18. søndag efter trinitatis 2017

Hver søndag viser DR for tiden en dramaserie, der bærer det fromme navn: Herrens Veje. Handlingen kredser om en far og hans 2 sønner. Alle kæmper de hver især en kamp – ikke kun eksistentielt men også i forhold til hvem Gud er.
Faren – der er provst i folkekirken – og bl.a. lider voldtsomt under at have tabt et bispevalg – snakker en hel del med Gud, når han går rundt alene i kirken. Han kravler på et tidspunkt op på en stige for at komme i øjenhøjde med ham og i afsnittet i søndags lå han på kirkens gulv og råbte i vrede, at han savnede den gamle gud – den gamle straffende gud.
Så er der de 2 sønner – den ene gik det egentlig meget godt for lige indtil han blev udsendt som feltpræst og ender med at skyde et andet menneske. Den anden søn har på en måde altid kørt på frihjul – lige indtil han bliver taget for plagiat af sit speciale og lige indtil det kommer hans bedste ven for øre, at han har været sammen med bedste-vennens kæreste … lige nu – op til 4. afsnit i aften ER alt mildest talt kaos – alle er i konflikt med hinanden – alle kokser de rundt i mere eller mindre tvivlsomme strategier for at få dagligdagen til at lykkes.
Alle synes de at være fortabte … fortabt i egen eksistens. Jeg kommer til at tænke på lignelsen om den fortabte søn – (i tv-serien er der så pænt mange fortabte sønner) – en af de store kernefortællinger i biblen, hvor Jesus forklarer og beskriver Gud som en nådig, venlig og mild skikkelse, der med glæde og i kærlighed tager imod sin søn! Den søn der fik sin arv udbetalt før tid og derefter drog ud i verden og brugte hele molevitten på egne behov og det her og nu! Sønnen som sprang over hvor gærdet var lavest ud fra devisen: går den, så går den. Nu kunne ”en” så hævde, at ”man” ligger, som man har redt – ”man” kunne da bare have glattet lagnet i tide. Sådan som det også er så såre menneskeligt at tænke om hinanden og sig selv, når filmen knækker og alt går galt. MEN det er ikke sådan en gud, Jesus præsenterer os for – Jesu lader os i evangelierne møde en gud, der altid vil os på trods af vore valg – også de selvvalgte katastrofer. En gud der under kærlighedens fortegn møder ethvert menneske med åbne arme – og det uden forbehold – det uden nogen skjult dagsorden.
Lige der henne til venstre for mig – hvor der er ved at blive bygget et nyt orgel – oppe på pulpituret, hviler et andet guds-udtryk: nemlig et øje – et øje der sidder i en trekant og som er omgivet af stråler. Det er fra gammel tid et symbol på Guds øje. I gamle dage sad kirkeinspektionen der og holdt øje – naturligvis på Guds vegne. Hele ideen med, at Gud holdt øje har været gængs teologi og er det stadig for nogen – og det var heller ikke unormalt i visse kredse, at der på unge ugifte kvinders kammer hang et sofa-stykke – altså et broderet vers, gyldne korssting på sort baggrund – og her kunne der f.eks. stå: GUD SER ALT! Trille, som nogen måske husker, protesterede i sang og tone over dette gudsbillede i begyndelsen af 70’erne! Gud fremstillet som moralens vogter, der lurer og holder øje med alt – også i soveværelset – fik et par flade med denne sang … til både stor forargelse og morskab … men grebet helt ud af den blå luft var tanken om øjet i det høje nu slet ikke. For den gud, der holder øje i det skjulte, har det ofte med at blive fremstillet som en vred gud, der småligt har det med ikke at kunne tåle, hvad der hører menneskelivet til.
I dramaserien er der forskellige gudsbilleder præcis som der er det i de bibelske fortællinger. Karaktererne i Herrens veje møder, siger provsten, den gud, som de har brug for – møder den gud, vi har brug for! Den sætning vil jeg så lade hænge, den må I selv bøvle videre med … i dagens præk vil jeg nøjes med at pege på de 2 jeg allerede har været inden på: på den ene side den strenge vogter af dyd og moral, der holder øje med alt i det skjulte – og som i følge vise teologier hverken magter dans, kort, druk og anden løssluppenhed – og på den anden side den tilgivende og ALT omfavnende kærlighed, der magter mennesket uanset, hvor godt eller tåbeligt vi udfolder eksistensen.
Så tilbage står vi med spørgsmålet: hvem er Gud så egentlig?
I kristendommen tilbydes vi ingen lette løsninger! Farisæerne – dem der gik Jesus på klingen igen og igen – var opdraget til, at et sandt gudsforhold bestod i at overholde budene – og ikke kun de 10 – næ, også de 613 andre bud, – de 365 der begyndte med “Du må ikke..”, og de 248 der begyndte med: “Du skal..” – og Gud holdt så øje med om du nu også fulgte lovens smalle sti eller det vil måske snarere sige, at præsterne gjorde en dyd ud af at holde øje med folkets moral på Guds vegne! Øjet i det høje … Jesus holdt de så også godt øje med og forsøgte også – som i dagens tekst – at sætte ham skakmat med spørgsmålet:
”Hvad er det største bud i loven?” – et på mange måder ok spørgsmål, når vi ihukommer, at der er over 600 bud … og svaret falder prompte: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv”
Værsgo – du skal elske – det er en mærkelig størrelse. Skal elske, som var det et arrangeret ægteskab. Du skal elske Gud og du skal elske din næste. Jamen, hvad nu hvis jeg ikke kan?
Hvad nu hvis man bare ikke kan elske, – det er der mange, der ikke synes, at de kan – eller de magter eller skal. Det være sig Gud eller éns chef eller den ven eller veninde, der forrådte/svigtede én i går eller for længe siden – eller ens tåbelige nabo – eller hvem man nu måske har set sig gal på. Eller tag provsten – den fortabte far – i Herrens Veje: han har ganske konkret forbandet den nye biskop – hende han tabte til – og sønnerne magter han heller ikke – de har skuffet ham og så videre i den dur. Og den søn, der dræbte et andet menneske i krig, magter ikke at elske sig selv, og er mentalt helt til rotterne … så rent menneskeligt bøvler vi ikke kun med at elske Gud og næsten, men én selv kan det også været svært at kommer overens med i ny og næ eller længere, når det er virkelig slemt.

