Fastelavn 2016

Det fortælles, at Martin Luther på sit dødsleje skulle have sagt: Vi er kun sølle tiggere.

Det betyder ikke, at vi økonomisk går fallit. Men derimod, at over for livet står vi som dem, der har tabt alt. Livet kan vi aldrig få styr på eller fuld kontrol over. Vi kan aldrig blive livets herrer eller fruer.

Det vi tigger om, er, at vi må være med i livet. At livet ikke skal gå os forbi og lade os tilbage. Det som vi tigger om, og dermed beder om, – uden at vi kan betale os til det, studere os til det eller kræve det som en rettighed – er at vores øjne må åbnes, så vi kan glæde os over livet – også selv om vi ikke forstår meningen med ret meget af det.

Livet som vi kun forstår stykkevis, sådan som Paulus beskriver det i sin poetiske lovprisning af Guds evige og uforanderlige kærlighed. Den kærlighed, der nu – personificeret i Jesus Kristus – er på vej mod Jerusalem. På vej mod kors, død og opstandelse.

Disciplene forstod som så ofte før ikke ret meget. De troede, fordi de ikke kunne andet, at Jesus skulle konge-krones på den fede måde altså med fuld pomt og stor pragt. Men de tog fejl og Jesus vidste det og vi ved det også udmærket godt. Ikke fordi vi på nogen måde er klogere end disciplene, men vi har – måske – hørt hele historien før  –  historien om, at han skulle forrådes, spottes, hånes og endelig myrdes. For nogen af os er det, der skete blevet en livsvigtig historie og for andre af os en uundgåelig del af kulturen og traditionen. Men det er i grunden et fedt lige nu.

Lad os i stedet rette vort blik mod den blinde tigger. For ifølge Luther er det ham, som vi deler skæbne med.

Den blinde tigger, som sad der udenfor byen på vejen, for han kunne ikke andet. Han levede sit liv i mørke og var totalt afhængig af andre menneskers hjælp. Da han hørte (for troen kommer af det, der høres), at Jesus var i nærheden, så råbte han: Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.

Men fordi der var to opfattelser af, hvad der skulle komme til at ske i Jerusalem, så blev der uro i geledderne.

1: De forreste ville på ingen måde forstyrres i deres vandring sammen med Herren – for sammen var de jo på vej for at blive tiljublet og fejret – og for at blive udråbt til konge(r) – vi håber jo altid på, at der falder lidt af til os, når vi går sammen med magten! Så skulle sådan en udstødt skygge, da ikke forstyrre den fredelige og hyggelig harmoni.

2: Jesus var den eneste, der vidste, hvad der skulle ske. At – ja undskyld udtrykket – at helvede ville bryde løs, når han havde gjort sin entre palmesøndag. At alt det, som vi mennesker lover os selv og hinanden, i et split-sekund kan smuldre og ende i fortielse, forrådelse og forkastelse.

Overfor disse to opfattelser måtte der selvfølgelig være to reaktioner. Skaren, der fulgte Jesus og som samtidig var fanget af deres egen blinde vinkel måtte tysse på den blinde.  Mens Jesus derimod spurgte manden: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?

Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? Som et andet servicespørgsmål: hvad skulle det være! Guden spørger dig, hvad han skal gøre… gøre for dig!

Gud er virkelig blevet menneske –  sandt menneske – på menneskelige vilkår. Han gør alt det, som han selv prædikede for disciplene og alle os andre. Han ser sin næste! Han giver sig selv hen som den fuldendte kærlighed – fuldt ud og får derfor selv en blind til at se! Til at indse – for beretningen handler om langt mere end et helbredelsesunder i rent fysisk forstand!

Beretningen om den blinde tigger foregriber påskemorgen! Genopstandelsen. For det er, hvad Jesus gør ved den blinde tigger: han ser hans lidelse og genop-rejser ham.

Og dermed smeltede tiggerens og Jesu historie sammen den dag på vejen omkring Jeriko. Og sådan var det hver eneste gang Jesus så og kom disharmoniske menneskeliv i møde – om de så var døve, blinde, spedalske, kvinder, toldere, lovkyndige – ja om de var på det rigtige eller det forkerte hold (!) – om de var nogle klynkende stakler eller om de midt i deres nok så frelste fromhed blev korrekset og sendt tilbage til start uden at have kastet den første sten, ja så smeltede disse menneskers liv for altid sammen med Jesu liv, død og opstandelse.

Og dermed var intet, som det havde været før! Og hvorfor så ikke? – fordi disse – og alle vi andre med dem – var, er og vil for altid være genoprejst i troen, håbets og kærlighedens navn!

Det sker i den 3-enige dåb – det sker i nadveren og det sker, hver eneste gang vi blot overvejer, tænker, hvisker eller råber: forbarm dig over mig. Hver evig eneste gang vi mister fodfæstet og indser, at vores kontrol over mennesker, tid og sted er en stor fed blind vinkel – der rimer på bevidst eller ubevidst selvbedrag!  Hver eneste gang vi er afmægtige overfor livets magter og pludselig oplever at stå nøgne og fattige overfor livets grænser, så lyder Jesu ord:

Bliv seende, din tro har frelst dig. Det var svaret til tiggeren og det er svaret til os andre! Det betyder, at du er set og derfor kan se – det betyder også, at fordi du kan se – så kan du heller ikke mere undgå at se din næste! For da Gud forbarmede sig over os i kød og Ord, da forpligtede han også dig og mig til at elske næsten!

Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet. Han er nu på vej til Jerusalem for, at vi kan følge ham ind i opstandelsen. Sådan som tiggeren gjorde det – Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud.

Det strider alt sammen imod sund fornuft, det synes så nemt at komme på kryds og tværs af al vores rationelle tænkning – logikken er for længst hørt op! Især når vi ikke lige står og føler os blinde eller fattige, men faktisk synes, at vi har indset meningen – om ikke andet så i vort eget lille private liv. Har fået udpeget os de centrale delmål og begyndt jagten på det forkromede helmål – og så selvfølgelig erkendt (eller offentligt bekendt) diverse selvmål.

Jesu liv kan vi egentlig godt kapere, for han var da en flink rebel og for nogen et etisk forbillede som så igen sammenlignes med f.x. Ghandi og Buddha. Men Kristi opstandelse vil for altid være et kors for tanken – overfor denne gåde står vi som blinde tiggere. Derfor kan vi ikke andet end at acceptere, at

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

images

 

Reklamer