Julesøndag 2017

“Hvem skal jeg da frygte?” sådan spørger Salmisten i den første af dagens læsninger! “Hvem skal jeg da frygte?” – et spørgsmål vi på denne årets sidste dag kunne rundsende for at høre, hvem vi egentlig frygter …

Salmisten svarer jo ganske frimodigt, at han hverken frygter fjender eller ondt eller en hel hær! Næ, for hvis han bare kan gemme sig i Herrens tempel – og det er vitterlig hans eneste ønske – så kan han leve i tryghed og fryde sig over Herrens herlighed!

Gid vi andre kunne det samme … gid jeg kunne istemme den sang, tænker jeg … da jeg i går formiddags sad og kiggede på Jyllands Postens udvalgte billeder over verdens vigtigste fotos! Det foto, jeg kigger på bærer, teksten: “Moren, der kysser sin søn, bærer en forfærdelig problematik” .

På fotografiet ses en rohingya-flygtning fra Myanmar. Det er taget d. 14. september i år, man ser den unge kvinde, der netop er ankommet til Bangladesh. Hun står med sin afdøde spæde søn og kysser hans kind. Drengebarnet er lige druknet. Drukneulykken skete, da deres båd kæntrede, imens de forsøgte at krydse Den Bengalske Bugt fra Myanmar.

Jeg kigger igen på billedet! Jeg får et stik i hjertet og tårer i øjnene … og tænker – og undskyld mit udtryk – men jeg tænker altså: for helvede da også!!! Og så kommer jeg i tanke om en artikel fra Weekendavisen skrevet af videnskabsjournalist Lone Frank – hende folk elsker eller hader, jeg læser hende gerne – og den artikel jeg kommer i tanke om er fra forrige uge og handler om empati! Hun refererer til en psykologi-professor fra Yale Paul Bloom, som mener, at “empati er noget bras, hvis det handler om andet end bare at varme sig ved sine egne indre fornemmelser! Indføling, altså evnen til at træde i den andens sted og opleve verden fra hendes perspektiv, viser sig nemlig at være et rigtig dårligt fundament for at “gøre det rigtige”. (WA 22.12.2017). Et eksempel på dette er, når vi fx. ser et gennemtævet ansigt, og som oftest kræver – gerne via de socialemedier – længere fængselsstraffe. Og det selvom en højere straframme sjældent gør gerningsmanden “bedre”, men derimod er med til at forhærde ham/hende yderligere. Med andre ord at lade sig styre af følelserne kommer der ikke noget fornuftigt – eller godt – ud af.

Hvad vi ifølge Frank skal frygte er den følelses-kult, som for tiden bestormer verden, hvor der bliver talt om empati-krise og arbejdet på en “biosfære bevidsthed og global empati”! Vi skal frygte, at al det føleri går ud over sund fornuft – det englænderne kalder for common sense! Vi skal frygte, at fotografier af sultne og døde børn – her og nu – gør os handlingslammede, fordi vi dermed overser de faktiske forhold: den realpolitiske situation – den religiøse galskab – statistik – evidens … vi lader os forføre af en stemning! Hvad Frank og Bloom plæderer for er en kognitiv empati – en empati der arbejder sammen med vort intellekt – “en tempereret medfølelse – man kunne også sige almindelig anstændighed – koblet med moralsk analyse”.

Jeg kigger igen på billedet af den arme kvinde, der står med sit døde barn. Siden august 2017 er omkring 626.000 rohingya-flygtninge foruden hende ankommet til Bangladesh, hvilket bringer det samlet antal rohingya-flygtninge op på omkring én million. Rohingyaerne – et lille muslimsk folk – er primært flygtet fra Myanmar, hvor de igennem de senere år er blevet forfulgt. Militæret i Myanmar benægter at have gjort noget forkert, imens resten af den ansvarlige verden kalder situationen i landet for etnisk udrensning.

Historien – alverdens etniske udrensninger – gentager sig igen og igen! Lige siden tidernes morgen! Også den dag hvor Maria og Josef måtte flygte over hals og hoved med den lille Jesus! Krybbe-barnet – tegnet på håb – symbolet på en fremtid fyldt med lys og båret af en fred for HELE folket – nåede lige præcis at blive 8 dage gammel inden helvede brød løs – og lys blev til mørke – fred til uro – håb til mistillid. De 3 nåede ud af byen – væk fra den tyran Kong Herodes, der frygtede den mindste! Frygtede at det lille barn – spædbarnet skulle tage noget fra ham. Frygtede at den kærlighed, som vi kalder Gud og kender som Jesus, skulle nappe magten og vældet!

Jesus, Josef og Maria nåede i landflygtighed – de nåede templet, det som salmisten lovsang – ihvertfald momentant! Den unge flygtning og hendes søn – de nåede ikke noget tempel! Drengen druknede på vejen og tilbage står hans mor her 3,5 måned senere i en afgrundsdyb sorg og det i landflygtighed! OG alt imens verdenssamfundet taler om nok en etnisk udrensning, så er vi lige nu med-vidner til et barn, der overlever en flugt genfortalt en julesøndag i en dansk folkekirke samtidig med at et andet barn drukne-døde engang i september OG hva’ så?!!!: skal vi henfalde til den der uproduktive empati, den der giver et stik i hjertet og en tåre eller to i øjenkrogen, mens blikket låses fast til et fotografi i en avis, der fortæller en historie, der foregår 1000-vis af kilometer herfra … eller skal vi forsøge os med den kognitive empati, der tager sit afsæt i både hjerte og hjerne og som kombineres med de ord, som den voksne Jesus lærer os: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” … og “Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”.

Jesu ord belærer os om, at vi har et ansvar både lokalt og globalt, og det betyder for mig at se, at den kognitive empati er en væsentlig del af kristendommen – hjerne og hjerte kombineret med det fundament vi fik i dåben – og som vores kultur bygger på! Alle er vi skabt i Guds billede. Skabt til at skabe – skabt til at handle – skabt til at elske – og dermed også det modsatte! Så kunne én, som visse teologer gør det, henfalde til følgende remse … her trukket sammen til følgende: ja ja, mennesket er siden det famøse æblespisning i skabelses-myten ondt og vil kun sig selv og bla bla bla vi skal ikke forsøge at lege Jesus og tro, at vi kan gøre det gode og dermed kan frelse nogen eller noget! Javel så da … det må så betyde, at det eneste vi kan er at se på verdens gang – mele egen kage – og så sige undskyld og modtage syndernes forladelse søndag efter søndag! Gud ske tak og lov for, at vi kan det – for uden Guds nåde ville vi for alvor være ilde stedt og vi ville være overladt til hinandens dom. Den er som oftest bundet op på vore følelser … fornærmede og forsmåede … og begrundet i en reduceret empati!

Vi har – helt uden diskussion – brug for Guds kærlige dom, der altid vil os – især når vores indre mini-Herodes går i udbrud samtidig med, at vi igen og igen skal mindes om, at vi har brug for hinanden! Vi er ikke kun hinandens ansvar, vi skal også være hinandens forsvar uanset hvor mange kilometer, der skiller os – vi skal turde tage farve af Jesu liv og ord, så intet med-menneske behøver frygte! Lad os derfor med hjerne og hjerte på tværs af alt aflyse både kynisme og resignation – i det store som i det små – og håbe på, at de der har en magt at forvalte også må have modet til at skabe og opretholde en ramme, hvor fred og frihed og sund fornuft må blive den treklang, der gør, at liv kan leves. AMEN

Reklamer