Kærligheden kan mildest talt føles sværere at klemme ud end den sidste rest tandpasta. (citat Rebecca Rudd). Hvorfor skal jeg nu også elske? Kan jeg ikke bare vende ryggen til, lade fjendskab være fjendskab måske med en snert selvforstærkende bitterhed – evt kombineret med et tvist selvmedlidenhed. Og resten af menneskeheden, ja overfor dem kan jeg da bare lade den flade ensartede ligegyldighed råde – evt. med en resignerende hovedrysten.
Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse i kristendommen? Jo, i denne sammenhæng – talt ud af Jesu mund – er det netop sammenhængen, altså accepten af, at vi kommer hinanden ved, at vi er udleveret til hinanden og at vi aldrig kan gøre os fri af denne afhængighed. Præcis som det lille dåbsbarn er 100 % afhængige af Mor og Far. Vi står overfor en fordring – en opgave – om at se i øjnene, at vi alle som én er fællesskab. OG det midt i en tid, hvor vi er gestalter os som solister i rigtig mange sammenhænge. Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen siger det på en anderledes måde: “At elske er at komme til sig selv, til den anden, de andre, til erkendelse: kærlighed er at der ikke er forskel”. Alle som én er vi Guds – hverken mere eller mindre – der er ingen forskel på os i Guds øjne … dyd og moral gør os muligvis forskellige i hinandens øjne, men aldrig for Guds åsyn.
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv”. Det er det opdrag, vi bliver sendt ud af Budolfi med i dag. Vi skal og må acceptere, at enhver er Guds – ethvert menneske er skabt i Guds billede … også dem der er sværere eller direkte umulige at elske. Ingen har lovet os, at livet skal være nemt! Evangeliet rummer hverken tryllesalt eller magiske formularer eller smutveje – vi er udleveret til hinanden i medgang og modgang … og vore relationer kan løbe af med os og vi kan fare vild og erfare den eksistentielle fortabelse … men hænger på hinanden, det gør vi … og vi gør det vel at mærke under kærlighedens fortegn og det med Guds velsignelse! AMEN

 

Reklamer