Langfredag 2017

Vi lever i en tid, hvor fortidens ugerninger kræves undskyldt – nogen hævder ligefrem, at undskyldninger for både det ene og det andet er det nye sort i tidsånden. Diskussionen har fx bølget frem og tilbage om hvorvidt vores statsminister skulle undskylde slaveriet på De Vestindiske Øer. Og i sidste weekend afslog den franske præsident-kandidat Marine Le Pen at undskylde på republikkens vegne for interneringen af 13000 jøder på en cykelbane i Paris i 1942.

I fuld alvor spørger jeg derfor i dag: burde vi undskylde mordet på Jesus for 2000 år siden? Det spørgsmål vil jeg tillade mig at dvæle ved på denne langfredag. For at kunne besvare spørgsmålet, er jeg nødt til at gøre nogle mellemregninger.

Teologer har gennem alle årene forsøgt at give svar på, hvorfor Jesus blev korsfæstet. Nogen har hængt begivenheden op på skabelses-myten og ment, at Jesu død skete for at sone Guds vrede på baggrund af menneskets ulydighed i Edens have, hvor først slangen fristede Eva, som så fik Adam til at spise æblet og det endte som bekendt med at de begge blev smidt ud af paradistilstanden og ind i den hverdag, der er præget af både “synd og død” og det i medgang og modgang – altså det timelige liv, som også vi kender det.

Andre har holdt fast i, at Jesu død ALLEREDE var forudsagt som et profeti i det gamle testamente – og derfor lå det hele tiden i kortene, at sådan skulle påsken udspille sig … og havde vi i dag læst højt fra Johannes evangeliet, så ville Jesu sidste ord have lydt: ALT er fuldbragt.

Der kunne nævnes flere eksempler, men disse 2 er dækkende lige nu: nemlig at hvis Jesu død enten er opfyldelsen af et profeti eller Guds eget værk, ja så er vi uskyldige i mordet – og så er vi i bund og grund reduceret til statister i en årsags/virknings-tænkning, hvor en undskyldning vil forekomme aldeles mærkværdig – den vil jo ikke være skrevet ind som replik i det store manus og kan vi overhovedet undskylde for noget, der ligger udenfor vores historie?

En undskyldning MÅ hænge sammen med skyld! Skyld forstået som at være pligtig – at være forpligtet på vore medmennesker. Når pligten overfor vores næste forsømmes, så er det synd! Derfor er synden slet og ret vores grundvilkår – den handler om den skyld, som mennesket pådrager sig – ved i hverdagen at omgås og svigte andre mennesker i det store som i det små. Vi kunne kalde den for eksistentiel skyld (modsat fx juridisk skyld eller skyldfølelse). Skyld er i kristendommen meget konkret og altid hæftet op på det personlige ansvar, som vi har overfor hinanden. Skylden lægger sig helt præcist op ad min gerning – og vil derfor altid være en del af min historie.

For nogen tid siden talte jeg med en drabsmand, han var forbitret og træt af, at flere i hans omgangskreds til stadighed hævdede, at hans ugerning var systemets skyld. Forstået på den måde, at havde den ene eller den anden instans/person grebet ind ”i tide”, så var han ikke blevet drabsmand. Men nu var det jo sket, og han holdt fast i, at skylden var hans og ingen andens. Blev skylden fjernet fra ham, så blev ansvaret det også. Han følte, at han da ville miste alt og ikke kun den, der var dræbt, men også de andre og ikke mindst sig selv. Han ville med andre ord ikke, at nogen tog hans skyld fra ham. Den er en vigtig del af hans historie – af hans eksistens.

Når skylden derfor lægger sig op ad min private historie, så vil en eventuel undskyldning også altid bliver personlig, da den kun kan være hæftet op på min egen skyld – ikke på andres … den angår relationen mellem dig og mig …

Men hvad så med fortidens ugerninger, dem de andre har forårsaget – før vi fx var født – giver det mening at undskylde dem – nuvel, de er jo en del af vores kollektive historie? Men giver det mening at undskylde Jesu død? eller slaveriet? eller holocaust? ER disse umenneskelige begivenheder hæftet op på min skyld – vores skyld? Kan skyld i det hele taget arves? Jeg ved det ikke – jeg ved det simpelthen ikke. Der vil både være meninger for og imod. Og hver enkelt må afgøre sig fra gang til gang.

