Trinitatis 2017

De lyse nætter er over os – et fantastisk fænomen som har sin helt egen sang: Danmark, nu blunder den lyse nat skrevet af Thøger Larsen. Sangen blev i 1999 kåret af Berlingske læsere som århundredes sang. Vi kender den nok alle og den er virkelig fuld af svung over både natur og vort liv: Gøgen kukker, havet synger, solen skinner, lærken hopper, hylden dufter, kornet modnes, byger går og kommer … pigerne ler … og det hele slutter med lykke og lyse nætter …

De lyse nætter handler – også – om, at solen er mindre end 18 grader under horisonten, fra den går ned, til den står op. Det er måske nørd-viden, men den 12. august slutter de her i Aalborg igen og så går det atter afsted mod de mørke vinternætter …

Men hvorfor er al den her snak om horisont-grader og lærke-hop overhovedet interessant på denne trinitatis-søndag … det er den i min optik, fordi de lyse nætter står i skærrende kontrast til det Nikodemus-mørke vi bliver præsenteret for i dagens evangelium. Det mørke hvor vi roder rundt i og med tankerne som oftest i dialog med os selv – det være sig over dagens eller tidens bekymringer, der farer afsted med os eller det kan være de store eksistentielle spørgsmål, som fx Nikodemus har gang i, der holder os vågne i natten.

Eller det kan være som Johannes V. Jensen digter det i sit store digt INTERFERENS, hvorfra jeg vil tillade mig at læse et par strofer:

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
 
  Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
 
  Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed
og svinde igen.

  I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
(…)

Jeg tror, de fleste af os kender den slags nætter … især genkender jeg den ”flammende Utaalmodighed”, der dels vil have mit tanke-problematiske-mylder til at gå væk – langt væk og dels længes jeg efter, at vækkeuret snart må bimle, så den ny dag da endelig – forhåbentlig – vil fylde mit hoved med noget, der overdøver de der trælse monologer …

Nikodemus er så heldig, at han totalt konkret kan opsøge Jesus i natten – og gør det – og her får han svar på de eksistentielle og teologiske overvejelser han brydes med. MEN det virker som om svarene ikke helt giver mening. Til snakken om at blive født på ny, må Nikodemus – som en anden jordbunden nordjyde – replicere: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke komme for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes” … Logikken er ikke til at misforstå og det er er jo såre sandt for lige meget hvor poetiske vi måtte opleve os selv, så hænger det jo ikke sammen.

Men noget mere skal der til siger Jesus: Vand og Ånd! Vandet er dåbens element! OG ÅNDEN er hvad der foruden penge får verden til at hænge sammen – åndløshed fører nemlig til stagnation og tomhed, derfor skal der ånd til. Det var Ånden, der satte det hele i gang – den gang ifølge skabelsesmyten, hvor alt var øde og tomt, ja dengang da fór Guds Ånd (på hebræisk RU’AH) over vandene. Det var den samme Ånd, der blev blæst ind i mennesket …
Vand og Ånd hænger sammen! Vand uden Ånd er ”bare” vand … og aldeles nødvendigt … et voksent menneske består fx af 60% vand og uden vand ville vi udtørre …
Ånd uden vand – tja, den er sværere – og dog for i en protestantisk sammenhæng er dåben – det ene af vore 2 sakramenter – det grundlag, vi holder kirke på …. de døbtes samfund! Ånden den virkelighed, vi kalder Gud! Den lader sig ikke indfange – den blæser, hvorhen den vil! Du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra og hvor den farer hen. På en måde er der lidt lyse nætter over den …

Ånden er på den ene side Jesus, der i dåben fortæller os, at han er med os alle dage – at vi er genfødt til et evigt liv og ikke mindst at vi har vore synderes nådige forladelse – samtidig med, at Ånden er gådefuld og kreativ og uforudsigelig … på en sådan måde, at jeg vil vove den påstand, at Ånden hverken lader sig diktere af menneskeskabte dogmer (selvom de kan forekomme nok så logiske og stringente – og for nogen nødvendige) eller hegne inde eller ude af religiøs fantasi og spirituelle påhit!

Ånden giver os lov til at hvile i vores dåb og tro på, at den er alt rigelig! Vi behøver ikke svinge os op til at forstå det uforståelige – vi behøver heller ikke kende svarene på det store HVORFOR – og hvordan vi hver især praktiserer troen er i grunden et fedt! Du er en gang for alle Guds elskede barn – skabt i hans billede med hans Ånd … og genfødt til et levende håb i Ånd. De der trælse Nikodemus-nætter sættes vi nok ikke fri af – de hører til at være menneske! Livet rummer på den måde både, hvad Jensen udtrykker sådan her:
(…)
 Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
(…)

og de lyse nætter med alt det, vi kan erfare i naturen lige nu … med (…) sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter (…) AMEN

Reklamer