3. søndag efter påske 2018

Vejen! Sandheden! Livet!; så kort kan Gud beskrives. I hvert fald i følge den Jesus, som vi møder i Johannesevangeliet, hvor han besvarer disciplenes tvivl om, hvad de skal stille op med både sig selv og Gud. Vejen, sandheden, livet … disse 3 vil dagens præk forsøge at sige noget mere om …

Vejen er der ikke de store ben i. Vendinger/metaforer som: blindgyde – leve i overhalingsbanen – stå ved en korsvej – at have fart på etc er kendte og de hænger fint sammen med, at livet af nogen omtales som en rejse! At vi hele tiden er på vej og i følge megen moderne tænkning, så må vi for guds skyld ikke gå i stå eller stå i stampe. Det handler om at komme derud … gerne helt derud, hvor vi ikke kan bunde. Ud af comfort-zonen skal vi, som det så smart hedder … springe ud på de 70.000 favne vand, hvor der ikke er fast grund under én. Der hvor ethvert menneske kan komme i tvivl om både egne evner … om altings mening! Også om Gud!

Vejen og Livet tænkes som oftes sammen med naturen og kulturen – vores omgivelser. Den verden vi fødes ind i – hvor vi i få eller mange år tvivler, tænker, elsker, overlever, gennemlever, til tider resignerende – og som vi så til sidst dør ud af. Alting er sammenstød – store og små clash – af alt det der er udenfor os imod det, som vi selv slæber med os af erfaringer, tanker, meninger, følelser, fordomme, fortrængninger etc …

Nord for Klaksvik oppe på Færørerne ligger den meget lille bygd Mikladalur, der bor i dag 29 indbyggere. Indtil der i 1985 kom en tunnel, var bygden isoleret bag fjelde til alle sider og eneste vej ud i verden var via havet! Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at den lille kirkes altertavle fra 1949 viser en færøbåd (en stor åben robåd med en enkelt mast) med 8 mand i havsnød! Havet er i voldsom bevægelse og det kunne se ud som om der står bølger ind over rælingen. Manden der sidder agter har vendt sig mod horisonten og løftet begge sine arme i vejret! Derude i horisonten har himlen åbnet sig og frem troner den opstandne Kristus og med løftede arme – som på korset – går han afsted på vandet imod dem! Tavlen bærer den enkle titel: Herre hjælp os og må være en gengivelse af stormen på søen (Luk 8,22-25), hvor disciplene også er i havsnød og hvor Jesus stiller stormen, imens han spørger dem: Hvor er jeres tro?
Vejen ud af bygden rummer altid mindst en ubekendt faktor fx. vejret, som på Færøerne kan skifte med lynets hast. Smult vand kan i løbet af nul komma nix forvandles til mørke blå-grønne dønninger, der dækker over havstrømme, der kan snigløbe enhver! Så foruden godt sømandsskab fordrer altertavlens teologi også, at du er fast i troen! Tvivlen kan blive din undergang (vi er eksistentielt før tvivlen sås som en væsentlig del af menneskelivets grundvilkår) … hvis altså ikke den opstandne – vejen, sandheden, livet – dukker op og lægger søen til ro!