For nogen har ideen om “kollektiv skyld” været afgørende for, at de involverede parter kunne forsone sig. Forskning har vist, at traumerne ofte er ligeligt fordelt mellem både de sejrende og så taberne. En kollektiv undskyldning handler derfor om at genoprette forholdet gennem en gensidig anerkendelse af grusomhederne, som er altafgørende for, at værdigheden – hos begge parter – måske en dag kan komme til at blomstre … uden at skylden nogensinde siden forsvinder – eller ad den vej bliver slettet.

Tiden mellem det skete og vores tid kan også være en faktor for om en undskyldning overhovedet giver mening på det personlige plan – hør f.eks. her: “Ingen af øernes nuværende beboere har været slaver, og ingen af os har været slaveejere. Hvis vi skal undskylde over for Vestindien, skal vi vel også sige undskyld for Det Stockholmske Blodbad (i 1520, red.)” siger Søren Espersen DF (Berlingske 25/3/2017). Og jeg må spørge, hvor langt kan en undskyldning gå tilbage før den mister sin troværdighed og ikke bare kommer til at fremstå som – ja undskyld mig – en ren narcissistisk overskudshandling – en kliche -, der skal sige en masse om “undskylderens” evner/moral – og samtidig få den der ikke vil undskylde til at fremstå som kynisk overlegen og måske endda historieløs?

Skal vi i dag så undskylde, at vi for over 2000 år siden slog Jesu ihjel, det vil sige koldblodigt aflivede kærligheden? Den kærlighed der ikke søgte sit eget, men som ville os alle på tværs af samtlige skel! Som forstod og holdt fast i “hin enkelte”, når alle andre lukkede døren eller hev skriftsteder, lovbøger eller rutinepræget-“sådan plejer vi at gøre her”-argumentation frem …
Nej, vi skal ikke undskylde (er mit svar) – handling står ikke til at ændre – kærligheden døde den dag i Jerusalem – gerningen er naglet fast og ud af den fødtes meningsløsheden i det skrig, der lød fra Jesu egen mund: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? Et spørgsmål der aldrig blev besvaret – himlen forblev tavs. Alt blev rykket i stykker den dag – vi lod det ske. Vi glemte – jeg glemte – min pligt overfor mit medmenneske.

Korsfæstelsen er for altid en afgørende del af kristendommens historie og dermed vores. Den gav på den mest kyniske måde plads til meningsløsheden i eksistensen og ophæver med et tidligere tiders idé om, at det guddommelige var/er årsagen til sygdom, ulykke, død, uheldigheder, tilfældigheder og ikke mindst vore egne og andres luner. Korsfæstelsen gør det legitimt for hver og en af os at gentage og råbe ud i intetheden: HVORFOR – hvorfor har du forladt mig Gud? – det være sig når vores tilværelse bryder sammen – når vi alt for tidligt mister hinanden – når vi oplever, at det vi håbede på smuldrer og alligevel ikke lader sig gøre – når paradistilstanden – også den indbildte – brister og vi efterlades mentalt nøgne og ensomme og uden tro på, at noget nytter mere.

Langfredag er så afgørende en del af kristendommens kerne – det nye -, at den er forudsætningen for både dåb og nadver – de 2 sakramenter ville ikke være uden den korsfæstede! Derfor holder også vi altergang i dag – tiden går trods synd og død! Der omkring brødet og vinen skal vi få modet til at bære vores eksistentielle skyld – også den ubærlige – med os ud af kirkedøren og ud i hverdagslivet, sådan som det udspiller sig her og nu! For derude at gøre vores pligt. AMEN

Reklamer