17. søndag efter trinitatis 2018

Vanens magt er stærk, siger man. Den kan i hvert fald komme til at fylde så meget i ens tilværelse, at vi ikke umiddelbart er os bevidste om dens fylde.

Hvis vi nu skulle lave en lille meditation over vore egne private vaner og stilfærdigt forsøge at huske, hvad vi som oftest gør som det aller første, når vi kommer hjem. Når vi træder ind ad vores egen hoveddør? Hvad er så det første, vi gør: Går i postkassen? Vasker hænder? Lufter hunden? Skifter tøj? Smider fodtøjet? Sætter os ned? Sætter kaffen over? Tjekker mails? Eller måske noget helt niende. For vi har sikkert hver især en bestemt vane eller rutine, når vi kommer hjem.

På samme måde om morgenen, når vi vågner. Hvad er det første, du gør, når du har åbnet dine øjne? Tjekker din telefon? Tænder for radioen eller tv’et? – tænker åh nej, det er stadig nat? – lister på badeværelset? beder morgenbøn? laver gymnastik? – kigger på hunden? – vækker børnene eller kæresten ja, hvad er det egentlig, vi gør? Og hvor bevidste er vi overhovedet omkring vore vane. Mange af vore handlinger ligger i rygraden – vi kører på rutinen – vi slår autopiloten til.

En vane kan altså ganske enkelt beskrives, som det ”man” plejer at gøre. En vane henviser med andre ord til en bestemt adfærd, som med tiden kan være blevet til almindelig praksis. Ja, så er det, at vi taler om sædvane. Sædvane er det, som vi sædvanligvis gør. Denne kan være god eller dårlig. Men vaner har altid noget med vores levede liv at gøre. Cicero – den store romer – skulle have sagt, at vaner er den halve natur. Det tror jeg egentlig er ganske sandt.
Et eksempel på en såkaldt dårlig vane – eller mere præcist en hæslig vane beskrives i børnesangen ”Hønsefødder og gulerødder”: hvor det bl.a. lyder: ”Den der kysser pigerne, han har en hæslig vane”. For en ordens skyld, skal det indvendes, at det skal fungere som eksempel og ikke som en moralsk dom her fra prædikenstolen.

Igennem historiens løb er der blevet gjort oprør imod vanens magt og mod samtidens såkaldte autoritære ”vanedyr”. Jesus gik om nogen i skarp dialog med datidens førende religiøse praksis, han afviste de skriftkloges stivnede regler og vaner; sådan som vi også får det fortalt hos Markus i dag. Han spiste gerne med dem, der ikke lige passede ind i det rigtige selskab – syndere og toldere!
Martin Luther, den gamle munk og reformator gik op imod pavekirken – han brød i den grad med den institution, der sad på flæsket og magten i stort set hele Europa. Kirken skulle være for alle mennesker, og ingen skulle blande sig i den enkeltes forhold til Gud … og ingen skulle prædike frygt og trues med skærsild og få folk til at købe afladsbreve ud fra en idé om, at Gud kunne man handle med. Der skulle ikke længere prædikes på latin men på nationalsproget – vi skulle selv forstå, hvad Jesus gik omkring og prædikede. Samtidig gjorde Luther op med alle de såkaldte magiske, men dog menneskeskabte sakramenter – og slog fast, at evangeliet giver os to: nemlig dåb og nadver. Netop i disse to sakramenter gør Gud sin kærlighed til mennesket synlig. Ja, man kan sige, at netop i disse to – dåben og nadveren – bryder gudsriget frem! Her postulerer vi i hvert fald, at Gud selv er tilstede.

Jeg ved ikke, hvor meget vores vanemæssige adfærd fylder. MEN jeg tror faktisk, at den fylder rigtig meget – vi lever på mange måder en plejer-tilværelse – og langt hen ad vejen er vi bundet op på en meget gængs og gentangende måde at opfatte verden på. Hvis ALT hele tiden var nyt og fremmed for os, så vil jeg tro, at vi blev trætte før tid – vore sanser ville overmættes ALT for hurtigt. Og så er det, at hjernen og kroppen lukker ned – melder sig ud.
Når det så er sagt, så kender de fleste også til de øjeblikke, hvor nye inputs gør deres indtog – hvor vi får disse aha-oplevelser! Hvor vi pludselig ser verden på en ny måde – eller hvor vore fordomme bliver gjort til skamme. Hvor vi åbner os og virkeligheden med et er større end den plejer at være

Det må være sådan tolderen Levi – ham vi hører om i dagens evangelium – oplever Jesu ord: Følg mig! For har rejser sig uden forbehold og går med. Tolderen Levi er i kraft af sit arbejde den ringeste af samtlige ringeste og den mest foragtet i alles øjne. Det er han, fordi han arbejder for den romerske besættelsesmagt. På danske ord vil vi kalde ham værnemager. Men netop i det tilfælde, hvor Jesu siger Følg mig, må Levi opleve, at plejer ER død! Er virkelig død. Gjort til skamme. Verden er pludselig større end den erfaring han har med sig i rygsækken.

Den menneskelige eksistens er altid spændt ud mellem noget gammelt og noget nyt. Mellem gamle vaner og nye møder. Anderledes er det heller ikke for Levi og de andre personer i dagens tekst. Farisæerne – de gamle jødiske skriftkloge – følger moseloven og dens faste anvisning om, at nogen er rene og alle andre er urene – og enten følger du loven og dens leveregler om alt mellem himmel og jord og dermed Gud … eller også er du på afveje, fortabt og ikke værd at omgås – og dermed gudløs.

Midt imellem disse to er Johannes Døberen kommet i klemme. For hvor farisæerne blank afviser Jesus – og ikke mindst hans opgør med loven og de stive regler -, så er det Johannes, der har døbt Jesus. Det er Johannes, der fortæller os, at vi skal døbes med helligånd. Det er Johannes der fuldt og fast tror på, at Jesus er Guds søn. Samtidig er loven med dens forbud, påbud og leveregler også en del af hans liv – de ligger i rygraden på ham – der er både dømt vane og autopilot. Johannes er med andre ord spændt ud mellem det gamle og det nye.

Kristendommens budskab og dermed det helt nye på Jesu tid er, at kærlighed ER alt! Kærlighed overtrumfer enhver lov, enhver regel, enhver fordom, enhver delen mennesker op i rene og uren! Det er kærligheden, der gør folk raske! For det er kærligheden – Guds – der altid accepterer dig! Derfor er det ligegyldigt, hvad andre mener! Derfor er paver overflødige og andre andre gejstlige hierakier … hvad der til gengæld giver mening er det ord, som Jesus omfavner os med! Som i dåben lige før, hvor det lyder: Jeg er med dig til verdens ende! De ord skal vi gemme i vort hjerte! For de ord rummer hele kærlighedens fylde! En kærlighed der magter os med vore vaner – både de hæslige og de praktiske og de givtige og alle dem der bare er der – og kærligheden som i al evighed tror på, at vi er værd at satse på! Satse på fordi vi er mennesker – skabt i Guds billede! Velsignede og elskede … og se, det er ALT nok. AMEN

Reklamer