15. søndag efter trinitatis 2017

De fleste vil noget hævde, at bekymringer er et grundvilkår – noget vi ikke rigtig kan stille så meget op med! Derfor kunne evangeliets ord: Vær ikke bekymrende, da også nemt falde i gryden med varm luft … for hvor er det bare nemt at sige de 3 formanende ord: Vær ikke bekymrede og ofte er det lige så svært at vriste sig ud af den ængstelige uro og bedrøvende tilstand, som bekymringerne medfører. Så gad vide, hvad Jesus egentlig tænkte på, da han frimodigt udtalte ordene: Vær ikke bekymrede?

Dengang da Jesus udtalte ordene blev de talt ind i den sammenhæng, der lyder: Du kan ikke tjene to herrer … Du bliver altså nødt til at vælge mellem Gud og mammon – vil du kærligheden eller pengene! Så enkelt er det. Begge dele kan forøvrigt gøre urolig. Men lad mig forsøge at pinde dem ud en ad gangen:

Guds kærlighed til os – at vi er elskede og gode nok og at der både er plads til fejl og mangler – har gennem alle tider været en gådefuld kendsgerning – for når det gik/går os skævt eller direkte elendigt, så tænker mennesket som oftest: hvad har jeg gjort forkert siden guden straffer mig? Eller som en gammel dame engang udtrykte de: Herren prøver mig! Underforstået Gud testede hendes tro.
I det gamle testamente er der da også masser af eksempler på, at Gud – eller skal vi kalde ham ved hans jødiske navn Jahve – er rasende – er vred (som i vred) – over, at folk ikke makker ret – ikke holder sig på den smalle dydige vej! Og når han først buldrer af sted i de forskellige tekster, så er det bestemt ikke til at kimse af: “Røg stod ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder flammede op fra ham” som der står i GT-salme 18 … fnysende vred er han.
Så vred – så han måtte krybe til korset efter syndfloden – og sætte en regnbue på himlen over os alle som et evigt pagtstegn – et tegn der skal huske ikke kun os men også ham selv på, at vi er skabt i Guds billede – skabt til et velsignet liv i ansvar – og have nok i det. Da Gud så blev far – og fik en søn – drengen vi skal fejre om præcis 3 måneder, så holdt han helt og aldeles op med at være vred – også i det skjulte -, sådan som Brorson har digtet det i en af julens store salmer: “Gud er nu ikke længer vred, det kan vi deraf vide, at han har sendt sin Søn herned” – man kan vel sige, at med Jesu komme til jord blev pagten – regnbuepagten – for alvor fuldbragt.

Hvad jeg altså vil sige er: Vi skal ikke bekymre os om Guds kærlighed til os – den er hverken vred eller lunefuld! Kærligheden er evig og umistelig, kærligheden er uafhængig af vores formåen – og det på alle leder og planer, og så er den med os til verdens ende, sådan som det blive sagt, da de 2 små piger blev døbt lige før.

Lad mig derfor gå til mammon – metaforen for det materielle – for det timelige – for det flygtige om man vil – det hverdagsagtige – alt det som vi også er afhængige af – og alt det som så nemt gør os bekymrede. Bekymringer er tanker, men det særlige ved bekymringer er, at det er tanker, der er understøttet af frygt og angst og derfor hæslige … de har deres udspring i reptil-hjernen, nærmere bestemt amygdala – dette område scanner rask væk omgivelserne for fare – og aktiverer “flygt eller kæmp”-befalinger ved at sende biologiske-beskeder ud til hele kroppen, så kroppen rent fysisk gør sig klar, parat, start til enten at smutte eller også gå i infight – det være sig med adrenalin og høj puls etc. Det gav rigtig god mening dengang vi boede ubeskyttet i ørkenen og andre enkle steder og hverdagskosten stod på farlige dyr, fjender og andet ubehageligt … Velsignelsesordene der lød efter dåben: “Herren bevare din indgang og udgang – fra nu og til evig tid” er forøvrigt en gammel beduinhilsen, forstået som et godt og oprigtigt ønske om, at når du forlader dit telt om morgenen, så håber alle på, at du kommer hel og uskadt hjem om aftenen igen.
Det jeg altså forsøger at sige er, at vores bekymringshjerne er evolutionær og dermed et grundvilkår – den er et produkt af vores oprindelige væren i verden, dengang omstændighederne var meget meget anderledes.

