18. søndag efter trinitatis 2010

Noget af det enestående ved folkekirken er dens rummelighed! Cirka 4,5 millioner medlemmer har den! Medlemskabet er hverken begrundet i uddannelse, baggrund, profession, køn, alder eller politisk ståsted! Her er plads. Og alligevel så må vi ind i mellem diskutere om det nu også kan passe, endda så fråden står os om mundvigene.

For er der nu også rum til det alt sammen – til den mangfoldighed af mennesker, vi er? Nogen vil fastholde, at alt for megen rummelighed er lig med holdningsløshed, hvor ALT ender med at blive lige gyldigt? Og omvendt vil nogen hævde, at vi sagtens kan rykke sammen og give plads til endnu mere – til endnu flere?

Der er egentlig ikke noget nyt under solen, sådan har kirken siden de store vækkelser i midten af 1800 tallet været i livlig og lidenskabelig samtale. Sådan var reformatoren Martin Luther i ivrigt opgør med den gamle moderkirke for snart 500 år siden. Og Jesu egen forkyndelse var i sig selv en stor kamp på ord for at gøre plads til den mand og den kvinde, der var henvist til et liv i dødelig udstødelse og menneskefjendsk ligegyldighed.

Derfor kunne dagens tekstuddrag fra Johannesevangeliet (som forøvrigt var både Luthers og Grundtvigs yndlings evangelium) også godt kaldes for rummelighedens evangelium. Måske er det overflødigt at nævne, at forholdsordet ”i” forekommer 13 gange. Men jeg gør det alligevel, fordi der heri ligger en afgørende pointe.

At være ”i” noget betyder, at vi er omsluttet eller omgivet af noget andet – af noget mere – end os selv! Lad mig komme med et par eksempler: Jeg kan være i bad, så er jeg omgivet af vand. Jeg kan være i centrum, så er jeg af den ene eller den anden grund omgivet af ALT andet. Vi kan være i tvivl, så er vi omgivet af den flertydighed, der netop kendetegner Guds store og gådefulde skabelse. At være ”i” noget, betyder altså, at vi altid er omsluttet af noget andet.

På samme måde i teksten, hvor Jesus på den der til tider noget snørklede Johannesmåde fortæller os, at vi – du og jeg – er omsluttet af noget andet – noget større – nemlig af Jesus – vi er ”i” ham og vi er ”i” hans kærlighed. Og ikke nok med det – Jesus var også i noget – nemlig ”i” sin himmelske fars kærlighed.

Det her begynder på en måde at smage af treenighed – af et treenigheds rum – et rum fyldt med tro, håb og kærlighed. Treenighedsrummet som vi døbes ind i. Og hvor vi i indflyttergave en gang for alle modtager det evige liv og vore synders nådige forladelse. Og ud over de 4,5 million folkekirkemedlemmer og alle slægterne før os – ja, så er her også plads til alle, der er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn verden over – katolikker, russisk ortodokse, koptere og hvad de nu hver især hedder. Alle er vi omsluttet af dåbens nåde.

Og så kunne én jo spørge til de mennesker, der ikke er døbt? Dertil må jeg kort og godt svare, at dåben er til for menneskets skyld – (præcis som sabbatten er det). Vi mennesker har brug for ord og tegn – for at vi kan tro os elsket, modtaget og tilgivet. Men for Gud er enhver skabning hellig, ukrænkelig og hans – døbt eller ej. 

Nu kunne alt så synes såre godt! Rummeligheden er uendelig, der er højt til loftet. Forskellige synspunkter og holdninger kan mødes og skal brydes med eller uden fråde. Ja, egentlig burde det være ganske lige til.

MEN hvad så med den stakkels gren på vintræet, der midt blandt de andre – sikkert velnærede – grene drænes for saft og kraft og bare visner hen? Dømt til en tur i ilden omsluttet af et altfortærende flammehav. Er det så her, at rummeligheden hører op? Er det Gud, der dømmer (os) ude? Nej, bestemt ikke vil jeg mene, for det ville stride imod det liv, den død og ikke mindst den genopstandelse som Jesus gav sig hen for!

Den visne gren er den glemte gren. Det er ham eller hende, som enhver kan glemme på grund af simpel glemsomhed eller måske fordomsfuldt kan ignorere eller koldt og magtfuldkomment vælger at overse eller med en helt fjerde ubegrundelig begrundelse lade gå til grunde.

Jesus tiltaler os igen og igen i flertal i dagens evangelium, han siger ikke: du er i mig – og: jeg er i dig! Han taler til os som menighed, som fællesskab: ”I er grenene” Sammen former og danner vi træets krone. Løgstrup ville sige, at vi i et og alt er udleveret til hinanden, at vi på den omsorgsfulde måde er i hinandens varetægt.

I dette krydsfelt er det, at glæden over den gådefulde og mangfoldige Guds skabelse kan omfavne os og lade os vokse i hinandens nærvær. Men omvendt kan det modsatte også ske, så angsten for livets forskelligheder pludselig omklamrer og lammer os, så jeg nærmest pr automatik puster mit ego op på fællesskabets bekostning, alt imens jeg forsøger at tage patent på rummeligheden – og på en måde skaber den (rummeligheden) i mit billede, så at min gren stille og roligt må visne.

Så er det, at vi skal mindes om vores dåbsgave: det evige liv med syndernes forladelse, som vi fik sammen med alle de andre, også dem vi ikke bryder os synderligt meget om og som vi måske allermest ønsker derhen, hvor peberet gror eller slet og ret bare ikke forstår. Derfor kommer vi her i kirken for at få genopfrisket det, som intet menneske kan sige sig selv nemlig, at vi alle som én er Guds elskede børn og i den tro skal vi leve vort liv og dø vores død med og i ALT det gådefulde, der hører Faderen, Sønnen og Helligåndens uendelige rummelighed til.