Flytter vi os længere op gennem det vilde Nordatlanten til Island, så har Hallgrímur Helgason en fin lille beskrivelse af Livet, som han konsekvent skriver med stort l, i sin seneste bog på dansk: Søsyg i München
Hvorfor skabte I mig sådan? (p. 194) spørger hovedpersonen Ung Mand sine forældre … i tanken … og han fortsætter sådan her:
Vi bliver sendt ud på livets hav af to individer, som aldrig fortalte os hvorfor, for de havde ikke den fjerneste idé om det selv, og møder senere Livet i rum sø som et hamrende søsygt sendebud uden besked og skrupforkert proviant, men ser alligevel Livet lige i øjnene og forsøger i dets udtryk at finde svaret på, hvorfor og med hvilket formål vi blev sendt ud på denne sørejse. Man aner det spotske smil i Livets havpiskede ansigt, i dets saltvåde, kønsløse skæg, men svaret drukner i havets brusende larm. Vi kniber øjnene sammen og kigger bedre efter i rynkerne omkring øjnene og forsøger at lægge mærke til et eller andet i de fine trækninger omkring munden, men i samme øjeblik brækker endnu en bølge sig ind over os.
Tidsmæssigt er vi i 1981. Hovedpersonen er 21 år. Han er rejst fra Island for at studere malerkunst i München … han er genert, kan ikke rigtig det tyske sprog, kender ikke nogen, men han er på vej … på vej for at udforske verden og dermed lære sig selv at kende … udforske livet … endda forsøge at forstå dets mekanismer midt i det uforståelige … Han forsøger det bedste han kan at afkode de udtryk, der dukker op … finde konturerne der den ganske tid ændre sig …

Livet er den gådefulde virkelighed, vi med vort skellet og dertilhørende biologi færdes i – til lands, til vands og i luften. Livet er brolagt med muligheder og umuligheder – med selvfølgeligheder og alt det der så alligevel kommer bag på os. Vi tror, at vi måske har svaret på det store HVORFOR? Pludselig – i et glimt – fornemmer vi altings mening, men så kommer en dønning over os og vi må træde vande og måske gispe efter vejret. Vi bliver forstyrret – distraheret – og til tider trukket ned, sådan er Livet også – trods nok så megen ro, renlighed og regelmæssighed, excel-regneark, pulsmålere og anden elektronisk dokumentation … på godt og ondt kan det hele pludselig stikke af med os!

Midt i det hele påstår Jesus så, at han er sandheden og se nu bliver det for alvor mærkeligt. Hvor Jahve i den første læsning – ud af den brændende tornebusk – siger: Jeg ER den, jeg ER! Eller som der står i den hebræiske tekst: Jeg ER! Så bevæger vi os nu fra væren – at Gud eksisterer – over i sandhed! At Gud som han manifesterer sig i Jesus af Nazareth er sandheden. Det må betyder, at udenfor Jesus er der ikke andre guder – sande guder! Jesus er den eneste – vejen – livet! Buddha og Allah og alle de andre, hvis den skal køres hardcore dogmatiske hjem, må kaldes løgneguder (et enkelt og klart gt-udtryk) eller skal vi være forsonende på den multikulturelle måde og nøjes med at sige et: Enhver er salig i sin egen tro! For dernæst at skrue helt ned for bålet – slukke dogmeflammerne med en pøs vand – og stille og roligt stille spørgsmålet: “Hvad er sandheden?”

Jesus siger, at sandheden skal sætte mennesket fri! I min teologiske optik må det betyde, at sandheden er udenfor os selv! Der er noget, der ikke er afhængig af vores evne til at tro lidt eller meget eller slet ikke i fx. et færøsk stormvejr – eller til at forsøge at forstå den store sørejse, som vi er kastet ud i – selvom det kan være uendelig svært at stå af menings-jagten i en verden, der forekommer én mere og mere absurd i sit forsøg på at ensrette – og kontrollere – kaos!
En uafhængig instans – udenfor os selv – vil sætte os fri! Fri af hvad kan én så spørge? Fri af religion er mit svar slet og ret! Fri af tempel-kult og offer-tanker og regler for både dit og dat! Fri af at skulle bruge livet på at undgå fortorvets streger i en neurotisk higen efter at forblive rene og pæne og uplettede. Vi er sat fri af at skulle behage guden med røgelse og andet liturgisk hejs. Det er sandheden, som Jesus prædikede! Også vi er dermed en gang for alle sat fri af at skulle jagte sandheden – eller som kun Grundtvig kan digte det: Gå da frit enhver til sit … AMEN!

Reklamer