4. søndag efter trinitatis 2017

For tid siden rullede en sag gennem mediehavet om en kvinde, der påstod, at hun kunne kommunikere med døde dyr – altså ikke bare dyr – men døde dyr! Arrangementet, som sognet stod for, hed: ”Vi ses i himlen” – og foregik i en af landets folkekirker – og invitationen lød: ”Tag et vellignende billede af et afdødt kæledyr med. Så prøver vi at få forbindelse med – og tale med dyret”. Under selve arrangementet lykkedes det at få kontakt med 2 dyr – der i blandt en hest.

Lad mig straks slå fast, at jeg er hundemenneske – og det med hud og hår – hundehår! Min hund hedder Vitus – han er gul labrador og smukkere end smuk – han fylder min dyrebare fritid godt og grundigt ud. Vi træner lidt hver dag og jeg taler faktisk også en del med ham. Vi kommer i op til flere hundeklubber … sådan er det bare – og det er både sjovt og sundt for os begge. Som barn voksede jeg også op med hunde – og det allerværste var, når en af dem skulle aflives – enten på grund af sygdom eller alderdom. Vi græd som piskede – og af en eller anden grund fik vi altid stegt fladfisk og persillesovs på netop den dag dyrlægen kom … Men vi kom os – på en og samme tid sørgede vi, men vi glædede os også over, hvad vi havde! Ikke kun her og nu – men også over hvad vi havde haft sammen med dyret! Naturens barske gang er det jo – vi fødes for at dø, kan det rationelt, skåret ind til benet og uden omsvøb, siges! Og alligevel gør det ondt at miste!

Men noget er galt i forhold til arrangementet med kvinden, der kommunikerede med de døde dyr. Der er ikke noget galt i, at vi mennesker knytter tætte bånd til vore dyr. Sådan er det! Samarbejdet mellem hund og menneske er over 3000 – 4000 år gammelt – altså ældre end Jesu komme til jorden -, det viser evolutionsforskningen. Sammen har de 2 parter jaget og samarbejdet – som en naturlig del af hverdagslivet. Og i dag – er dyrene – for mange af os –  blevet en vigtig del af familiestrukturen.

Der, hvor det går galt, er, at der i kristendommen ikke er nogen tradition – og dermed heller ikke er nogen ritualpraksis – for at tale med døde! Det være sig dyr eller mennesker. Når vi er døde – så er vi døde – og da vi – i hvert fald mennesker – er skabt i Guds billede, ja så forbliver vi med at være Guds – også den dag vi ikke er i live mere.

”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften ?” bliver der spurgt om i dagens evangelium!  ER det ikke netop, hvad der sker, når vi begiver os ud i spekulationer af denne på alle måder bizarre måde at omgås vore døde – og som oftest stærkt savnede – på?

Jamen kunne én så spørge: hvad så med kristendommens egen snak om det evige liv? De 3 små dåbsbørn er fx netop blevet tilsagt det evige liv! Ja, det er de og vi med dem – fordi Guds kærlighed er evig gyldig! Den er ikke timelig og dermed mulig at punktere. Guds kærlighed er den grund, ALT er skabt på – og den virkelighed, vi mennesker – med hinanden og vore dyr – skal få livets gang til at gå i svung på – sammen og hver for sig!

Jeg tænker, at det netop er adskillelsen, der får os mennesker til at overveje (mere eller mindre tanke-fast), hvordan vi på trods kan knytte bånd til dem, der ikke er her mere – så netop døden ikke skal gøre så helvedes ondt i krop og sjæl … men da er det, at vi pludselig kan ende med mudder i øjnene, især når et menneske i blandt os påstår at vide, hvordan vore døde har det!

En opbyggelig og redelig religionskritik anno 2017 må derfor vende blikket både indad og udad og stille spørgsmålet: ER det vi gør og siger for livets skyld? For menneskelivets skyld?

Når vi fx plages af skyld, fordi vi i relationen til vort medmenneske eller vort kæledyr fik truffet de forkerte valg – og efterfølgende ikke har muligheden for at sige undskyld eller give en krammer, så er det den skyld hos hin enkelte, der skal snakkes om – og måske endevendes! Og ikke – og nu bliver jeg måske grov, jeg beklager forlods – et scenarium hvor åndeligt kvaksalveri påstår, at der kan snakkes med de døde!

Den tyske filosof Friederich Nietzsche – ham der om nogen drev religionskritik og som ofte er citeret for at proklamere Guds død, skriver i et af sine andre værker, at vi skal være jorden tro. Det betyder, at livet skal leves her og nu med de glæder og sorger – både de små i hverdagen og de store tunge og ubærlige tragedier! Her og nu skal vi leve! Skal jeg fortsætte denne tankegang i en tro på, at Gud så alligevel ikke er død, så betyder det, at vi skal forsøge ikke at tænke så meget på livet hinsides – ikke gruble over hvordan vore kære har det der. For dér i det hinsides hersker kærlighedens Gud og denne evige kærlighed sætter os fri af at skulle forstå eller kontrollere det gådefulde. Vi skal med andre ord turde give slip på vore døde.

Præcis derfor skal ingen præst eller kirke eller trossamfund eller spirituel sammenslutning udnytte folks sorg – for at ride egen kæphest. Derimod skal vi give hinanden plads til at være i sorgen og i fortvivlelsen – uden at dømme eller fordømme – vi skal forstå, at sorg er mange ting – vi er forskellige – og derfor sørger nogen naturligvis også over den døde hund eller kat eller hest! Overfor denne kendsgerning behøver ingen at kvaksalve eller hykle eller gi’ den som kyniker … derimod er vi hinandens ansvar – det er den opgave, der ligger i at være jorden tro – og dermed skal vi – såvidt det er muligt – også forhindre hinanden i at blive ført på vildspor … alt sammen for livets skyld. AMEN

 

 

Reklamer