Juleaften 2016

“Man skal ikke lade sig tage af julens tyranni – det er jo bare en middag” – sådan svarede Asger Aamund – den allestedsnærværende erhvervsmand en desperat radiolytter i programmet “Mads og Monopolet”, der quick-fixer på den ofte underholdende måde ethvert eksistentielt dilemma og ikke-dilemma, lørdag d. 8. oktober i år.

“Det er jo bare en middag” – MEN er det nu også bare en middag? I en tid hvor der køres fakta-tjek på ALT fra kontanthjælpsloft til vat-rondeller, så tillad mig, at jeg på denne helt almindelige lørdag i december, hvor den halve nation valfarter til kirke før aftensmaden at køre et fakta-tjek på sætningen: “Det er jo bare en middag”.

Mange – ihvertfald i det offentlige rum – taler rigtig meget om, at vi lever i en såkaldt post-faktuel tid, hvor vilkårlige følelser og stemninger fylder alt og derfor har overtaget viden – forstået som fakta! Det post-faktuelle kommer især til udtryk indenfor politik – de sociale medier får gerne skylden (nogen skal jo ha den – engang var alt samfundets skyld – og endnu længere tilbage var skylden din egen) – hvor, altså  på de sociale medier impuls-ytringer og falske nyheder florerer hurtigere end lyden kan bryde muren …

Selv må jeg da også indrømme, at jeg ofte har det svært, når folks mavefornemmelser bliver til argumenter, der forsøger at feje enhver form for fornuft af banen. Men hvad så med julen? Hvad er julen egentlig – er den virkelig blot en middag, hvor fedtprocenten rammer vore åre hurtigere end hurtig?

NEJ – julen er – hvis I spørger mig et virkeligt faktum og langt mere end blot en middag! Det vil jeg hævde ud fra, at “et ægte faktum er den kulturelle og historiske realitet, som får ting til at træde frem og mødes” (Lektor i pædagogisk filosofi AU – Thomas Aastrup Rømer – Facebook 5. juli 2016) – jeg gentager lige: “et ægte faktum er den kulturelle og historiske realitet, som får ting til at træde frem og mødes”.

En kulturel og historisk realitet! Det er, hvad julen er! OG det hele tager sin begyndelse en nat i Bethlehem med en barnefødsel … gør det nu også det? … vil de hardcore fakta-fetichister måske spørge … JA er mit svar – for et faktum rummer i følge Rømer både 1) videnskab og 2) politik og 3) poesi og 4) følelse.

1) I år 7. før Kristus mødtes – og det ved vi fra astronomien – planeterne Jupiter og Saturn – hele 3 gange – det skete i maj, september og december! At de to planeter passerer hinanden 3 gange i streg sker vist nok kun hvert 800. år – og derfor var det også dengang en særlig begivenhed – og den blev tolket sammen med profetiet om, at en frelser skulle fødes under en stjerne. Planetmødet har forøvrigt dannet grundlag for Stjernedøren (her) i Klosterkirken – (Budolfi: hvis I ikke allerede har set den – den er helt helt fantastisk, så benyt endelig lejligheden til det ved fx en af julens kommende gudstjenester – eller når jeres tid er til det).

2) Rent politisk var landene omkring Middelhavet besat af Romerne. Kejseren hed Augustus. Områderne betalte skat til besættelsesmagten og derfor skulle folket tælles! De lokale trængte til frihed både religiøst og politisk … dengang som nu synes problematikken åbenbart at være den samme.

NÅR det så er sagt! Så blev Jesus måske i virkeligheden født 7 år før vores tidsregning – måske senere. Vil vi rekonstruere en konkret Jesus-tidslinje, så får vi ganske svært ved at få enderne til at nå sammen – det er forsøgt et hav af gange – ja, sågar har forskere brugt tid på at hitte rede i, hvad der er ægte Jesus-replikker på den der helt bogstavelige måde. I mit præste-hoved giver det overhovedet ingen mening. Biblen inklusiv juleevangeliet er menneskers ord og tanker om forholdet mellem Gud og mennesket – og ikke mindst om vores ønsker og drømme og trængsler og længsler … OG denne – for mig – væsentlige detalje fører os over i den poetiske del.

3) For jule-evangeliet er om noget en poetiske åbenbaring med masser af drama! Mange kan gengive op til flere scener fra beretningen. Alle kan ihvertfald nævne mindst 1 af aktørerne og nok også flere … måske vi fornemmer stemningerne og relaterer dem til vort eget liv: trængslen, uroen, fødslen, skrøbelighed, det enkle. Roen der trods ALT sænker sig og ikke mindst pointen om, at barnet – den nyfødte – den lille velsignede skabning – der er ankommet ganske nøgen uden omsvøb med budskabet om kærlighed – som det håbefulde lys i mørket med Guds ufravigelige ønske om FRED til hele folket uden undtagelse. Derfor hænger julen og ønsket om fred sammen … de to er lænket sammen som en guirlande …

For nogen er det længslen efter fred i verden eller fred med et familiemedlem eller en ven eller en nabo. For andre handler julen om fred i hjertet, fordi hjertet er fuld af savn og sorg efter én, der døde for nylig eller for lang tid siden.

4) Juleaften er langt mere end bare en middag inklusiv en alt for fed andesovs! Juleaften er følelser! Det er forventninger og det er ikke mindst erindringer … vi husker tilbage! På alt lige fra den aften, hvor kalkunen eksploderede i ovnen og vi kun fik det fyld, der hidsigt kunne kradses af ovnvæggene … forøvrigt det år, hvor der også gik ild i Faster Anna … over til den aften, hvor vi måske som børn fik lige præcis den gave, vi bare havde ønsket os … og alt det andet – både mennesker og julenissehejs – måtte fortone sig … for der sad vi med GAVEN og kunne ikke få øje på andet.

Hvad vi sidder i lige nu – her i Budolfi/Klosterkirken – er derfor altings midte – og ikke mindst efterdønningerne af englenes sang:
“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag”

Og det fantastiske ved netop det snart 2000 år gamle vers er, at det har affødt et væld af kulturelle udtryk med sange og salmer og opskrifter på både and og gås og steg og fisk og juletræer og hvad vi mennesker ellers måtte have gang i … og alle har vi et og andet som i aften helst skal være, som det plejer! Det være sig et bestemt stykke julepynt – eller et lille ritual – eller noget tredje vi gør eller tænker og midt i al snak om omstillingsparathed, så er der noget i aften, som helst ikke skal være anderledes … for jul er – også – gentagelse … jul er tradition! Og alt sammen snor det sig omkring det lille krybbebarn, der om noget symboliserer håbet om fred både i én selv og sammen med de mennesker, vi er sat i verden med.

Julen er derfor et dobbelt-møde! Både med erindringen om det liv, vi har levet sammen og hver for sig – og det er håbet om den fremtid, vi går i møde! At den må bringe lys ind i det mørke, der også hører menneskelivet til. Glædelig Jul.

vitusjul

Reklamer