alle mennesker – dig og mig, dem vi bryder os om og dem vi ikke kan fordrage – ER grenene! Hvilket betyder, at ethvert menneske – aka skabning – er en del af træet – er en del af helheden! Og lur mig om vintræet ikke kan tænkes som en slags tvilling til livets træ! Altså det træ der i skabelsesmyten satte tiden i verden …

Det interessante ved det vintræ, vi hører om i dag, er altså bare, at noget er galt … for det lyder som om, at kun noget af træet er godt og andet åbenbart ikke er det. De “onde” grene skal kastes på bålet … det er, hvad forfatteren vil fortælle os i dag … at vækster vi ikke i Kristus, så bærer vi ikke frugt … og så er vi intet værd … for så er vi hverken i glæde eller til gavn … tak for kaffe, tag den … hvis du var en gren lige nu, var du så på vej igennem en gren-knuser eller … himmel og helvede … frelse og fortabelse … vil De ha’ deres kaffe sort … jeg tillader mig at trække i den teologiske nødbremse og hævder straks, at noget er galt her!

For jeg vil vove den påstand, at forfatteren til Johannes evangeliet på en måde har klonet livets træ og kundskabens træ og det behøver slet ikke at være nogen dårlig idé. For hvis vi virkelig skal bruge billedet på, at vi alle sammen er podet ind i Jesus Kristus – hvor han ER stammen og vi er kviste og blade og grene og frugt og kerner og alt det der, der hører træet til, så giver det god mening også at føje etikken til. At vi mennesker træffer valg og nogen af valgene er gode og andre er mindre gode og nogen er slette og andre igen er virkelig dårlige tangerende til lede og onde valg … PÅ den måde gives vi en skabelses-mæssig helhed.
Men kloningen i dag bliver dårlig, fordi Johannes – altså forfatteren – samtidig gør Gud Fader – ham vi beder Fader Vor til, når vi f.eks. døber børnene i Kristi navn, hvor vi i dåben både skænkes syndernes forladelse, velsignelse i rigt mål og ikke mindst det evige liv – til en havemand, der dømmende kaster grene på bålet … OG den går ikke! Forfatteren til dagens evangelium gør den fejl, at han bestemmer sig for, at det er muligt at falde ud af Guds skabende og kærlige velsignelse! At hvis vi f.eks. ikke vækster – det kunne være, hvis vi ikke tror på en bestemt måde – hvis vi ikke ber’ med foldene hænder og sænket hoved – hvis vi ikke går i kirke – hvis vi ikke bogstaveligt nikker ja og amen til hvert enkelt led i både trosbekendelse og de bibelske tekster – ja, så ER vi ikke i Kristus og er vi ikke i Kristus, så er der kun grenhakkeren tilbage!

Evangeliets opdrag til os i dag er et andet! Det er, at vi alle hænger på hinanden med Kristus i vor midte – hængende der oppe på korset – korset som også er livets træ! Der hænger han, fordi han tog turen gennem bål og brand for at fortælle hele verden, at Gud er kærlighed og det betyder, at vi er skabt i kærlighed. Om vi vækster lidt eller meget eller slet ikke, så er vi i et og alt omgivet af Guds kærlighed! Den kærlighed, der støtter vore gode og kloge valg og ikke mindst som den kærlighed, der altid tilgiver, når vi fejler og bevidst som ubevist vælger det onde … AMEN

 

img_2723

Reklamer