Når det så er sagt, så er spørgsmålet om vi rent faktist har så meget at være bekymret over i dag. 95% af vore bekymringer bliver aldrig til noget, fortæller en undersøgelse. Samtidig har den tyske sociolog Ulrik Beck hævdet, at vi lever i et risikosamfund, hvor der er rigtig meget fokus på, hvad der kan gå galt. Bekymringer er altså blevet et kollektiv … det gælder på rigtig mange vitale områder: sundhed – miljø – fødevarer – terror etc … og disse kollektive bekymringer har så affødt en hel bekymringsindustri, der spinder guld på alt det, der kan gå galt – den lever fedt af alverdens dommedagsprofetier! Bekymringerne bliver fodret – og vi bliver stop-prop-fordret som en foie gras-gås … en tragt ned i halsen og så bliver der fyldt på med alt det farlige … jeg har før nævnt den amerikanske professor i psykologi Gary Marcus, der beskriver hjernen, ”som en “Kluge” – en klodset, sammenstrikket tingest, der konstant leder os på vildspor, forvirrer, snyder og stresser os. Den får os til at spilde en masse tid til ingen verdens nytte.

Spørgsmålet er lige her og nu, hvad vi så stiller op med Vær ikke bekymret ordene. Vi kan jo fx begynde med fornuften – vort ratio – den venstre hjernehalvdel – og regulere og dele bekymringerne op i gode og dårlige: de gode er dem, der tænker fremad og som så rent faktisk hjælper os med at problemløse … de dårlige er derimod dem der hele tiden får os til at tænke, at ALT er farligt – de belejrer langsomt livet … tilliden formørkes og ilten slipper stille og uroligt op …

De dårlige bekymringer – og nu er det ikke for at fornærme nogen (jeg siger gerne undskyld forlods) – har det med at gøre os frygteligt selvoptagne … for en ting er, at de formørker ens sind, men de fylder det altså også ud. Så meget endda at der ikke rigtig bliver plads til andet og slet ikke til andre … på kirkesprog kaldet næsten. Og på den måde kommer de dårlige bekymringer primært til at tjene en selv og kun en selv … og det på en lidet oplivende måde.

Overfor denne tilstand står det selvforglemmende! De øjeblikke hvor vi bliver så optaget af verden omkring os på den gode og risikofri måde, at vore egne tankemæssige “trængsler” for et øjeblik bliver sat på pause … vi bliver måske optaget af et andet menneske eller dyr (det kunne være en hund) – vi hengiver os til et stykke natur eller musik eller en god historie… eller som en norsk psykiater fortæller, at når han sidder der og binder fluer – altså dem man fisker med – lige da glemmer han totalt sig selv … og er bare tilpas.

glem dig selv – sagt i en tid hvor vi både skal mærke efter og være mindfulde … glem sig selv … og overgiv dig til det skabte i den verden vi er sat til at leve og ånde i sammen og hver for sig … det er nemmere sagt end gjort … men omvendt så er det netop der, at Vær ikke bekymret har/får sin valeur! Gå ud af teltet – gå ud fra kirke – gå ud … og gør det med de lav-praktiske velsignelses ord: Herren bevare din udgang og indgang … og husk så på, at det kun er de 5% af vore bekymringer, der rent faktisk har gang på jord! En detalje – der betyder, at ud af 20 bekymringer er de 19 ligegyldige. AMEN

Reklamer