20. søndag efter trinitatis 2018

Min ven havde en vingård! Sådan indledtes højmessen med den allerførste læsning … og så hører vi ellers om vingårdens forfald. Forfatteren til Matthæus-evangeliet fortsætter med at berette om, hvordan vingården bliver en kampzone med både døde og sårende! Dramaturgisk går livet virkelig ned ad bakken. Der er dømt rå vold og kontant afregning ved kasse 1! Vingårdsejerens egen søn bliver sendt for at mildne sindene og myrdet – et billede på langfredag – på hvordan Jesus af menneskeheden bliver korsfæstet, fordi han holder fast i, at kærligheden er det største! Faderens svar i teksten er da at gengælde ondt med ondt: For “et ondt endeligt vil han give de onde”. Mens de gode skal belønnes, når tid er.

Det er klassisk Matthæus-tænkning: Hos ham er der altid et inde og et ude! Der er altid en frelse og en fortabelse! Enten er du med til festen eller også er du i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Denne opdeling benævnes på kirkesprog: den dobbelte udgang! Og denne dobbelthed er der så nogen – især præster, der går vældig meget op i.

Jeg vil tillade mig at afvise tanken! Hele Matthæus-evangeliet er skrevet til de første menigheder! De skulle nemlig ikke gå i synagogen mere, de skulle over i kirken! De skulle høre om Jesus: om hans tro, hans håb og hans kærlighed til menneskeheden på tværs af alle de skel, som vi sætter for hinanden. OG de skulle høre om det radikalt nye! Det nye blev forkyndt i kirken – i gudstjenesten – det ER her festen holdes … OG festen ER for alle og det uden forbehold. Udenfor denne fest – udenfor kirken ER der ifølge Matthæus kun mørke!

OG hvad var så det nye? Det nye er et opgør med: at ondt skal gengældes med ondt! Det nye er, at du skal elske din fjende! At du skal vende den anden kind til! Det er så radikalt, at det for mange af os er en umulighed … ihvertfald, når vi ser på verdens og livets gang.

Tag for eksempel Moses, ham der står både oppe på alteret og nedenunder mig, hvor han bærer prædikestolen … begge steder står han med de 10 bud i favnen – hvor der blandt andet står: du må ikke slå ihjel. På Sinaj-bjerget hentede han lovtavlerne. Han hentede dem af to omgange, det første sæt “var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne” (2. Mos 32,16), som han i raseri kastede mod jorden, da han kom ned og så, at folk dansede om guldkalven. Derpå samlede Moses en gruppe mænd og sagde til dem: “Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.” (2. Mos 32,27) – så på den dag blev henved 3000 mand dræbt! Moses blev efter kort tid atter kaldt op på bjerget, hvor Jahve bad ham tage imod diktat – denne gang selv skrive budene ned – vel at mærke efter, at han – Jahve – have sat prædikater som barmhjertig og nådig på sig selv og mindet Moses om, at han også “straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn” (2. Mos 34,7).
I Kain og Abel historien spiller hævnen en vigtig rolle. En af Kains efterkommere: Lemek belærer sine 2 koner med følgende ord: 
Jeg dræber en mand for en flænge,
et barn for en skramme.
Hævnes Kain syv gange,
skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange (1. Mos 4,23)
“Straffen udmåles ud fra Lemeks helt subjektive vurdering. Hvis en af hans egne eller han selv får så meget som en flænge, så skal fjenden straffes med, at han eller en af hans folk skal dræbes. Lemeks udbrud er et følelsesudbrud, der bygger på stolthed og selvovervurdering, ville vi sige. Hævn bygger på subjektiv vurdering af skaden.” (Kirsten Nielsen, prof GT, Århus)
Den vilkårlige form for hævn erstattes NU af den berømte “øje-for-øje-tand-for-tand-tænkning”. Et menneskeliv er ikke mere værd end et andet menneskeliv. Det er måske for meget at sige, at sund fornuft gør sit indtog. Men der skal dog være et rimeligt forhold mellem det skete og straffen. Straffen bliver hævnens afløser! Der sker en humanisering af den gamle tradition.
Det er så den tænkning, som generationer før generationer har levet med – og som præsteskabet ude i synagogerne – har prædiket og praktiseret og delt liv og levned op efter! Det er det gamle – det formørkede om man vil – som Matthæus lægger afstand til – der er kun død og fortabelse i den tankegang – vingården tørrer ud, folk smadrer hinanden, alt går i opløsning! Matthæus vil have folk ind, så de kan høre om det det nye gudsbillede, hvor der er en klar sammenhæng mellem ord og handling! ELSK din fjende ! Jesus efterlevede selv sit eget budskab! Han kunne – hvis han ville – været gået til modstand eller have talt udenom eller stukket halen mellem benene og være stukket af! MEN midt i kaos – midt i krigszonen – holder han fast. Fast i at Gud hverken hævner eller straffer! Men gudsriget er for enhver, der forsøger/tør/kan/vil/magter/ønsker/higer efter at elske … og for den sags skyld mislykkes i at elske!
Men hvad stiller jeg så lige op med sætningen: “et ondt endeligt vil han give de onde”, som runger så ubarmhjertigt i dagens tekstuddrag! Ja, vi kunne gøre, som vi ofte gør, når noget er ubehageligt: lukke øjnene, holde os for ørene og springe det over!
Men vi kunne jo også hævde, at det onde kommer, når Gud holder sit ord tilbage! Sådan som det lyder i salmen, vi skal synge efter motetten! Når Gud ikke vedholdende gennem sin søn Jesus formaner os om, at vi SKAL elske vores fjende! At vi skal vende kinden til! At vores næste ER vort – og kun vort – ansvar! Ja, så skrider verden og pludselig står vi på en måde i den udtørrede vingård. Og i selv-overvurderingens kunstige og opblæste projektør-lys ringagter vi dem, der ikke ligner os eller som vi i virkeligheden måske gerne selv vil ligne. Vi ekskluderer dem, der ikke gør som os og vi forbander dem, der ikke tror, som vi gør! Der går måske endda hævn i den og som små lemminger (eller “lemekker”) myldrer vi mod afgrunden …
Det glædelig budskab er så bare lige, at Gud rent faktisk ikke holder sit ord tilbage! Det ånder og lever i kirken! I dåben, hvor de små velsignes og fyldes med mod til at gribe fremtiden. Hvor de loves, at de for altid har Gud i ryggen og ikke på nakken. I nadveren, hvor kærligheden minder os om dåbens løfte, så vi kan gå herfra som frie mennesker. Frie til at være i verden med al dens lykke og ulykke og larm og hurlumhej og så lige alt det, som vi ikke forstår eller misforstår.
Lad mig slutte, hvor jeg begyndte! Den dobbelte udgang eksisterer ikke, hvor Guds ordet lyder. Enhver tanke om, at nogen – dig eller mig – skulle gå fortabt og havne i et mørke ER i bund og grund hæftet op på ønsket om hævn! PÅ mit eget ønske om, at det må gå nogen ad helvede til! For godt nok er hævnen sat i ramme: dekonstrueret på en civiliseret og humaniseret måde om man vil, men samtidig så lever den i os! Det er vel ikke uden grund, at den bliver kaldt for sød! Den ligger som en evig trang, som en evolutionær mulighed. Præcis derfor ER det afgørende, at Matthæus fik og til stadighed får folk ind i kirken, så vi får mod til at være i al det rod, som vi skaber for os selv og hinanden! AMEN

Reklamer