1. søndag i fasten 2018

“Far ikke vild” – sådan formaner Jakob – forfatteren til dagens epistel os – “Far ikke vild”! Siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre gudsriget enten med ideologi eller pave eller andre selvbestaltede talsmænd/kvinder – styre gudsriget som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der skal sidde hvor og hvornår. Kort sagt hvem skal bestemme? Hvem skal arve fortællingen om gudsriget, når Jesus dør? Jesus er godt klar over, at det kan gå helt galt, når han ikke er iblandt sine disciple mere. For hvem skal så korrigere vildfarelser – korrigere os, når det render af med os?

Lige før da Luna og Heidi blev døbt, blev der læst 2 tekster: den første handler om, at Jesus er med os til verdens ende – eller sagt på konfirmansk, at vi i al evighed har Gud i ryggen og aldrig nogensinde på nakken. Den anden tekst – og det er den, der er interessant i forhold til evangeliet i dag – handler om, at en flok forældre ville hen til Jesus med deres børn … MEN disciplene greb ind – for ingen skulle forstyrre deres mester – slet ikke larmende og savlende småbørn! Hvortil Jesus måtte sige: “Lad de små børn komme til mig, det må ingen hindre dem i” … han måtte korrigere – irettesætte – han måtte belære disciplene om, at ingen – absolut ingen må hindre nogen i at komme til Jesus – til Guds inkarnerede kærlighed – til den velsignelse der overtrumfer enhver forbandelse … den forbandelse, der altid hviler som en mulighed i enhver relation os mennesker imellem.

Vi er i fastetiden, hvor der i fastesøndagenes tekster tales om ALT det, der kan ødelægge relationen mellem os.
I dag handler det i den gammeltestamentlige tekst om misundelse – Kain og Abel – verdens første søskendepar – der ifølge skabelsesmyten røg i en ikke selvvalgt kappestrid om, hvem der kunne få Jahves velsignelse! Og det var så Abel, der løb af med Jahves anerkendelse – det var Abels offergave, der trak Jahves velsignelse hjem … og Kains der blev afvist! En afvisning der udløste det første brodermord! For Kain kunne ikke leve med, at den anden fik anerkendelsen – fik æren – fik hvad, der ikke blev ham selv til del!
Det er en mærkelig historie, som for altid forbliver uforløst; for hvorfor vil Jahve ikke Kain? Vi får ikke noget svar på gudens afvisning. På samme måde som med misundelse – den synes i den grad irrationel, selv når vi forsøger at forklare den eller at beskrive den som både grøn og nagende og noget der sidder i maven – og som den gamle moderkirke – den fra før vi fik ryddet op i kirkens tros-regler – beskrev den som en dødssynd … dødssynd eller ej! Misundelse er en rigtig træls følelse – Løgstrup beskriver den som en negativ livsytring, det vil sige, at misundelsen lukker os inde – isolerer os – gør os rastløse i krop og sind! Måske det i virkeligheden er det, som historien om Kain og Abel skal fortælle os … at når misundelsen hersker i os, så dør vi fra fællesskabet …

For det er fælleskab, der tæller i Jesu optik! Det er i fællesskabet, vi skal leve, ånde og hjælpe hinanden – eller som det på evangelisk hedder: tjene hinanden.

At tjene hinanden betyde, at intet menneske må holdes ude af vor midte! Derfor vendes der også hele tiden op og ned på vore kategorier – relationen mellem dig og mig er evig dynamisk og aldrig statisk! Den sidste skal være den første og den mindste den største … sådan lyder det …

“Den ældste blandt jer skal være som den yngste” skriver Lukas. Hvis vi nu tænker på den ældste som den vise, den der sidder med erfaringerne og mener sig klogere og eventuelt tror, at han eller hun har knækket koden til hvordan Gud og livet skal håndteres, så minder Jesus os i dag om, at lige præcis den ældste ikke er væsensforskelig fra den yngste! I gudsriget – i Jesu optik – er vi alle lige!
Nuvel i det daglige opstiller vi rangordener – konger hersker – har magt og vælde … men overfor Gud er vi alle lige – skabt i samme billede! Her skal ingen herske – her gives ingen arverække – HER er vi alle sat til at tjene hinanden! Skabt til at tage ansvar for vore relationer.

