1. søndag efter helligtrekonger 2010

For den afdøde astrofysiker Jens Martin Knudsen – også  kendt som Marsmanden – var der livet igennem et ord, der gik igen og igen: nemlig ordet HVORFOR.  På hans kontor hang der tavler, der var fyldt med formler og udregninger, og midt i det hele stod der: HVORFOR. Disse 7 bogstaver drev hans forskning og dette HVORFOR var nært koblet sammen med hans store undren over universets sammenhæng. Gang på gang nåede han frem til at mene, at det ikke gav nogen mening at spørge efter meningen.

Men det er jo, hvad vi mennesker må gøre igen og igen. Vi kan ikke andet end spørge til meningen, når noget kommer på tværs i vort liv. Det være sig i det nære, når vi rammes af sygdom eller død – det være sig når vi oplever naturens voldsomme kræfter – det være sig når der er ufred, krig og terror. Ja, når noget eller nogen bryder ind og forstyrrer vort daglige liv med alle dets fortrolige relationer og rutiner, så må vi – for vi kan ikke andet – stille spørgsmålet: HVORFOR. Nogle religiøse prædikanten – ofte med fundamentalistisk fortegn – udlægger det straks som gudens straf over det syndige mennesker og synd kobles i denne sammenhæng med moral, som igen kobles med sanselighed!

Hvor videnskabsmanden Jens Martin Knudsen livet igennem lod dette HVORFOR stå åbent – så er der omkring os indenfor alle religioner prædikanter, der hævder at have svar på hvorfor ulykker, tilfældigheder og uheldigheder sker i blandt os!

Men kære menighed – ud fra min teologi, den være sig nok så simpel – så får vi ikke noget svar, i hvert fald ikke på denne side af døden. Det store og ofte angstfyldte og dybt menneskelige HVORFOR (interessant nok oftest ledsaget af et mig – HVORFOR MIG) er og bliver Guds gåde.

Hver eneste gang vi forsøger at besvare dette HVORFOR, så er det ofte vores behov eller angst, der definerer guden i vort eget billede og derefter modellerer ham ind i menneskeskabte ideologier. Det kommer der sjældent ret meget godt og opbyggeligt ud af! En sådan gud ender vi med at få på nakken og ikke have i ryggen!

Ifølge kirkeåret befinder vi os i epifanitiden – det er den tid, hvor Gud manifesterer sin magt og herlighed. Vi hører med andre ord noget mere om, hvem Gud er og hvor han er!

Hvis vi begynder med HVEM, så giver apostlen Paulus os svaret direkte: ”Kristus er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte”.

Det betyder, at den kristne gud er en personlig gud. Han er hverken fjern eller usynlig. Han er af kød og blod. Han er det krybbebarn, som vi lige på trods af krise har brugt cirka 7,5 milliarder kroner på at fejre. Julenat blev han født for at bringe mennesket lys og mod til at være i verden på trods og han kom for at dele levevilkår med os alle som en. Han er det menneske, som det nye testamente er fyldt med historier og tanker om. For de peger alle som en hen mod Jesus som Kristus – som Guds søn.

Biblen skal vi derfor ikke forstå eller bruge som en historisk kildeberetning, hvor vi åndløst går i gang med at udlede ægte eller uægte Jesu-ord. Ej heller skal vi forstå den som en manual, vi endnu mere åndløst kan trække frem og derefter med hellig mine korrekse os selv eller allerbedst hinanden med.

Biblen er derimod på den ene side dogmatisk forstået Guds Ord til mennesket, men samtidig er den i lige så høj grad menneskets ord til Gud. For teksterne skal afkodes og de skal tolkes. De bibelske beretninger er grundlaget for det store fortolkningsfællesskab, som kirken slægt efter slægt har været og som er udgangspunktet for enhver gudstjenesten eller som Paulus siger det i dagens epistel: Han (altså Kristus) er hoved for legemet, kirken.”

Og dermed har jeg så småt bevæget mig over i spørgsmålet om, HVOR vi møder Gud.

Foruden i biblen – så møder vi Gud i ritualet. Dagens evangelietekst er netop den ene af de to læsninger, som vi hørte, da Monica og Carl blev døbt lige før. Markus evangeliets kapitel 10,13-16 får en dobbeltbetydning i forholdet til, hvor vi møder Gud. Eller rettere sagt hvorledes Gud kommer til os i Ordet og sakramenterne.

I dagens tekst tematiseres meget præcist, at i Gudsriget er der plads til alle. Jesus fremhæver i en aldeles skarp tone overfor disciplene, at det på ingen måde tilkommer dem og i et videre perspektiv os mennesker at afgøre, hvem vi synes, der skal være plads til og hvem der ikke skal være plads til i Gudsriget. Det er Guds egen suveræne afgørelse. Men her og nu er adgangen til Gudsriget bred og åben. Hvilket kan synes at stå i skærende kontrast til de mange døre i menneskeriget, hvor vi ofte forventer specielle kompetencer af hinanden. Jesus lærer os med andre ord, at vi ikke kan eller må overføre vore egne normer og værdier på Gudsrigets og dets beskaffenhed.

Disciplene, som havde fulgt Jesus i tykt og tyndt, ville forhindre de små børn i at komme til Jesus. Hvorfor det? Hvorfor måtte Jesus ikke forstyrres? Syntes de, at gudsriget var helligt? Så helligt at ikke ret mange måtte nærme sig det – fordi det måske krævede bestemte egenskaber af åndelig karakter eller at det krævede en særlig indsigt eller moralsk habitus?

Jesu gang på jorden var jo netop et stort opgør med hele denne tankegang om, at noget eller nogen skulle være mere hellige eller nærmere Gud end andre.

Det endelige opgør blev sat ind langfredag, da forhænget til det allerhelligste i det jødiske tempel blev flænget, da Jesus på korset udåndede og han en gang for alle ophævede samtlige grænser mellem retfærdig og uretfærdig – mellem ren og uren – mellem græker og jøde – mellem mand og kvinde. Enhver menneskeskabt afgrænsning blev sprængt i stumper og stykker, fordi vi i et og alt er lige for Gud!

For han vil ethvert menneske i sin grænseoverskridende kærlighed. Og derfor skal ingen religion, institution eller hvem det måtte være forsøge at forhindre nogen i at komme til Gud. Eller siden hen lægge sig imellem Gud og den enkelte – og ad den vej forsøge at evaluere eller devaluere forholdet!

Jesus tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Skellet mellem gudsriget og menneskeriget ophæves. Gudsriget flyder ind over de mindstes grænser. Børnene omfavnes, de berøres og de får al Guds tro, håb og kærlighed og de får den for absolut intet.

Sådan er det også med kirkens øvrige sakramente: nadveren. Skellet mellem gudsriget og menneskeriget er ophævet omkring Herrens bord. Vore menneskeskabte skel – det være sig nationale, mentale, sociale og i hele den dur – er for en stund ligegyldige. Knæl – æd&drik (som Grundtvig siger det) – rejs dig og gå fra bordet som et frit menneske! Ret ryggen, gå ud i verden og lev dit liv under Guds nåde på trods af uheldigheder, tilfældigheder, ulykker, sorger og svigt! Din sande identitet som et Guds barn er evig og vil bære dig igennem ALT, især når livets store hvorfor’er melder sig.