Betyder det så, at vi skal blande os? At vi skal belære hinanden om det rette eller det sande liv? Skal kirken – hvem kirken så end måtte være fx. præster eller bisper eller anden gejstlighed – så blande sig i, hvordan du indretter dig – blande sig i hvilke valg, som vi hver især måtte træffe? NEJ, kirkens opgave er og bliver aldrig at agere trospoliti – ingen – ikke en eneste – gejstlige – eller for den sags skyld læg – har mandat til at svinge den religiøse pisk, sådan som vi ser, at det sker i teokratier som Iran eller Saudi-Arabien! Eller sådan som paver, sekter og diverse religiøse retninger i gudens navn gennem tiden har uddelt moralske kindheste efter forgodtbefindende. Nej vi skal ikke belære – men vi skal tage ansvar … hvis ikke for andre, så ihvertfald for vores egen gang på jord.

Kirkeårsmæssigt er vi på vej mod påsken! Jesus er også på vej! På vej for i Jerusalem at gøre op med stivnet religiøsitet … på vej for at omfortolke – ja faktisk aflive – den ældgamle myte, der havde udviklet sig til en fed og givtig forretning! På vej for at rydde templet, der var endt som en markedsplads, hvor driftige handelsfolk solgte alverdens offerdyr: okser, geder, duer etc … så folk for penge kunne sende liflige dufte mod himlen og dermed behage Jahve … præcis som Abel gjorde det med sin Boeuf Bourguignon… præcis som Kain ikke kunne med sit korn, der allerhøjst har givet duft som en omgang havregrød. Jesus fik ryddet op i det bedagede gudsbillede som slægt efter slægt havde forsøgt at leve med, hvor Jahve er for de få – de rene i krop og ånd – og hvor velsignelsen kun tilfalder de særligt udvalgte!

Jesus fik dermed manifesteret, at Gud ER kærligheden, der modsiger misundelsen. ER kærligheden, der kan trække os ud af den ensomme snerrende galdefremkaldende indkrogethed! Jesus fik ved bordet den dag fortalt de 12, at: “den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener”. Og i dag har vi ved døbefondet hørt hans ord om, at han er med os alle dage og at ingen – ikke en eneste – må forhindre nogen i at komme til ham og til den velsignelse, der gør os i stand til at tro på, at der altid er et håb!

Det hele lyder jo næsten for godt til at være sandt med det Jesus-manifest. Faktisk burde al strid være bilagt verden, så vi som glade og uberørte sommerbørn kunne springe omkring i et blomstrende gudsrige under en blå højtrykshimmel, hvor ALT var ren fryd og gammen … og havde vi bare læst et par vers længere i dagens Lukas uddrag, så havde vi hørt Simon Peter – 1. disciplen – den måske ældste være i dialog med Jesus – og paradisdrømmen ville være brast … og derfor læser vi den … ikke for at smadre længslen efter fred og ro og livs-stabilitet, men fordi vi er i fasten, hvor realismen skal holde vore fødder på jorden i den nordjyske muld, så eftertanke kan blive mulig:
Simon Peter sagde til ham: “Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.” v34  Men han svarede: “Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.” (Lukas 22,33-34)

Farer Peter vild i sin tiltro til egne evner udi at tjene, når ALT kommer til ALT? Det er det spørgsmål, også vi efterlades med i dag? ER der en menneskelig grænse for, hvad der er muligt for os? Både i at forstå vore relationer – og i at tjene hinanden? ER vi ikke spændt ind i mere eller mindre statiske magtstrukturer, der gør, at om vi vil det eller ej, så napper én af os altid positionen som førerhund og reducerer de andre? Eller også lægger vi os snildt i slipvinden og følger med som det tynde øl?
Svarene må vi selv bøvle med – det er os, der har arvet fortællinger og derfor er det altid os Jesus taler til og om – og mens vi bøvler og forsøger at få ligningen til at gå op eller ikke op – og relationerne til at fungere … så sker det altid under velsignelsens fortegn – i en verden der til stadighed fastholder, at Gud ER kærligheden … selv i fastetiden, hvor vi bliver mindet om muligheden for alverdens vildfarelser. AMEN

 

Reklamer